Heed Canalot - lytteindtryk
: 12. apr 2013, 22:17Heed Canalot
Intro
Søren fra Simple Hifi tilbød at jeg kunne låne en Heed Canalot, for at høre hvordan den lød sammen med LCD-2. Søren ville gerne have at jeg skrev lidt om mine indtryk af den. Det var jeg med på, forudsat at jeg måtte skrive hvad jeg mente, hvilket Søren var med på
So, here goes.
Det praktiske
Forstærkeren består af to dele, nemlig selve forstærkerdelen og så en strømforsyning. Faktisk bestod netop denne forstærker af tre dele, idet forstærkeren var forsynet med indbygget dac, som kan tilkøbes som option. Der er line out på bagsiden, så forstærkeren kan anvendes som forforstærker.
Opstilling er ligetil. Strømforsyningen er monteret med nogle overdimensionerede fødder, som jeg formoder ikke er standard. Selve forstærkeren bliver meget varm. Den bliver faktisk brændende varm i bunden. Pas på med hvor du stiller den! When the Heed is on, the heat is on
Der kan ikke stilles gain på Canalot, og der er godt med power i den, så højfølsomme lavimpedante hovedtelefoner er no go. Selv med T1 kom jeg aldrig over klokken 10-11 på volumenknappen.
Lyden
Den naturlige sammenligningskandidat til Canalot vil være min Lehmann BCL. De er begge solid state, og er sådan nogenlunde i samme prissegment. Helt snydes for en sammenligning med WA22 skal I naturligvis ikke, så jeg skriver også lige et par korte linjer om det. Derudover vil fokus være på lyden over LCD-2, men kombinationen med T1 vil også blive beskrevet, da det trods alt stadig er den jeg er mest kendt med. Deruover kommer jeg lige med en one-liner vedrørende et par andre hovedetelefoner, der ligger fremme på bordet for tiden. Til allersidst en enkelt linje eller to om den indbyggede dac i Canalot, men det bliver meget overordnet, da denne kun har fået ganske kort lyttetid.
Canalot og Beyerdynamic T1
Ved første lyt virker det som om Canalot er ganske detaljeret, samtidig med at den har en storladen eller lidt prangede spillestil. Det er en mere direkte, eller in-your-face spillestil end jeg er vant til.
Generelt virker gengivelsen mere velopløst på Canalot, og med bedre transientgengivelse. Der er lidt mere punch, bid og angreb! Men samtidig er lyden også lidt mere tynd eller slank, og der er ikke så meget volumen i bunden som på Lehmann. Fx på West Side Story, hvor hornene fremstår dybere og mere magtfulde på Lehmann, end på Canalot.
Canalot hælder lidt den lyse side, med en lidt pågående diskant, men med god opløsning. En bedre opløsning end på Lehmann, og med mindre siblians, på trods af den mere pågående diskantgengivelse. S’er og t’er bliver håndteret meget mere afrundet og harmonisk på Canalot. Dette er et at de punkter hvor jeg oplever T1som værende meget kræsen, både hvad angår udstyr og kvalitet af indspilningen. Med BCL kan det nemt gå galt, men Canalot er bare mere opløst og dermed kan den være med noget længere, også med T1’s måde at gengive diskant på.
Men der er dog grænser. På Libertines Radio America fra albummet Up the Bracket bliver siblians alligevel tydelig, og det lyder ikke godt med den vokal der hele tiden spiiisssser til og skærer i ørene. Kræsne T1 slår til igen, og i kombination med Canalot bliver det helt umuligt.
Med T1 bliver diskanten måske nok alt i alt lidt for fremtrædende. Det klinger en anelse lyst og skifter jeg direkte fra LCD2 til T1, oplever jeg lidt at det mere er T1 der har en lys signatur, end det er LCD2 der har en mørk signatur. Måske to sider af den samme sag, men det hælder mere til den lyse side med Canalot end med BCL. Canalot er med T1 klart fokuserende på den lyse ende.
Så umiddelbart synes jeg ikke Canalot er et godt match med T1, da Canalot fokuserer på den øvre ende af frekvensområdet, og er lidt tilbageholdende i den modsatte ende. Og det samme er T1 og det bliver tilsammen til et lidt ”skævt” lydbillede i min optik. Helt anderledes forholder det sig med LCD2, der med den noget mørkere signatur, passer Canalot rigtig godt.
Canalot og Audeze LCD2
Der er ingen tvivl om at disse to produkter matcher hinanden! Jeg har ingen idé om hvorvidt den ene eller den ande producent bevidt har haft dette i tankerne. Det siges jo fx at Sennheiser har anvendt Lehmann BCL til udviklingen af HD800, men om noget tilsvarende er tilfældet for Heeds vedkommende aner jeg ikke. Men i hvert fald passer de rigtig godt til hinanden.
Overordnet set virker det som sagt som om der er rigtig god synergi mellem Canalot og LCD-2. Generelt er der tale omvirkelig flotte vokaler, og messingblæsere er også rigtig flot gengivet. Det er en meget behagelig samlet lydsignatur, der bestemt er vanedannende, og som giver en lyst til bare at blive ved med at lytte til mere. Ind i mellem oplever jeg lige den der snert af ”kasselyd” i forhold til T1, som jeg også hører med andre forstærkere. Det lyder måske voldsomt, men det hører i virkeligheden nok bare med til den lidt mørkere signatur, at det fornemmes som lidt mere ”indelukket”.
Ellers er gengivelsen præget af mange detaljer (i hvert fald til et vis niveau) og et flot stort rum. Et godt eksempel er Al Stewart, der lyder suverænt godt på denne kombination. Virkelig flot guitarlyd, med et meget åbent og luftigt lydbillede. Her distancerer Canbalot sig klart fra Lehmann.Det virker dog som om der en lille begrænsning på udklingningen af guitaren, i forhold til Lehmann. Et lille ”låg” på, en lille afrulning. Måske den samme afrulning der gør diskanten flot på visse indspilninger, sammen med T1.
Lyden er lidt mere in you face på Canalot, lidt mere forward, lidt mere direkte. Lehmann spiller en anelse mere tilbagelænet og med lidt mere overblik, mens Canalot i højere grad træder et skridt frem på scenen og i højere grad ”konfronterer” lytteren med musikken. En spillestil der passer godt til LCD-2, der med sin mere ”tilgivende” gengivelse, præsenterer det uden at det bliver stressende eller påtrænmgende.
Robben Ford lyder fx ganske overbevisende, med godt drive og med en forvrænget blues-guitar der kan lyde lige så troværdigt i dette setup, som i et hvilken som helst setup. Stor soundstage og også her en rigtig flot klang på blæserne, omend de ikke kommer helt derud hvor man fornemmer vibrationerne i tragtmundingen.
Det samme gælder Mighty Sam McClain, hvor den samlede tonale balance virker som det helt rigtige. Her oplever jeg den sjældne kombination af både ”fodtrampeeffekt” og troværdig gengivelse. I hvert fald så troværdig somMighty Sam nu kan formodes at kunne gengives
Helt tilsvarende fungerer Pierre Dørge and The New Jungle Orchestra rigtig godt. Der bliver kælet for ørene, med mange detaljer og god opløsning.
Denne ”in-your-face” måde at spille på medfører også at tingene bliver mere nære og intime. Og i kombinationen Canalot og LCD-2 fungerer det meget fint, og jeg oplever flere gange at jeg bliver overrasket over en ”vi er jo i samme rum”-fornemmelse. Fx på Kasey Chambers Hard Road, hvor intimiteten bliver demonstreret på glimrende vis.
Går vi over i den klassiske genre oplever jeg igen mere præcision og punktformighed på Canalot. Strygere står mere skarpt aftegnet og med en mere præcis placering i lydbilledet. Omvendt har de ikke helt den samme krop som på Lehmann.
Samlet kan man sige, at jeg oplever gengivelsen som lidt mere forfinet på Canalot, men lidt mere holistisk på Lehmann.
Canalot og CAL!
Ikke nemt. Der er stort set ikke noget volumenspænd at gøre godt med. Selv når der er skruet helt ned på Canalot’en, kommer der tydeligt lyd igennem. Når knappen nærmer sig en position i nærheden af klokken halv ni, begynder det at blive ulideligt højt!
Lydbilledet hælder også her til den lyse og lette side. Ikke en optimal kombo.
Canalot og Beyerdynamic DT 250
Canalot spiller med et mere åbent lydbillede på Lehmann, og det opleves som om der er noget bedre adskillelse mellem instrumenterne. Til gengæld har Lehmann en lidt fyldigere bas, mens der igen på Canalot er mere punch.
Samlet synes jeg at Canalot’en faktisk passer godt med DT 250, og det er klart en kombo der virker for mig.
Canalot v. WA22
Canalot opleves også i denne sammenligning slankere og tyndere i lyden , men også en smule mere præcis, mere pinpoint’ene. Man kan måske sige at Canalot har en lidt ”anorektisk lyd” i forhold til WA22’s ”fullbodied” lyd. Men i direkte sammenligning gør Canalot det virkelig godt, og det er i sidste ende måske et spørgsmål om smag og behag.
WA22 har mere fylde i den dybe bas, med mere effekt. Gengivelsen er knap så ulden på Canalot, men med mindre impact. Ikke forstået som mindre punch, men som mindre ”fysisk” påvirkning. Det bliver en anelse ”pivent” på Canalot i direkte sammenligning.
Jeg oplever ikke den samme luft og det samme rum på Canalot som på WA22, men derimod en mere præcis gengivelse af de enkelte ting i lydbilledet. ”Sting like a bee” men uden den samme holistiske og rummelige gengivelse, som WA22 kan præstere.
Canalot som DAC/AMP
Som nævnt i starten har jeg kun lyttet ganske kort til denne kombination. Mit umiddelbare indtryk er, at der er tale om en gennemsnitlig dac, som ikke helt lever op til de kvaliteter som forstærkeren ellers har. Den korte tid jeg lyttede, var det i sammenligning med dac’en i min Slimdevices Transporter, og her var Transporteren i mine ører det bedre alternativ.
Sammenfatning
Jeg er ikke helt sikker på, om det fremgår så tydeligt af min beskrivelse af mine lytteindtryk, men jeg synes at Canalot’en er en rigtig god forstærker. Den er ikke lige god med alle mine hovedtelefoner, men med LCD-2 er den virkelig god. Jeg har efterhånden fået lyttet en del timer til denne kombination, og selvom jeg holder meget af LCD-2 i kombination med min WA22, må jeg erkende at Canalot kan få LCD-2 til at leve på en helt anden måde. Ikke så detaljeret, ikke med den samme luft, men med en ”synergi” som jeg nok ikke helt ved hvordan jeg skal beskrive fyldestgørende. Den skal opleves! Hvis jeg stod kun med at par LCD-2, og skulle vælge en forstærker, ville Canalot klart være favoritten blandt de forstærkere jeg har hørt.
Canalot vil formentlig også være et glimrende match med fx Hifiman HE-400. Dels på grund af matchet med HE-400’s mørke signatur, dels på grund af den megen power der synes at være i Canalot’en.
Intro
Søren fra Simple Hifi tilbød at jeg kunne låne en Heed Canalot, for at høre hvordan den lød sammen med LCD-2. Søren ville gerne have at jeg skrev lidt om mine indtryk af den. Det var jeg med på, forudsat at jeg måtte skrive hvad jeg mente, hvilket Søren var med på
So, here goes.Det praktiske
Forstærkeren består af to dele, nemlig selve forstærkerdelen og så en strømforsyning. Faktisk bestod netop denne forstærker af tre dele, idet forstærkeren var forsynet med indbygget dac, som kan tilkøbes som option. Der er line out på bagsiden, så forstærkeren kan anvendes som forforstærker.
Opstilling er ligetil. Strømforsyningen er monteret med nogle overdimensionerede fødder, som jeg formoder ikke er standard. Selve forstærkeren bliver meget varm. Den bliver faktisk brændende varm i bunden. Pas på med hvor du stiller den! When the Heed is on, the heat is on
Der kan ikke stilles gain på Canalot, og der er godt med power i den, så højfølsomme lavimpedante hovedtelefoner er no go. Selv med T1 kom jeg aldrig over klokken 10-11 på volumenknappen.
Lyden
Den naturlige sammenligningskandidat til Canalot vil være min Lehmann BCL. De er begge solid state, og er sådan nogenlunde i samme prissegment. Helt snydes for en sammenligning med WA22 skal I naturligvis ikke, så jeg skriver også lige et par korte linjer om det. Derudover vil fokus være på lyden over LCD-2, men kombinationen med T1 vil også blive beskrevet, da det trods alt stadig er den jeg er mest kendt med. Deruover kommer jeg lige med en one-liner vedrørende et par andre hovedetelefoner, der ligger fremme på bordet for tiden. Til allersidst en enkelt linje eller to om den indbyggede dac i Canalot, men det bliver meget overordnet, da denne kun har fået ganske kort lyttetid.
Canalot og Beyerdynamic T1
Ved første lyt virker det som om Canalot er ganske detaljeret, samtidig med at den har en storladen eller lidt prangede spillestil. Det er en mere direkte, eller in-your-face spillestil end jeg er vant til.
Generelt virker gengivelsen mere velopløst på Canalot, og med bedre transientgengivelse. Der er lidt mere punch, bid og angreb! Men samtidig er lyden også lidt mere tynd eller slank, og der er ikke så meget volumen i bunden som på Lehmann. Fx på West Side Story, hvor hornene fremstår dybere og mere magtfulde på Lehmann, end på Canalot.
Canalot hælder lidt den lyse side, med en lidt pågående diskant, men med god opløsning. En bedre opløsning end på Lehmann, og med mindre siblians, på trods af den mere pågående diskantgengivelse. S’er og t’er bliver håndteret meget mere afrundet og harmonisk på Canalot. Dette er et at de punkter hvor jeg oplever T1som værende meget kræsen, både hvad angår udstyr og kvalitet af indspilningen. Med BCL kan det nemt gå galt, men Canalot er bare mere opløst og dermed kan den være med noget længere, også med T1’s måde at gengive diskant på.
Men der er dog grænser. På Libertines Radio America fra albummet Up the Bracket bliver siblians alligevel tydelig, og det lyder ikke godt med den vokal der hele tiden spiiisssser til og skærer i ørene. Kræsne T1 slår til igen, og i kombination med Canalot bliver det helt umuligt.
Med T1 bliver diskanten måske nok alt i alt lidt for fremtrædende. Det klinger en anelse lyst og skifter jeg direkte fra LCD2 til T1, oplever jeg lidt at det mere er T1 der har en lys signatur, end det er LCD2 der har en mørk signatur. Måske to sider af den samme sag, men det hælder mere til den lyse side med Canalot end med BCL. Canalot er med T1 klart fokuserende på den lyse ende.
Så umiddelbart synes jeg ikke Canalot er et godt match med T1, da Canalot fokuserer på den øvre ende af frekvensområdet, og er lidt tilbageholdende i den modsatte ende. Og det samme er T1 og det bliver tilsammen til et lidt ”skævt” lydbillede i min optik. Helt anderledes forholder det sig med LCD2, der med den noget mørkere signatur, passer Canalot rigtig godt.
Canalot og Audeze LCD2
Der er ingen tvivl om at disse to produkter matcher hinanden! Jeg har ingen idé om hvorvidt den ene eller den ande producent bevidt har haft dette i tankerne. Det siges jo fx at Sennheiser har anvendt Lehmann BCL til udviklingen af HD800, men om noget tilsvarende er tilfældet for Heeds vedkommende aner jeg ikke. Men i hvert fald passer de rigtig godt til hinanden.
Overordnet set virker det som sagt som om der er rigtig god synergi mellem Canalot og LCD-2. Generelt er der tale omvirkelig flotte vokaler, og messingblæsere er også rigtig flot gengivet. Det er en meget behagelig samlet lydsignatur, der bestemt er vanedannende, og som giver en lyst til bare at blive ved med at lytte til mere. Ind i mellem oplever jeg lige den der snert af ”kasselyd” i forhold til T1, som jeg også hører med andre forstærkere. Det lyder måske voldsomt, men det hører i virkeligheden nok bare med til den lidt mørkere signatur, at det fornemmes som lidt mere ”indelukket”.
Ellers er gengivelsen præget af mange detaljer (i hvert fald til et vis niveau) og et flot stort rum. Et godt eksempel er Al Stewart, der lyder suverænt godt på denne kombination. Virkelig flot guitarlyd, med et meget åbent og luftigt lydbillede. Her distancerer Canbalot sig klart fra Lehmann.Det virker dog som om der en lille begrænsning på udklingningen af guitaren, i forhold til Lehmann. Et lille ”låg” på, en lille afrulning. Måske den samme afrulning der gør diskanten flot på visse indspilninger, sammen med T1.
Lyden er lidt mere in you face på Canalot, lidt mere forward, lidt mere direkte. Lehmann spiller en anelse mere tilbagelænet og med lidt mere overblik, mens Canalot i højere grad træder et skridt frem på scenen og i højere grad ”konfronterer” lytteren med musikken. En spillestil der passer godt til LCD-2, der med sin mere ”tilgivende” gengivelse, præsenterer det uden at det bliver stressende eller påtrænmgende.
Robben Ford lyder fx ganske overbevisende, med godt drive og med en forvrænget blues-guitar der kan lyde lige så troværdigt i dette setup, som i et hvilken som helst setup. Stor soundstage og også her en rigtig flot klang på blæserne, omend de ikke kommer helt derud hvor man fornemmer vibrationerne i tragtmundingen.
Det samme gælder Mighty Sam McClain, hvor den samlede tonale balance virker som det helt rigtige. Her oplever jeg den sjældne kombination af både ”fodtrampeeffekt” og troværdig gengivelse. I hvert fald så troværdig somMighty Sam nu kan formodes at kunne gengives
Helt tilsvarende fungerer Pierre Dørge and The New Jungle Orchestra rigtig godt. Der bliver kælet for ørene, med mange detaljer og god opløsning.
Denne ”in-your-face” måde at spille på medfører også at tingene bliver mere nære og intime. Og i kombinationen Canalot og LCD-2 fungerer det meget fint, og jeg oplever flere gange at jeg bliver overrasket over en ”vi er jo i samme rum”-fornemmelse. Fx på Kasey Chambers Hard Road, hvor intimiteten bliver demonstreret på glimrende vis.
Går vi over i den klassiske genre oplever jeg igen mere præcision og punktformighed på Canalot. Strygere står mere skarpt aftegnet og med en mere præcis placering i lydbilledet. Omvendt har de ikke helt den samme krop som på Lehmann.
Samlet kan man sige, at jeg oplever gengivelsen som lidt mere forfinet på Canalot, men lidt mere holistisk på Lehmann.
Canalot og CAL!
Ikke nemt. Der er stort set ikke noget volumenspænd at gøre godt med. Selv når der er skruet helt ned på Canalot’en, kommer der tydeligt lyd igennem. Når knappen nærmer sig en position i nærheden af klokken halv ni, begynder det at blive ulideligt højt!
Lydbilledet hælder også her til den lyse og lette side. Ikke en optimal kombo.
Canalot og Beyerdynamic DT 250
Canalot spiller med et mere åbent lydbillede på Lehmann, og det opleves som om der er noget bedre adskillelse mellem instrumenterne. Til gengæld har Lehmann en lidt fyldigere bas, mens der igen på Canalot er mere punch.
Samlet synes jeg at Canalot’en faktisk passer godt med DT 250, og det er klart en kombo der virker for mig.
Canalot v. WA22
Canalot opleves også i denne sammenligning slankere og tyndere i lyden , men også en smule mere præcis, mere pinpoint’ene. Man kan måske sige at Canalot har en lidt ”anorektisk lyd” i forhold til WA22’s ”fullbodied” lyd. Men i direkte sammenligning gør Canalot det virkelig godt, og det er i sidste ende måske et spørgsmål om smag og behag.
WA22 har mere fylde i den dybe bas, med mere effekt. Gengivelsen er knap så ulden på Canalot, men med mindre impact. Ikke forstået som mindre punch, men som mindre ”fysisk” påvirkning. Det bliver en anelse ”pivent” på Canalot i direkte sammenligning.
Jeg oplever ikke den samme luft og det samme rum på Canalot som på WA22, men derimod en mere præcis gengivelse af de enkelte ting i lydbilledet. ”Sting like a bee” men uden den samme holistiske og rummelige gengivelse, som WA22 kan præstere.
Canalot som DAC/AMP
Som nævnt i starten har jeg kun lyttet ganske kort til denne kombination. Mit umiddelbare indtryk er, at der er tale om en gennemsnitlig dac, som ikke helt lever op til de kvaliteter som forstærkeren ellers har. Den korte tid jeg lyttede, var det i sammenligning med dac’en i min Slimdevices Transporter, og her var Transporteren i mine ører det bedre alternativ.
Sammenfatning
Jeg er ikke helt sikker på, om det fremgår så tydeligt af min beskrivelse af mine lytteindtryk, men jeg synes at Canalot’en er en rigtig god forstærker. Den er ikke lige god med alle mine hovedtelefoner, men med LCD-2 er den virkelig god. Jeg har efterhånden fået lyttet en del timer til denne kombination, og selvom jeg holder meget af LCD-2 i kombination med min WA22, må jeg erkende at Canalot kan få LCD-2 til at leve på en helt anden måde. Ikke så detaljeret, ikke med den samme luft, men med en ”synergi” som jeg nok ikke helt ved hvordan jeg skal beskrive fyldestgørende. Den skal opleves! Hvis jeg stod kun med at par LCD-2, og skulle vælge en forstærker, ville Canalot klart være favoritten blandt de forstærkere jeg har hørt.
Canalot vil formentlig også være et glimrende match med fx Hifiman HE-400. Dels på grund af matchet med HE-400’s mørke signatur, dels på grund af den megen power der synes at være i Canalot’en.
men den slags er nok ikke hensigten med canalot.