af Kena » 30. maj 2012, 23:35
Den seneste lille uges tid var jeg været så heldig at kunne låne den trådløse hovedtelefon RS 220 af Sennheiser. Jeg så frem til denne lyttetest, da jeg i forvejen er tilfreds ejer af Sennheiser HD650, og Sennheiser har i beskrivelsen af RS 220 netop sammenlignet den med HD650. I årenes løb har jeg i ny og næ prøvet diverse trådløse høretelefoner uden at have været synderligt imponeret. Trådløse har helt klart en fordel i hverdagen, men jeg har hidtil ikke villet acceptere lyden fra trådløse hovedtelefoner. Derfor var jeg nok lettere skeptisk inden jeg modtog RS 220.
Levede de så op til Sennheisers egen beskrivelse? Kort sagt, ja!
Opsætning:
Musikken kom fra min iMac, som jeg har overført min musik til i et tabsfrit format. Min Yulong D100 dac/forstærker bliver fodret via usb fra Mac’en og basen var koblet på dac’en vi den analoge udgang. Opsætningen var forholdsvist enkel, selvom jeg for en sikkerheds skyld downloadede manualen. Eneste anmærkning var, at jeg lige skulle finde ud af at holde “power” knappen på hovedtelefonen nede i et par sekunder førend den tændte. Sikkert for at undgå at man tænder og slukker for den ved et uheld, og når man først ved det, er det intet problem.
Rækkevidde og stabilitet:
Stabiliteten af signalet var god når jeg ikke bevægede mig ud af rummet hvor basestationen stod. Et par gange var der “kradsen” i lyden, men det var ikke været ofte i lytte perioden. Basen stod klods op ad router, pc og andet elektronisk udstyr, så måske ville resultatet have været endnu bedre hvis jeg havde eksperimenteret med placeringen af basen. Udfaldene i lyden skete dog så sjældent i den alt for korte lytte periode til at jeg ville bruge tid på at undersøge dette.
Vores lejlighed er forholdsvis lang, da den består af to sammenlagte lejligheder. Midt gennem lejligheden på langs er der en tyk bærende væg. Da basen var placeret i den ene ende af lejligheden, tæt op ad den bærende væg, var det klart at rækkevidden ikke kunne leve op til Sennheisers specifikationer på op til 30 meter. Når jeg stod i den anden ende af lejligheden på den anden siden af den gennemgående væg, skulle signalet passere gennem mere end én meter mur, og det betød naturligvis at der kom udfald. Hvis jeg derimod stor i rummet lige på den anden side af basen, var der dog ikke større problemer med udfald på trods af at signalet skulle passere en tyk muret væg. Samlet set var rækkevidden acceptabel, og jeg kan godt forestille mig at RS220 kan levere signalet op til 30 meter hvis ens lejlighed/hus ikke giver helt så store problemer med bærende vægge. Vores forholdsvis kraftige router kan heller ikke drive signalet gennem hele lejligheden, så jeg havde heller ikke forventninger om at RS220 basen kunne.
Anvendelse:
Basen på RS220 kan forbindes analogt, via coax og optisk. På fronten af basen kan man skifte mellem inputs mulighederne. Dette kan man også på selve hovedtelefonen. Det betyder at man kan for eksempel både kan koble PC, hvor musikken ligger på, og tv-anlæg på, og derved skifte efter behov. I låneperioden prioriterede jeg ikke at koble mit hjemmebioanlæg på basen, men det vil være oplagt hvis man har RS220 permanent.
Lyd:
Mit sammenlignes grundlag var mine Sennheiser HD650 og tidligere HD595, som stadigt står friskt i erindringen. RS220 er langt bedre end HD595 og som lovet tæt på HD650. Det er i sær mellemtonen og diskanten hvor der ikke var stor forskel. Jeg synes bassen stod en tand mere præcist på HD650 og rummet føltes også lidt større, men jeg var noget overrasket over at det var så tæt mellem RS220 og HD650. Jeg fik ikke lavet en struktureret A/B sammenligningstest, men længere tids lytning til velkendte musik overbeviste mig om den store lighed mellem de to hovedtelefoner.
Komfort:
De Sennheiser hovedtelefoner jeg har ejet i årernes løb har alle udmærket sig med god komfort. I den henseende skilte RS220 sig ikke ud. Puderne var lidt mindre end HD650 og vægten lidt større, nok pga. elektronikken, men de var stadig meget komfortable uden dog at nå helt op på HD650’s niveau. Man kunne gå rundt med dem på i lang tid, men mine ører blev lidt varme i længden uden dog at det blev ubehageligt. Det kan lyde lidt negativt, men det er kun sammenlignet med HD650, der er nogle af de mest komfortable hovedtelefoner på markedet.
Konklusion:
Mine store børn på 12 og næsten 10 har været pænt høflige når jeg har ladet dem lytte til mit eget udstyr og det grej, som jeg har været så heldig at låne. Det lyder da alt sammen meget godt for dem, men forskellen på de forskellige produkter er ikke så stor, og slet ikke prisen taget i betragtning. Med RS220 var jeg tæt på at få en reaktion der nærmede sig ægte begejstring. “Far, dem her må du godt købe”. Det appellerede stærkt til dem ikke at være bundet til skrivebordet, men frit at kunne gå rundt og nyde den gode lyd. Her er den væsentligste årsag til at RS220 frister. I en travl hverdag er det begrænset hvor lang tid ad gangen jeg kan sidde ved mit hoved-fi anlæg og nyde musikken. Med RS220 kan jeg gå rundt og lave flere ting samtidigt, og med et tryk på hovedtelefonen kan jeg endda ændre input så jeg har tv lyden i stedet. Et stort plus, når man som jeg vil se tv eller film sent om aftenen og ikke vil genere børnene eller naboerne. Alt sammen uden i al væsentlighed at give afkald på den høje lydkvalitet, som jeg er vant til fra HD650.
Personligt synes jeg det er spændende at eksperimentere med forstærkning til mine hovedtelefoner, så der passer HD650 bedst, men når det så er sagt giver RS220 mig i højere grad rent praktisk mulighed for at nyde musikken samtidigt med at jeg som sagt kan have udbytte af dem ved sent tv/film kiggeri. Derfor er RS220 nu på ønskelisten som supplement til mit øvrige udstyr. Sennheiser RS220 er dyre, men de ligger prismæssigt på niveau med HD 650. Set i det lys er prisen ikke så slem.
Mange tak til Sennheiser for at stille RS220 til rådighed for os brugere her på Hoved-fi.dk
AudioQuest NightOwl Carbon & PowerBeats Pro & Chord Mojo