Hoved-fi

Cavalli Liquid Glass – indtryk

Så skete det igen! Stollesen skiftede forstærker, og heldigvis beskæftiger han sig ikke med ”downgrades” Så for at finde en værdig afløser for LittleDot VI+, har han været på shopping i de forenede stater, og investeret i en Cavalli Liquid Glass. Jeg har fået lov til at låne den en måned eller to, så her kommer der lidt indtryk.

Da der er tale om en forstærker i den spændende ende af skalaen, har jeg besluttet at gå lidt mere grundigt til værks, end jeg plejer. Det betyder at jeg har valg at dele mine indtryk op i mindre bidder, som kommer i en i hvert fald for mig selv, relativt logisk rækkefølge

Menuen

Beskrivelse
Først kommer der en beskrivelse af de lidt mere ”kedelige” og objektive ting, som jeg dog synes hører med, for at få et fuldstændigt indtryk af forstærkeren. Men den ligger i et separat indlæg, så det er nemt at springe over hvis man ikke gider læse den slags

Tube rolling
Jeg fik lidt forskellige rør med fra stollesen, så næste bid bliver en beskrivelse af min tube rolling proces med disse rør. Formålet er selvfølgelig at finde det rør jeg synes lyder bedst, så jeg kan anvende det som udgangspunkt for resten af lytteindtrykkene .

Forskellige hovedtelefoner
Når det bedste rør er fundet, har jeg brug for at lytte lidt længere til det, med forskellige hovedtelefoner. Så bid nummer tre bliver en sammenligning mellem forskellige hovedtelefoner på Cavallien, i håb om at finde noget god synergi


Cavalli v. WA22
Næstsidste bid bliver så en direkte sammenligning mellem Cavalli’en med de bedste rør, og så min Woo WA22.

Digestive
Femte og sidste bid bliver et forsøg på en opsummering. Jeg ved allerede nu at der kommer mange spørgsmålstegn undervejs, så derfor vil der være behov for fordøjelse og måske en form for perspektivering.

I håb om at disse fem bidder tilsammen kommer til at udgøre et helt indtryksmæssigt måltid, er planen hermed lagt. Jeg serverer retterne efterhånden som jeg får lyttet og skrevet

Beskrivelse



Cavalli Liquid Glass har en pæn fysisk størrelse af en hovedtelefonforstærker at være, og vejer også pænt til. Men den virker ikke voldsom eller bastant, når den står i reolen. Den er faktisk ganske anonym, lige bortset fra rørene. Ibrugtagning er ligetil. På fronten indstiller man spænding for heater og anode, afhængig af hvilke rør man har sat i. Cavalli har sørget for en liste, så man kan se hvilke spændinger der skal anvendes for de forskellige rørtyper. Man kan ligeledes på fronten vælge mellem to indgange, og om man skal have signalet ud på en rca-udgang(preamp) eller kun i hovedtelefonudgangen. Den blå lysdiosde i on/off knappen er slået fra, men de to hvide dioder(mnå ja, den ene er vel nærmest lidt flaskegrøn...) i fronten lyser rigeligt op og er også ganske skarpe. Pas på med at kigge ind i dem fra den forkerte vinkel!



Volumenkontrollen er trinløs, og man får et indtryk af god kvalitet når man drejer på den. Det kan dog i svag belysning være lidt svært at se hvor meget man har skruet op, da der kun er en lille rund fordybning i knappen som indikator.



Forstærkeren bliver ganske varm. Vi snakker at man skal passe lidt på med hvor man sætter fingrene på forpladen efter 4-5 timers drift! Men ellers kører den stabilt og lydefrit, uden summen eller snerren fra trafoer eller lignende irritationsmomenter. Der er heller ikke rigtig noget støj at spore i hovedtelefonerne, men der kan selvfølgelig altid komme lidt fra rørene, afhængig af hvad man har sat i. Stollensen havde lidt problemer med mikrofoni fra det ene af Heytron-rørene, men jeg har ikke rigtig oplevet nogle problemer, hverken med disse eller med nogle af de andre rør.

Man skal ikke have hovedtelefoner tilsluttet når man tænder eller slukker. Det giver et gevaldigt knald i bøfferne når man slukker forstærkeren.

Tube Rollling



Udover Cavallien har stollesen investeret i ikke mindre end syv sæt rør (indtil videre) som jeg fik med, så jeg havde lidt forskelligt at lytte til. Nogle af dem var i æsker, andre var bare i løs vægt, og jeg havde ikke rigtig nogen idé om hvordan de lå hverken lydmæssigt eller prismæssigt, i forhold til hinanden. Da jeg havde haft stor glæde af Tungsol rør i Littledotten, gemte jeg disse til sidst, i håb om en gentagelse. Resten lyttede jeg til i mere eller mindre tilfældig orden. Som rosinen i pølseenden, flyttede jeg også lige rørene fra min egen forstærker over i Cavallien. Jeg har på alle rør (på nær CV-181) anvendt tube dampers, som det fremgår af billederne.

Måske der her er på plads med en form for ”disclaimer”, det der vel på godt dansk hedder en ansvarsfraskrivelse Alle rørene er nyindkøbte, og således ikke tilspillede. Tiden taget i betragtning havde jeg ikke mulighed for at spille på de enkelte rør i mere end 2-3 dage, så der er muligvis egenskaber ved de forskellige rør der udvikler sig, efterhånden som de får mere spilletid. For et par af rørene synes jeg at jeg oplevede netop dette fænomen, allerede i løbet af de par dage jeg spillede på dem. Jeg overvejede også om jeg skulle anvende flere forskellige hovedtelefoner, for at se om der var speciel synergi, eller det modsatte, mellem valg af rør og valg af hovedtelefon. Men med tre eller fire forskellige hovedtelefoner ville det pludselig øge antallet af kombinationer der skulle lyttes til, til noget der kunne nærme sig 30. I erkendelse af at jeg med stor sandsynlig ville begynde at rode i hvad det nu var for en kombination der lød hvordan, besluttede jeg kun at anvende én hovedtelefon til tube rolling’en, og det blev Beyerdynamic T1, da det er den jeg er mest fortrolig med.


RCA 6SN7GTB


Mit første indtryk er, at dette rør ikke lyder særlig røragtigt! Lyden er ganske veldefineret og kontrolleret, men ikke specielt imponerende hvad angår mellemtone, luft, rum og perspektiv. Jeg tænker, at dette rør ikke er et rør der viser hvad Cavallien egentlig kan.

Men der er en god klang på blæserne på fx Paul Simons Graceland, og fint rum omkring tingene. På Nils Lofgren Acoustic Live er gengivelsen fin og ganske nuanceret, men vokalen er lidt tilbageholdt, og der mangler generelt lidt fylde i mellemtonen. Diskanten er lidt spids, og bassen på fx White Stripes Prickly Thorn... er lidt mudret. Overordnet set synes jeg der mangler liv og engagement i dette rør.


Electro-Harmonix 6H30Pi


Dette er det eneste af rørerne der er novalt(9-pins) og derfor sidder vandret i Cavallien. Det sidder meget stramt, så man skal være lidt forsigtig både når man sætter det i og når mantager det ud.

Her er der noget mere fylde og krop i mellemtonen. Vi er lidt ovre i den bløde og varme genre, med en relativ god dynamik, men uden så meget snert og smæld i fx guitarstrengene. Her er RCA bedre. Opløsning og udklingning er noget bedre her, end på RCA-røret, og der er større rum og mere luft i lydbilledet. Bassen på White Stripes er med lidt mere tyngde, men når kadencen øges efter sa. 1:20 bliver det stadig ret mudret. Og ligesom med RCA er diskanten også her lidt rå og upoleret, hvilket gør at den på nogle indspilninger bliver lidt skarp og hidsig.

Mellemtonen er til gengæld noget helt andet. Her bliver det kælent og lækkert. Og vokaler – oh la la. På TV2’s live album Verdens lykkeligste band, er Steffen Brandt stemme simpelthen fantastisk. Den mand kan sige: ”Kærligheden”, på en utrolig charmerende ærke-århusiansk måde. Og her kryber hans stemme helt ind under huden. Meget vanedannende! I det hele taget virker live-musik som guf for dette rør, og hvis man er til Jazz at The Pawnshop er dette røret der får hårene til at rejse sig, når det bliver klubagtigt intimt og nærværende.

Så toppen og bunden er ikke noget særligt, men det i midten er rigtig, rigtig godt! Efterhånden som jeg lytter, fornemmer jeg at dette rør bliver bedre og bedre. Så tilspilning kan være en faktor her.


Electro-Harmonix 6SN7
(Billede mangler! Det må komme senere...)

Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Dette rør er kedeligt!

Der er lidt mere smæld på, end med 6H30p, og lyden er også lidt mere åbn og knap så ”lækker”. Men generelt set virker det lidt kedeligt og uengagerende. Bassen er lidt den samme, omend måske med en minimal bedre kontrol. Mellemtonen er uden den samme charme og virker lidt tam og livløs. Men der er en større åbenhed og separation af instrumenterne i lydbilledet. Diskanten er igen her lidt spids og uden så meget opløsning.

Overordnet set gør dette rør Cavllien til en middelmådig forstærker. Der er enkelte lyspunkter omkring åbenhed og separation, og på fx Fiona Aplle fungerer det egentlig ganske tilfredsstilende . Men samlet set vil jeg klart foretrække 6H30.


Sylvania 6SN7GT


Her er vi så ovre i en lidt anden bolgade. Lyden fra dette rør er ganske åben, og med godt perspektiv både i breden og dybden. Gengivelsen er lidt mere fremme i skoene, der er fint med luft i lydbilledet og god adskillelse mellem instrumenterne. Her er der, i frohold til EH 6H30 mere fokus på det store og åbne frem for det intime og nærværende.

Lyden er lidt karakteriseret af den fede lækre rørlyd, med godt med rul på guitarerne, en tyk bas og masser af sprødhed på blæserinstrumenter. Dog virker netop blæserne en anelse distancerede, men de står stadig meget flotte.

Bassen er lidt mere kontrolleret på White Stripes end den har været på de andre rør jeg har lyttet til indtil nu. Så når vi snakker kontrol og fasthed i bassen, er dette indtil videre den bedste gengivelse. Diskanten virker meget on par med de forrige rør, dvs. lidt spids og uden evnen til at klinge ud på den helt rigtige måde.

Mellemtonen er præget af en god mængde luft og rum, og især hornene begynder at fremstå rigtig flotte. Når jeg skriver ”begynder” hænger det sammen med, at også dette rør synes at vokse efterhånden som det bliver tilspillet. Jeg smider Phil Collins Big Band på, og det lyder meget overbevisende. Alt i alt virker det som et ganske glimrende rør, uden de store svagheder, men også uden de helt store styrker, som fx vokalerne på EH 6H30 (Ja, de lød altså godt ).


Sylvania 12SN7GTA


Ved første ørekast imponerer dette rør med en storslåethed og et rum, der synes meget større end hvad de øvrige rør har kunnet byde på. Og det varer da heller ikke længe før jeg bare må sige: ”WOW!” Her er der et kæmpe rum og soundstage for alle pengene. Lyden er lidt til den varme side, men stadig med en flot evne til at eksplodere når det kræves. Og netop som jeg havde tænkt, at ”solid state”-delen dominerer i denne forstærker, og at rør-delen kun kan justere lyden i mindre omfang! Slap in my face – dette er godt!

Der er stadig ikke den samme intimitet over lyden som med EH 6H30. Man kan måske nærmest sige at Sylvania 12SN7GTA spiller ”modsat”, og med en meget mere harmonisk og magtfuld præsentation. Stor flot og åben lyd.

Som i alle forhold lægger den stormende forelskelse sig dog, og jeg begynder at høre nogle af de mindre gode ting ved dette rør. Der er ikke så meget luft omkring instrumenterne som et par af de andre rør kan præstere, og opløsning er også lidt på det jævne. Der er med andre ord ikke så meget finesse over gengivelsen fra dette rør, ikke så meget ”nerve”. Ved mere komplekse afsnit i musikken bliver det hele også lidt blandet sammen, og jeg fornemmer at detaljer og opløsning ikke er dette rørs styrke. Styrken er den umidelbart imponerende storslåede gengivelse, og den er til gengæld også god. Og så røret også som tidligere nævnt, en rigtig god evne til at gengive transienterne i muskken.

Jeg har været lidt ambivalent omkring hvorvidt jeg egentlig synes dette er et godt rør eller ej. Men efter et par dages lytning kommer jeg frem til, at jeg faktisk rigtig godt kan lide dette rør. Der mangler måske lidt af den nerve som nogle af de andre rør kan byde på, men samlet set synes jeg at gengivelsen er meget befordrende. Måske er hvedebrødsdagene ikke helt ovre endnu


Tungsol 12SN7GT


Igen et rør til den lidt varmere side. I modsætning til RCA fornemmer jeg klart mere at jeg her har at gøre med et ”rigtigt” rør Det har en god og fyldig klang, og nu rykker basgengivelsen en klasse op. White Stripes lyder helt i orden, omend der selvfølgelig stadig er et lille stykke op til det allerbedste.

Nu er der kommet nerve over gengivelsen, og samtidig er der et fint og flot rum. Ikke så stort som på Sylvania 12SN7, men stadig godt. Til gengæld er der noget bedre opløsning og der formidles med masser af luft. Med andre ord besidder dette rør evnen til at gengive med det engagement som jeg har savnet lidt ved nogle af de andre rør. De er en fin adskillelse af de enkelte indtrumenter, og som sagt godt med luft omkring dem. Og fin sprødhed på både strengeinstrumenter og blæsere. På Nils Lofgren hører man meget mere tydeligt forskellen mellem de bløde og de hårde anslag på guitaren.

I det samlede lydbillede fornemmer jeg mere ro og kontrol over gengivelsen, og en bedre kontur i den nedre mellemtone/bassen. I topppen er der stadig en snert af spidse s-lyde, men det er ikke så udpræget som på de andre rør.

Alt i alt stryger dette rør ind på førstepladsen indtil videre. Det er noget med masser af luft og engagement, som giver mig en fornemmelse af hvad man egentlig kan få ud af Cavallien.


Hytron 12SN7GT


Dette rør har en ganske ”lækker” lyd, og umiddelbart lyder det meget i samme retning som Tungsol. Men det har en noget blødere gengivelse. Ja, faktisk en ret meget blødere gengivelse. Jeg kommer lidt tilbage til senere, hvad jeg mener med blød gengivelse
Transientgengivelsen er flot på dette rør, og der er en anelse mere rul på guitarstengen end med Tungsol. Der er stadig et pænt stort rum, men en lidt grovere eller knap så specifik, gengivelse af dybden og bredden i rummet. Man fornemmer den er der, men den står ikke så skarpt aftegnet som med Tungsol. Tilsvarende er der knap så meget rum som på Tungsol.

Bassen er flot, knap så skarp som på Tungsol, men med mere impact. Den er dog også en anelse mere tilbagetrukket, hvilket gør at den til tider lyder en smule mere mudret. Vi taler petitesser her, men jeg oplever det som en forskel.

Mellemtonem flyder fint, men jeg fornemmer at Heytron maler med den lidt bredere pensel, og dermed blander tingene lidt mere sammen end Tungsol. Heytron når lige knap den samme grad af engagement som Tungsol, men det spiller stadig med en fin opløsning og mange detaljer. En ganske balanceret gengivelse med godt med tryk på slagene i musiken, dog uden at virke agressivt eller specielt fremme i skoene.

Hvis jeg skal karakterisere dette rør i ét ord, må det blive: ”Høfligt”. Det spiller pænt og fint, men det er som om det lige skal føle sig lidt frem, inden det giver los. Det kan derfor virke lidt tøvende eller langsomt, men når først det er trygt ved situationen, spiller det fortrinligt. Jeg ved det lyder lidt som en besjæling, men jeg håber det er til at forstå. Det var dét jeg mente med en blød gengivelse.


Shuguang Treasure CV181-z


Når nu min egen forstærker anvender samme type rør som Cavallien, var det selvfølgelig oplagt at prøve disse også.

Jeg oplever det kort og godt som en klasse over de øvrige rør! Det er selvfølgelig lidt af et statement at komme med, når det nu drejer sig om mine egne rør. Og jeg er som sædvanlig helt åben for den mulighed, at jeg er farvet af dette, og at det påvirker min bedømmelse. Men det ændrer ikke ved at jeg i hvert fald, oplever et dyyybt rum med masser og masser af luft. Bredden af rummet er måske lidt bredere på Sylvania 12SN7. Bassen er nok en snert fastere på Tungsol. Ingen rør kan gengive vokaler så intime som EH 6H30.

Men samlet set, oplever jeg at dette rør løfter gengivelsen fra Cavallien til et andet niveau. Rumklang, opløsning og præcision i gengivelsen er bedre. Klangen er flot, blæserne får lov at blæse helt ud, strengene er sprøde, fornemmelse af tilstedeværelse er virkelig god. Engagement, indlevelse og nerve har været godt på nogle af de andre rør, men det er bare lige en tand bedre på dette. Jeg har skrevet mange små plus-ord i mine notater, men den generelle konklusion omkring hvordan jeg oplever dette rør i Cavallien er bare som skrevet i starten: One step up.


Afrunding
Efter denne omgang tube rolling må jeg konstatere at det har været spændende, men også ret krævende, at lytte til otte forskellige rør, og forsøge at uddrage forskellene på dem. Man kunne godt argumentere for at vælge en mere struktureret måde at beskrive lyden af de enkelte rør på. Men jeg har det bedst med at lytte ”frit”, og så notere det jeg lægger mærke til, det der umiddelbart træder frem. Andre har det sikkert bedre med andre tilgange.

Da jeg kun har ét sæt CV181 forbliver de i min WA22, og så bliver det Tungsol 12SN7GT jeg vil anvende i Cavalli, når jeg som næste ret serverer en sammenligning mellem WA22 og Cavallien.

Forskellige hovedtelefoner med Cavalli



Forskellige rør vil formentlig også give forskellige grader af synergi med de enkelte hovedtelefoner. Mulighederne er i princippet uendelige. Så for igen at holde antallet af kombinationer nede, har jeg som tidligere nævnt valgt at anvende Tungsol 12SN7 rørene til indtrykkene i dette afsnit.

Planen var at afdække synergier mellem Cavalli LG og så de forskellige hovedtelefoner jeg normalt har mulighed for at lytte til. Midt i det hele kom der så først en Hifiman HE-560 og senere en Audeze LCD-3 ind i billedet, og for begges vedkommende gælder det, at jeg ikke kendte dem før jeg lyttede til dem på Cavalli LG. Så denne ret i ”Cavalli-menuen” vil nok i lige så høj grad være en fortælling om de forskelle jeg oplever på de enkelte hovedtelefoner, som en fortælling om hvilke af dem der gør sig godt netop med Cavalli’en.


Beyerdynamic T1
Jeg anvendte T1 til tube rolling processen, og har derfor indtil videre lyttet mest til denne hovedtelefon på Cavalli´en.

Opløsningen og udklingningen i diskanten er normalt virkelig god på T1, når kildematerialet ellers tillader det. Og med Cavalli’en bliver kun endnu bedre. Kombinationen af opløsning, renhed og naturlighed er helt i top. Og dynamikken er fantastisk. Det ene øjeblik en svag rislen på et bækken, sekundet efter et energifyldt tydeligt træ-mod-metal slag med stikken. Forskellen på et crash-bækken og et ride-bækken bliver naturligvis helt tydelig, og jeg sidder og nyder netop de lange rides. En lidt surrealistisk oplevelse egentlig, idet jeg faktisk ikke kan mindes at have kunnet høre det så udstrakt selv IRL. LCD-3 har en mere blød, mere luftig og især mere detaljeret diskantgengivelse, der virkelig kærtegner ørerne. Men den har, efter min mening, heller ikke helt det samme liv over sig.

Springer vi til den anden ende af frekvensområdet, er bassen ... ja, gæt engang, virkelig virkelig god! Sammenlignet med LCD-3 er der noget mere hug i bunden, og total kontrol. Tør, fast og præcis, uden på nogen måde at kamme over eller få tendens til at virke ”lækker”. T1 har stadig den bedste bas jeg har hørt fra hovedtelefoner!

Holder vi fast i sammenligningen med LCD-3 har T1 samlet en mere fyldig og helstøbt klang, hvor LCD-3 er til den tynde og mere fintfølende side. Måske lidt som en tung Amarone i forhold til en aristokratisk Pomerol.... Messingblæsere er lidt mere distancerede, eller dybere placeret med T1, hvor de på LCD-3 er mere nærværende og tættere på. Og i det lange løb må jeg nok erkende, at netop klangen fra blæserinstrumenterne, det være sig messing eller træ, bare samlet set er bedre på LCD-3. Øv.

I selskab med LCD-3 og HD800 på Cavallien’ synes jeg generelt at gengivelsen er en smule mere rå og upoleret på T1. Den virker lidt mere grovkornet i direkte sammenligning med de andre. Der er lidt mere fnidderagtigt ”støj”, lidt mere uro på bagsædet, og den virker lidt mere ”beskidt” i sin gengivelse, som om der bare er mere renhed og klarhed i gengivelsen fra HD800 og LCD-3. Det handler nok lidt om den berømte sorte baggrund, og hvor meget jeg end holder af T1 må jeg bare konstatere at den på dette punkt bliver distanceret af de to andre.


Sennheiser HD800
Cavallien har en evne til at bringe et helt andet liv til HD800. Jeg tænker igen og igen: Hvorfor taler vi om at denne hovedtelefon har en lys signatur? Oplevelse af manglende bas, måske? Ikke her. På Migthy Sam er der masser af fast og kontrolleret bas, og diskanten er på ingen måde hverken dominerende eller skarp. Og igen der er der bare slam bam TY mam på transienterne. Her er det tydelig at der er noget solid state indblandet. Og jeg tænker at det er SS på den hårde måde. Altså tyskeragtig kontrol og styring. Lige på og hårdt. Straf, smack und schmerz. Pearl Jams Yield lyder rigtig godt og selv Rammstein fungerer udmærket med HD800 omend andre sikkert vil foretrække en anden præsentation af netop dem. Sammelignet med T1 er det dog stadig T1 der trækker det længste strå med hensyn til den dybe og stålsatte bas, men HD800 er med et godt stykke af vejen.

Sidder så og lytter til Sko & Torp. Indrømmet, det er lang tid siden jeg har lyttet til dem, men jeg har altid haft den oplevelse, at deres musik egentlig var rimelig godt indspillet. Men nu hører jeg en indspilning der i den grad har ordet STUDIE skrevet med store bogstaver ud over sig. Det lyder grangiveligt som en kombinationen af en masse telefonbokse, uden nogen som helst musikalsk sammenhæng. Totalt kunstigt, og jeg kan ikke finde nogen som helst reference fra virkeligheden som passer på dette lydbillede. Dette er bare ét eksempel på det som jeg synes HD800 er så god til: At åbne vinduet helt op og vise den der fantastiske gennemsigtighed. Og på Cavalli’en bliver dette bare endu mere tydeligt. At det så ikke er alle indspilninger hvor det er fordel, er så en helt anden snak.

Over til noget klassisk. Prøver med Carl Orff ”Der Mond”, men kommer med det samme til at savne HE-560. Suk. Prøver med noget korsang, Ave Maria. Her viser HD800 tænder sammen med Cavalli. Stort og flot, tydelig placering af de enkelte stemmer, og flot dybdeperspektiv. Igen noget opera, denne gang Don Giovanni. Meget flot artikulation på stemmerne, og igen en tydelig placering i lydbilledet. Klassiske værker har næsten altid fungeret godt for mig, på HD800. Og det gør det generelt også med Cavalli’en. Men det er som om der nogen gange er en lille tendens til, at HD800 fremhæver det ”tekniske” på bekostning af ”formidlingen”. Det kommer til udtryk ved, at jeg bliver imponeret over fx rummet omkring et kor, uden egentlig af blive grebet synderligt af den sang koret fremfører. Men måske det også hænger lidt sammen med den variation der er på de forskellige indspilninger. Nogle indspilninger er bare mere engagerende end andre.

Overordnet set tænker jeg, at Cavallien får alle de bedste dyder frem i HD800. Om det nu er transistorerne i stedet for rørene der gør det, eller om det bare er de rigtige kompromisser i selve konstruktionen af forstærkeren, ved jeg ikke. Men HD800 virker meget komplet og utrolig harmonisk sammen med Cavallien.


Audeze LCD-2
Efter altid at have betragtet LCD-2 som en værdig konkurrent til HD800/T1, blot med en lidt lækker glasuragtig amerikansk tuning, har denne betragtning ændret sig lidt med Cavallien. Med Cavallien oplever jeg at både T1 og HD800 klart distancerer sig fra LCD-2. Men nu skulle der gang i den, og LCD-2 blev pakket ud af kassen. Havde forventet fodtrampeeffekt og trang til luftguitar, men det lyder faktisk lidt kedeligt! Nej, måske ikke kedeligt, men det er som om den ”lækkerhed” LCD-2 plejer at tilbyde, nu bare er blevet sådan lidt bimbo Amalie-agtig. Hornene lyder pænt men er blevet afskåret fra at skære igennem, bassen er blevet hevet op på bordet og ruller flot derudad, også når den netop ikke skal det, og den autencitet som T1/HD800 kan tilbyde, er forsvundet. Det hele bliver en lidt mudret masse der roder rundt i en lukket sandkasse. Et eksempel er Kaizers Bøn fra Helvete, hvor slagene på olietønderne/fælgene faktisk står rigtig flot på LCD-2, men så snart hele orkestret sætter ind, bliver det lidt sammenpresset og komprimeret. Et hurtigt skift tilbage til T1, og jeg slår instinktivt ud med armene: Rum, adskillelse mellem lagene af musik, og frem for alt meget mere fornemmelse af at være tilstede sammen med musikken. Ikke det fede altdominerende lag af bas/øvre mellemtone men et slankere og langt mere gennemsigtigt og troværdigt lydbillede. Og så har jeg vist fået disset LCD-2 nok, og sikkert mistet troværdigheden hos nogle læsere, men jeg oplever altså ikke Cavalli og LCD-2 som en kombination med særlig god synergi! Det er naturligvis min personlige præference, og som sagt formentlig også afhængig af hvilke rør man foretrækker. Men jeg oplever det som at Cavalli byder på en ret kompromisløs gengivelse, som T1/HD800 er i stand til at formidle på godt og ondt, men som LCD-2 forsøger at formidle ved at fordrive alt det onde (dvs. dårlige indspilninger, skærende kontraster, ”ubehagelige” elementer i diskanten mv.). Men dermed går man også glip af det som netop er med til at skabe troværdigheden, oplevelsen af at lytte til ”the whole truth”.


Hifiman HE-560
HE-560 vil jeg ikke skrive så meget om, men i stedet blot henvise til min beskrivelse i tråden om HE-560. En stor del af de indtryk jeg beskriver der, er på baggrund af lytning via Cavalli’en.


Audeze LCD-3
Som nævnt i starten er det først i forbindelse med med Cavallien at jeg stifter bekendtskab med lyden fra LCD-3. Og fra første lyt må jeg sige at det lyder som en meget vellykket kombination. LCD-3 er noget helt andet end LCD-2. Mindre fokus på den øvre bas, mere udstrakt diskant, og en meget lækker mellemtone, der er lidt mere troværdig og lidt mindre ”lækker”.

Generelt har den noget letflydenhed over sig, ja jeg føler mig nærmest fristet til at skrive lidt blød og noget høflig gengivelse. Men der er samtidig også en dejlig ro på musikken, og på noget musik bliver det nærmest en meditativ oplevelse af lytte til denne hovedtelefon. Et eksempel er Santanas Moonflower der fungerer virkelig godt. Smooth og meget rytmisk. Selvfølgelig med den snert af 70’er-lyd der skal være på denne indspilning, men netop denne lyd synes at være fin med LCD-3, fordi den står så upretentitøst frem og bare virker ærlig.

Som med andre planar magnetiske hovedtelefoner er der også med LCD-3 en tendens til at der skal fyres godt op under kedlerne før den begynder at performe for alvor.

LCD-3 har et godt stort rum, dog uden at imponere i forhold til fornemmelsen af at være til stede i den store sal. Men i nærværet, ikke i det totale rum, men i de enkelte instrumenters nærvær, er LCD-3 helt uovertruffen. Det er sådan lidt elektrostat-agtigt, med en utrolig flot adskillellse mellem de enkelte instrumenter. Samtidig har den en fantastisk detaljegengivelse, der synes at afsløre alle detaljer der måtte være i musikken.

Som jeg skrev under afsnittet omkring T1, er der ingen tvivl om at LCD-3 præsterer en ”finere” lyd end T1, der er mere opløsning og små fine detaljer i lydbilledet. Især på blæserne er det tydeligt, at der lige er et niveau mere at hente, end hvad jeg oplever med T1 og også med HD800. I det hele taget er klangen og udklingningen på både træ- og messingblæsere helt oppe i spitzen-klasse, klart bedre end de to dynamiske tyskere, og blandt det jeg har hørt (og kan huske), er det kun Stax og Sennheiser HE-60 der kan lave den slags.

LCD-3’s lydbillede er dog stadig lidt fint/porøst/høfligt, og der mangler måske lidt pondus for at være lige i skabet. Det er selvfølgelig et spørgsmål om præferencer, men den hastighed og impact som T1 kan levere bas med, genfinder jeg ikke helt med LCD-3. Lidt mere energi, især i yderenderne af frekvensområdet, ville gøre denne hovedtelefon næsten komplet. Næsten. For der er også noget med rum og fornemmelse af tilstedeværelse i salen, der ikke kommer op på niveau med hverken T1 eller HD800. Ligesom planer magnetiske hovedtelefoner synes at kræve noget ekstra power i forhold til de dynamiske, synes jeg også de har en tendens til at lukke sig lidt om sig selv. En tendens jeg har oplevet på både Hifiman og Audeze, værst på Hifiman HE-400 og mindst på Hifiman HE-560 og LCD-3, men dog stadig en tendens. Ved direkte skift til en af tyskerne, breder lydbilledet sig med det samme ud, og får ligesom et liv uafhængigt af koppernes begrænsning. Ved ikke om det lige er til at forstå, men (og tag dette med kæmpe forbehold for det er virkelig ikke store forskelle vi snakker om her) jeg oplever at planar magnetiske hovedtelefoner generelt har en tendens til lidt ”kasselyd”.

Alt i alt ændrer det dog ikke ved at LCD-3, på de punkter hvor den er god, er virkelig god. Virkelig virkelig god! . Cavalli LG + LCD-3 + trompeter (og saxofoner og tromboner og fagotter og ...) er en kombination jeg aldrig vil kunne få nok af. Selvom udgangspunktet for disse indtryk jo er sampillet med Cavalli, tror jeg ikke LCD-3 kan give lyttetræthed på nogen som helst forstærker


Opsamling
Det er svært for mig at sige, at der er nogen af de hovedtelefoner jeg har lyttet til som lyder dårligt, eller decideret mangler synergi, sammen med Cavalli’en. De lyder alle glimrende med denne forstærker. Men som jeg har beskrevet det ovenfor, er der dog nogle der skiller sig ud. Hvis vi starter i den nedre ende, synes jeg ikke LCD-2 er i stand til at vise hvad Cavallien kan byde på. HE560 er en fantastisk all-round hovedtelefon, og Cavalli’en får den løftet op på et generelt højt niveau. Men også her mangler der ligesom det der ekstra, det der gør forstærkeren til noget ekstraordinært. T1 og HD800 viser noget af dette. For T1’s vedkommende er det især bassen der står meget flot, men generelt leveres der en flot og fyldig lyd. HD800 viser også en basgengivelse der efter min mening er meget afbalanceret. Og så bliver det vindue til musikken som HD800 kan åbne, åbnet på endnu videre gab. LCD-3 brillerer med en fantastisk fin og detaljeret lyd, meget velafbalanceret og nærmest elegant, og Cavallien er med til at sætte tyk streg under disse egenskaber.

Så alt i alt, hvis jeg stod med Cavallien og skulle vælge en hovedtelefon, hvad ville jeg så vælge? Jeg ville finde en der havde T1’s bas og ”krop” på musikken, HD800’s gennemsigtighed og brede lydbillede, og LCD-3’s fabelagtige mikrodetaljer og sorte baggrund Men den perfekte hovedtelefon findes nok ikke, så mon ikke jeg ville tage LCD-3, og så leve med den dårlige bas og kasselyden...

WA22 v. Cavalli

Sammenligningen mellem disse forstærkere er foretaget med Tungsol-rørene i Cavalli LG, og de rør jeg normalt spiller med i WA22, dvs. Sylvania som powerør, Shuguang CV181-z som driverrør og Sophia Princess som rectifier. Jeg har anvendt LCD-3 en stor del af tiden, men naturligvis har T1 og HD800 også fået en del spilletid.

Tanken om en solid state effektdel og en rørbaseret preamp, udtykker jo håbet om at få det bedste fra begge verdener. Kontrol, power, præcision og dynamik fra transistorerne og rum, luft og klang fra rørene. Cavalli er i mine ører meget mere solid state end den er rør. Den grundlæggende signatur stammer fra solid state delen, og selvom man kan justere nogle parametre med valg af rør, kan man ikke ændre dens grundlæggende egenskaber. Og det er måske ikke så skidt, for de er nemlig rigtig gode Da jeg lyttede til Little Dot VI+ sammen med min WA22 skrev jeg, at de begge var på grænsen af hvad der egentligt er muligt at opnå. Den slags skal man naturligvis altid passe på med at skrive, da man hurtigt kan blive ramt af rekylen næste gang man lytter til noget der også bare er godt. Og mit første indtryk af Cavalli var da også, at jeg nu netop var blevet ramt af rekylen. For det lød virkelig godt, og på nogle områder bedre end noget jeg mindes at have hørt tidligere.

Hvis vi skal tage det sådan oppe fra og ned, er den overordnede forskel på de to forstærkere, at WA22’s signatur er varmere og mere fyldig, mens Cavallien er mere neutral i forhold til varm/kold, og med en slankere og mere udstrakt signatur. Instrumenter har mere krop og mere luft på WA22, men Cavalli formidler dem mere direkte og med større præcision i placeringen i lydbilledet. Fx står saxofonen på Bibbs/Peters udgave af ”House of the rising sun” med mere glød og og varme på WA22, men mere skarpt aftegnet og præcist placeret på Cavalli.

WA22 spiller med mere dimension på lydbilledet. Det kommer især til udtryk på live-indspilninger, hvor lydbilledet bliver lidt mere fladt og mindre tredimensionelt på Cavalli. Man kan også vende det om, og sige at Cavalli gengiver mere nøgternt og specifikt, og med masser af separation og kontrol, men WA22’s gengivelse er mere præget af masser af luft og rumlighed, men uden den samme punktformighed og styring af begivenhederne. Cavalli synes at have mere power og overskud. Det er ikke fordi jeg synes at WA22 mangler power, men jeg oplever det bare som om der er lige lidt ekstra overskud på Cavallien. Ikke i form af lydtryk eller ”slam bam”, men mere i form af overblik. Cavalli spiller med en udpræget ro over gengivelsen. Der synes at være en markant mangel på ”støjende” elementer i lydbilledet, noget man først lægger mærke til netop når de pludselig ikke længere er der. Med andre ord en kulsort baggrund, som jeg helt subjektivt oplever det. Generelt er der mere ”jeg vil høre mere” over WA22, når det drejer sig om luftguitar og indlevelse. Men Cavalli har på den anden side den samme evne til at overtale mig, Den taler bare til nogle andre sanser, nemlig oplevelsen af de flere detaljer og den magtfulde og præcise gengivelse. WA22 repræsenterer den holistiske gengivelse, men Cavalli har mere fokus på enkeltdelene, på detaljerne.

Det er som om at Cavallien lige har lidt mere overblik, lidt mere bredde og lidt mere ro og sort baggrund. WA22 har til gengæld lidt mere dybde, lidt mere krop og varme på instrumenterne og lidt mere intimitet. Så selvom Cavalli ikke er så tilbagelænet som WA22 er der alligevel en større afstand mellem musikeren og lytteren, ikke en fysisk afstand, men mere en præsentation af musikken der virker knap så inkluderende, knap så meget samhørighed. Mere ”præsenterende” end ”involverende” er måske en mere forståelig formulering af hvordan jeg oplever Cavalli i forhold til WA22. Cavalli har dog er den lidt mere fine lyd, hvor der er styr på tingene og alting står nydeligt linet op. Instrumenterne står på deres respektive pladser, og der er ingen uorden i geleddet. WA22 derimod er mere bare derud ad, uden de store dikkedarer. Er der gang i jer eller hva´? Bussen kører nu!

Når det kommer til attack og transienter, synes de to forstærkere er være meget ens. Måske man skulle tro at et solid state effekttrin var i stand til at levere tingere mere snappy og med mere tryk, men det virker meget lige.

I toppen af frekvensområdet er der ikke den store forskel at spore via LCD-3. Men med T1 bliver det tydeligt at Cavalli har en bedre opløsning, og på gode indspilninger præsterer den virkelig god udklingning og godt med luft. Overordnet set er yderenderne af frekvensområdet mere til stede på Cavalli end på WA22, forstået på den måde at den tonale balance på Cavalli synes at være mere troværdig. Altså at Cavalli er mere ”komplet” over hele frekvensområdet, mens WA22 nok har en tendens til at favorisere mellemtoneområdet. På Cavalli virker yderenderne af frekvensområdet generelt som værende lidt mere fremme i lydbilledet. Som sagt synes det at være en lidt mere korrekt balance, hvor WA22 trækker yderenderne en anelse tilbage i lydbilledet. Jeg tænker at dette måske har en del af gøre med Sophia Princess røret i WA22, som jo netop er kendt for at fokusere mellemtonen.

Midt i frekvensområdet er blæserne mere klangfulde og med mere krop på WA22, men igen er opløsningen bedre på Cavalli. På WA22 er de mere livfulde og engagerende, men via Cavalli får man mere fornemmelsen af at få det sidste med også. Den sidste vibration i instrumentet, den yderste resonans helt ude på kanten af udmundingen af saxofonen. Det samme gælder flygelet, hvor Cavalli lige har den der ekstra udstrakthed, mens WA22 gengiver instrumentet med mere fornemmelse af dets ”krop”. Vokaler er præget af en mere nasal gengivelse på WA22, mens de er mere artikulerede eller tydelige på Cavalli. Sagt på en anden måde er det med Cavallien nemmere at høre præcist hvad der bliver sunget, mens lyrikken bliver lidt mere gemt bagerst i ganen via WA22.

Tager vi en så tur ned til den dybe ende af frekvensområdet, er der ingen tvivl om at Cavalli brillerer med den faste og også mere velopløste bas. Med fx Michael Ruffs Come Together er det tydeligt at bassen står mere skarpt og med mere impact. Samtidig er den mere artikuleret og velopløst, men uden nogen form for tendens til at ville være unaturligt lækker og indbydende. Altså en bare rigtig god og troværdig måde at gengive denne del af frekvensområdet på. WA22 går dog lige en snert dybere, og har lidt mere fylde og krop. Så Cavallien byder på den meget flydende, nærmest svævende gengvielse, der måske lidt mangler jordforbindelse ind imellem. Dén jordforbindelse som WA22 netop sørger for med den lidt mere markerede bund, der gør lydbilledet lidt mere fyldigt, mens det på Cavallien er slankere. Cavallien er den smukke, men lidt tynde model, der håndterer catwalken på en total overskudsagtigt måde.

Alt i alt er det er som om at Cavalli lige har lidt mere overblik, lidt mere bredde og lidt mere ro og sort baggrund. WA22 har til gengæld lidt mere dybde, lidt mere krop og varme på instrumenterne og lidt mere intimitet. Selvom Cavalli ikke er så tilbagelænet som WA22, er der alligevel en større afstand mellem musikeren og lytteren, ikke en fysisk afstand, men mere en præsentation af musikken der virker knap så inkluderende, knap så meget samhørighed. Mere ”præsenterende” end ”involverende” er måske en mere forståelig formulering af hvordan jeg oplever Cavalli i forhold til WA22.


Afrunding

Nu har Cavalli været på besøg her på matriklen i noget der nærmer sig et kvart år. Så man vænner sig jo lidt til, at det bare lyder godt. Derfor var det ikke uden en vis bæven, at jeg fyrede op under WA22 igen, for at færdiggøre mine indtryk. Men heldigvis faldt WA22 ikke igennem i forhold til Cavalli, selvom der var et par områder hvor Cavalli bare kan noget mere.

WA22 repræsenterer den varmere, mere tilbagelænede og fyldigere lyd. Cavalli er mere slank og up front, og med en mere sort baggrund og bedre kontrol. På begge forstærkere kan man eksperimentere med forskellige rør. Cavalli er altid, i mine ører, præget af sit solid state udgangstrin, men der er stadig gode muligheder for justering. WA22 kan ændre totalt karakter alt efter rørvalg. Men jeg tvivler på at man, uanset rørvalg, kan nå helt samme højder som med Cavalli, når det drejer om de nævnte områder hvor den excellerer.

Skal man ud og investere fra nyt af, ligger de hurtigt i samme prisleje, inden man får opgraderet alle standardrørene i WA22 (og det vil man gøre ).

Processen

De sidste tre måneders hovedtelefonlytning har været vildt spændende. Og fascinerende. Og overraskende. Men også mere krævende end jeg havde forestillet mig.

At lytte på forskellene på to forskellige, men rigtig gode, forstærkere, 7-8 sæt rør (hvoraf flere sæt passede til begge forstærkere) og 5-6 rigtig gode hovedtelefoner, giver temmelig mange kombinationsmuligheder. Derudover var der lige 2-3 forskellige kabler til HD800 og det samme til LCD3. Og der skulle jo også lige lyttes til NAD M50 i forhold til min normale opsætning. Og så var der iøvrigt lige 3-4 forskellige strømkabler der også skulle prøves. Og nå ja, der kom også et par signalkabler på banen undervejs.

Heldigvis er jeg rigtig god til at prioritere, så LG blev ret hurtigt sat øverst på listen, og så måtte resten få den tid der kunne afsættes. HE-560 fangede mig lidt mere end jeg havde forudset, så den stjal tid. LCD3 burde havde fået mange flere ord med på vejen, da den i høj grad også fangede min opmærksomhed. Men der måtte som sagt prioriteres

Der skal dog ikke herske tvivl om, at jeg føler mig enormt priviligeret over at have fået mulighed for at lytte til alle disse gode sager. Stort cadeau fra mig til stollesen, for at have stillet sit grej til rådighed for mig i så lang en periode(jeg har faktisk haft hans forstærker stående længere tid end han selv har). Jeg håber mine skriverier i denne tråd kan kompensere lidt for stollesens afsavn. Og skulle der være noget du som læser savner, er det bare at sige til. Så må stollesen jo bare låne mig sin forstærker igen


Samlet Cavalli Liquid Glass konklusion

Hvis jeg skal prøve at samle mine indtryk i en kort konklusion, må det være at Cavalli Liquid Glass nok er den bedste forstærker jeg har haft mulighed for at lytte mere intensivt til. Der er stadig områder hvor jeg foretrækker min WA22, men der er for mig ingen tvivl om, at med de rigtige rør vil Cavalli performe på et niveau hvor jeg på stort set alle områder vil foretrække at lytte til den fremfor WA22. I den sammenhæng er det naturligvis værd at være opmærksom på, at græsset som regel er grønnere hos naboen. Men den lange periode jeg har haft Cavallien på besøg, gør at jeg føler mig rimelig afklaret omkring dens lyd, og ikke blot føler mig forført af et øjebliks affektion

Endnu en gang tak til stollesen for lån.

Spændende læsning, jeg glæder mig til mere endnu
Meget passende så, at 6h30 faktisk var en fejl leverance til dotten. David troede han skulle sende rør til en anden forstærker.

De der Shuguang Treasure CV181-z er godt nok store i forhold til normale 6SL7GT/6SN7GT! Jeg har luret på dem i et stykke tid, for de skulle også passe fint i en Little Dot MKVI+ dog skal man vidst have en socket-saver imellem for at få dem til at passe.

mere mere mere

Hold da op en lækker forstærker. Utroligt at stollesen kan eje sådan en og så undvære den i så lang tid - respekt for det. jeg tror jeg ville flytte ind i den eller sove på den hver nat hvis jeg havde sådan en forstærker.

Stollesen talte lidt om at få den som registreret partner...

Claus-DK det er gammel nyhed det bliv vi i forgårs.
igen super god skraver Buyer no 1

Super at få så detaljeret gennemgang af de forskellige rør på "Det flydende glas", helt klart noget jeg vil vende tilbage og læse igen på et tidspunkt . Og ja det tager lang tid at lave seriøst lytning med analyse af de forskellige ting, så vi takker for det store arbejde. Har selv for nu droppet tanken om en rørforstærker, fordi jeg ved jeg ville gå amok i tuberolling, så ikke en sund vej for mig at gå . Men som Robert Frost siger om dilemmaet i digtet "The Road Not Taken" :

TWO roads diverged in a yellow wood,
And sorry I could not travel both
And be one traveler, long I stood
And looked down one as far as I could
To where it bent in the undergrowth;

Then took the other, as just as fair,
And having perhaps the better claim,
Because it was grassy and wanted wear;

And both that morning equally lay
In leaves no step had trodden black.
Oh, I kept the first for another day!
Yet knowing how way leads on to way,
I doubted if I should ever come back.

I shall be telling this with a sigh
Somewhere ages and ages hence:
Two roads diverged in a wood, and I—
I took the one less traveled by,
And that has made all the difference.

Opdateret med lidt indtryk af forskellige hovedtelefoner.

viewtopic.php?f=10&t=4288&p=77185#p76210

Buyer no 1 endnu en god Anmeldelser fra dig .

Opdateret med de sidste indtryk og en kort konklusion.

viewtopic.php?f=10&t=4288&p=77185#p76211

Velbekomme