Hoved-fi

Der er kommet ny beboer på gæstepladsen: Drop + THX AAA 789 Linear amplifier.



Der findes masser af skriv om denne lille hovedtelefonforstærker derude, og noget havde jeg læst inden den kom. Og alligevel er jeg blevet lidt overrasket over hvad den kan og ikke kan. Endnu et bevis for at grej skal prøves.

Lidt forhistorie. 789'eren har skubbet Hegel HD12 DSD væk fra gæstepladsen. Hegel er jo en dac med hovedtelefon udgang. Hegel'en ankom med det formål at skulle kunne bruges på terrassen og i Campingvogn i stedet for min Earman TR-amp + xDuoo X10t kombo som jeg ikke fandt så inspirende. HD12'eren lyder godt -specielt når den får et ordentlig signal og den får lov til at stå tændt natten over. Den lyder ikke specielt interessant når xDuoo'en leverer musikken. Løsningen blev laptop med ny Audirvana studio og installation af drivere så jeg kan køre kernel direkt. ja tak. Det fungerer. Men det viste sig også at fungere for TR-ampen. Den blev kun bedre af at få musikken fra Audirvana. HD12'eren er bedre end TR-amp'en. Lidt varmere i lyden og med flere mikrodetaljer. Faktisk lyder den lidt som en Violectric jr. hvis den får lov til at låne pladsen fra min V590. Samme kvaliteter bare i lidt mindre skala. Hovedtelefonudgangen er ikke super kraftig. Fungerer fint med Sennheiser HD650 op til omkring 60-65 på volumen. Derefter mister den kontrollen med HD650'erne. Fungerer endnu bedre med beyerdynamic T90 med Brainwavz puder. T90'eren har skubbet HD650 ned i rangordenen efter de har fået de gode puder.
Men som sagt lidt for bøvlet til terrassen og campingvogn. Her er det nu Audirvana + Earman + beyerdynamic T90 (med Audirvana app så jeg kan lukke laptop og fjernstyre den med mobil). Så Hegel HD12 DSD er bestemt godkendt, men det nytter jo ikke noget når man får lyst til at prøve noget nyt.

Så tilbage til 789'eren.
Jeg har valgt at koble den til min modificerede Marantz CD afspiller. For det første har jeg lidt savnet at kunne dykke ned i samlingen og trække et eller andet interessant og nyt op (CD samlingen er af en fornuftigt størrelse på omkring 2000 CD'er). Derudover er mit første indtryk at Drop THX AAA 789'eren har godt af at blive koblet til grej med en varmere lyd. Man kan sagtens høre om det er V590 der agere dac eller HD12'eren eller Marantz'en. Første indtryk er at lydkilde ikke skal være alt for frisk medmindre du vil have det gengivet 1:1.
Indtil nu har jeg kun lyttet til 789'eren med mine Spirit Torino via balanceret udgang. Og det gør den ganske fornuftigt. Lyden er varm-ish, med en god rumlig gengivelse. Og det var min første overraskelse. jeg havde forstået på reviews at rummet måske kunne være lidt begrænset. Men det oplever jeg ikke. Der hvor den mangler lidt er i dynamik og mikrodetaljer i forhold V590. Så musikken fremstår ikke på samme 3-dimensionelle måde som når jeg sætter Spirit til Violectric'en. Gælder også når V590'erens dac leverer lyden til 798'eren.
Kvaliteten af 789'eren er overordnet set godkendt. Volumenknappen er fin, men tænd/sluk knap virker ualmindelig billig med temmelig stor tolerance. Men den virker, det er vel det vigtigste.

Inden dagens musik eksempel, skal der lige en forhistorie mere med. I den senere tid har jeg reflekteret over hvorfor jeg næsten altid ender med at lytte til en violin- eller klaverkoncert. Så benspænd blev lavet, og jeg vil se hvad der skal til for at jeg forelsker mig i et symfonisk værk. Jeg har småfilosoferet mig frem til, at for at jeg nyder en sympfoni, så skal der være et fornuftigt rum og dynamik. Der skal være detaljer -og specielt har jeg brug for detaljer i de kraftige passager så det ikke mudre. Og sidst skal der være en god placering. Det er tre ting der samlet ikke rimer på billigt. Men det er nødvendigt for til fulde at nyde når de forskellige sektioner af orkesteret glider ud og ind mellem hinanden og får musikken til at flyde. Ved et tilfælde er det så blevet Bramhs Symfoni Nr 1 jeg arbejder med. Der er jeg nu igang med at lytte de 6-7 udgaver igennem som jeg har i musikbiblioteket. Vældig interessant.



Men, men, men. Musikeksemplet bliver Brahms Symfoni nr 4 4. sats med Fritz Reiner på Chesky. Hvorfor? jeg har den både på CD og som fil, og så er det en god produktion.
Jeg starter inde i lillestuen med Figaro, Bel Canto og Amiron. Et setup det bestemt skiller sig ud her ved mig. Stort rum og yder letflydende. Kan lytte til musikken her i timevis. Og samtidig kan man arbejde, skrive eller læse samtidig. Og det er også det der sker med Fritz Reiner. Musikken er fantastisk spredt ud, og med god placering af orkesterets sektioner. Og ingen kanter. Live musik har kanter, men dem har jeg med vilje filtreret væk i dette setup. I lillestuen opstår lyttetræthed tilgengæld aldrig.
Næste setup. Hegel HD12 + Audirvana + Beyer T90. Amiron er en poleret udgave af T90. Nu er musikken mere indskrænket. Tilgengæld lidt skarpere trukket op. God placering og detaljer, der gør at både svage og de kraftige passager kan noget. Nu begynder musikken at tage mere af ens fokus. Det lyder godt. Jeg kunne sagtens tage min indflyvning i symfoniens verden med dette setup. Også med dette setup Bunden med T90'erne med brainwavz er lækker. Går dybt men samtidig med detaljer.
Videre til setup der er dette skrivs fokus. 789'eren + CD-48 + Spirit Torino Twin pulse. Større rum og mere letflydende. Musikken opleves bestemt lineært gengivet i hele frekvensområdet som antydet af forstærkerens navn. Samtidig er specielt de kraftige passager med større detaljerigdom. Vigtigt for mig hvis jeg skal høre en symfoni. Transienter er måske lidt bedre med Hegel og T90. Men det er Marantz'ens skyld og ikke 789'eren.
Drop 789 setup vinder over Hegel og T90. Det lyder som en mellemting mellem lillestue setup og HD12 + T90. HD12'eren gør det ikke så godt med Spirit, og det er forskellen her. T90'erne taber til Spirit Torino.
Slutter ved setuppet med V590 + Spirit + pure music. Igen flyder musikken let og med stort rum. Men dynamikken er af en anden verden samt detaljerne. Musikken tager alt fokus. Her lytter jeg ofte til symfoni eller en klaverkoncert fra den ene ende til den anden. Uden at lave andet imens. Baggrundsmusik er ikke dette setup's spidskompetance.

Så ny beboer på gæstepladsen med det mundrette navn Drop + THX AAA 789.

(hvis der er nogen der vil anbefale en udgave af brahms symfoni nr 1 jeg burde lytte til, så meld endelig ind)

Er enig, at symfonier kræver sit af grejet, for ikke at miste de finere nuancer og bare blive en (uinteressant) væg af lyd. Det er formodentlig også grunden til at jeg oftest holder mig til cello/violin/klaver. Husker at Naim-anlægget (og cd-afspilleren alene, når den var tilkoblet hovedtlf.forstærker) gjorde symfonisk musik betydeligt mere levende. Godt at du minder mig på det må finde en måde at generobre domænet.

Det er også interessant, at du har fået etableret et reference-opsæt. Jeg læser mellem linierne, at dine øvrige opsæt falder igennem, uanset hvor meget du flytter rundt på brikkerne (læs grejet). Sådan har jeg egentlig haft det, siden Naim-grejet forsvandt. De forskellige opsæt har været nogenlunde, på hver sin måde, men magien har manglet længe nu. Igen, godt du minder mig på det

Det er meget godt læst mellem linierne men jeg kan godt lide det benspænd som gæstepladsen gør. Man får lyttet til sin musik på en anden måde -med nye briller. Det gør det interessant. Ja falder igennem på de gode optagelser -reference optagelserne. Men kan bidrage med noget med de plader/produktioner/optagelser som er under reference niveau. Her kan det musikalske jo stadig godt være interessant.

Og ja den der intetsigende væg af lyd som gør at musikken vel bare bliver til støj. Musik må aldrig blive til støj.
Er super spændt på om du får generobret domæet og lidt beæret over at mit skriv måske kan starte det.

Den gør det nu meget godt drop'en.
Var en tur i genbrugsbutik og kom hjem med denne juvel af en plade.

lyden bliver ikke farvet i 789'eren og så for man meget glæde af en god optagelse som den Supraphon kan levere.
En ren forbøjelse at tilbringe 40 minutter i den nye verden. Her er ingen uinteressant væg af lyd, men derimod en herlig detaljeringdom.
Jeg fandt så ud af efterfølgede, at jeg har samme symfoni med samme dirigent på samme label men fra 1972 i samlingen -nok mest sjovt for mig (den her er fra start 80'erne).