kvik skrev:... Måske er du bare blevet lidt mæt af fokuseret lytning (og jagten på det perfekte), og trænger lidt uforpligtende hygge
Det er ikke noget helt dum observans. Det er rigtigt med Spirit bliver det let til fokuseret lytning. Og på rigtige tid og sted er det også lækkert. Det er en sortering af hvad lyder godt og hvad lyder ikke godt på det setup.
Mens Figaro'en med K240 æder alt råt.
Radoslav Kvapil der spiler Dvořák på Dvořák’s eget Bösendorfer Piano (1879) er et eksempel på hvor Spirit/Violectric kommer til sin ret. Det høres tydeligt at musikken bliver spillet på et mindre piano og ikke et stort koncert Piano. ligesom med Tatiana Nikolayeva's Shostakovich udgave fra 1991. Så er man til stede i rummet. Det er jeg helt pjattet med.
Men skifter jeg til Svjatoslav Richter pladen fra SWR så bliver lyden lidt kedelig på Spirit/Violectric. Den plade kommer tilgengæld helt til sin ret når Figaro'en får lov til at gengive musikken via sextet'erne. Piano'et får noget mere krop og diskanten er ikke træls. Tilgengæld forsvinder der så også nogle af de finere detaljer. Men det er Svjatoslav Richter nok ligeglad med, så længe man nyder hans spil.