For første gang nogensinde, har en hovedtelefon fået lov at spille 50 timer, uden at jeg har smuglyttet til den undervejs! Nå ja, man bliver selvfølgelig nødt til at tjekke at den overhovedet virker, og sådan
Allerførste indtryk
Basorama! Det er fuldstændig som at slå loudness-knappen til på en forstærker fra 70’erne. Markant mere tilstedeværelse af især bas, men også lidt mere diskant, end hvad jeg normalt vil betragte som troværdigt. Også et bemærkelsesværdigt punch i bassen, som jeg ikke er vant til fra de åbne hovedtelefoner.
God soundstage når vi snakker bredden, men de lyder umiskendeligt som en lukket hovedtelefon. Direkte skift til HD650 illustrerer forskellen. Selvom bredden er større på TH900, og der er instrumenter der synes at ligge længere ude til siderne end på HD650, forekommer lyden alligevel mere lukket og mindre frigjort på TH900.
Lidt flere indtryk med forskellig musik og T1
Jeg starter med Laurie Anderson, My Compensation: Wow...
Den bas har jeg ikke hørt bedre på nogen anden hovedtelefon! (Med forbehold for Audeze LCD-XC, som jeg var meget imponeret af til meetet på DTU, men hvor jeg ikke hørte netop dette nummer). Videre til White Stripes, og her står march-trommen med fylde og dybde og lyder meget troværdig. Man får lyst til at høre en masse musik hvor bassen er central, når man lytter til disse hovedtelefoner. Med Trentemøllers Chamelon kammer det dog en lille smule over, og bliver masser af kvantitet på bekostning af kvaliteten. Nu er der ikke længere styr på det, og det bliver bare ”wall of bass”. Der mangler simpelthen fasthed og kontrol. Men bassen går rigtigt dybt, og med masser af fylde og især imponerende tekstur. Måske drømmescenariet for nogle, men jeg kommer til at savne præcisionen fra fx T1. Men ingen tvivl om, at man med denne hovedtelefon kommer til at høre ting i basområdet, som man enten ikke troede fandtes, eller som man ikke vidste hvordan egentlig lød!
Mere White Stripes, nu Ball & Bisquit: Bassen ER bare tung. Jeg sidder lidt med den fornemmelse, at Fostex har forsøgt at skabe en illusion af den oplevelse af fysisk bas, man kan opleve med højttalere. Det er en imponerende oplevelse.
Shelby Lynne: Der er mere krop på guitaren og mere sort baggrund med T1. Det er som om der er mere sammenhæng mellem vokal og guitar på T1. Her ville jeg foretrække T1, selvom den får Shelbys stemme til at skrige lidt en gang i mellem. Til gengæld er der mere luft omkring vokalen. T1 gør det klart bedre her, efter mine præferencer.
James Blake, Limit to your love: Selvfølgelig skal denne prøves, og ja, bassen ER imponerende. Ingen tvivl om det. Der er mere fylde og pondus på TH900, men hvis man ser bort fra det øgede niveau i bunden for TH900, synes TH900 og T1 at gå sådan nogenlunde lige dybt. Samlet virker bassen mere imponerende på TH900, men det skyldes som nævnt formentlig at den bevidst fylder mere, mens den på T1 er slankere og en anelse mere kontrolleret. Og her er TH900s mere texturerede gengivelse ikke noget der betyder det store. Der er jo stort set bare tale om meget dybe, men enkle, bas-lyde. Med James Blake bliver slutresultatet uafgjort, hvilket er fordi jeg elsker T1
Normale mennesker vil formentlig foretrække TH900.Clawfinger, Here to get you: Her virker det som om at TH900 har et lidt lysere lydbillede end T1, med knap så meget krop. Og kjeg fornemmer en noget vigende mellemtone, der gør at der fokuseres på det umiddelbart imponerende, nemlig top og bund.
Dianne Reeves, Live: TH900 formĂĄr ikke helt at fange stemningen, hvilket skyldes at vokalen mangler luft og dybdeperspektiv, i forhold til T1. Nok ikke den slags musik TH900 er bygget til.
E.S.T., Seven days of falling: Ingen tvivl om at TH900 igen viser sin styrke i bunden. Nogen gange, mens jeg lytter til denne hovedtelefon, tænker jeg, om jeg egentlig ikke godt kan leve med den noget tilbagetrukne mellemtone, når nu jeg får den impact-fulde og flot teksturede bas? Skift til T1, og jeg må erkende, at det kan jeg nok ikke. Mellemtonen fylder bare meget mere på T1, og luft og dybde ender alligevel med at være en afgørende faktor for mig. Men den tekstur der er i bassen på TH900 er altså virkelig imponerende.
Eva Cassidy, Live at Blues Alley: På Stormy Monday er der en dejlig fokus, men jeg fornemmer også en knap så god evne til formidle finesserne. I starten når Eva synger the eeeeeeaaagle flies on Friday, er det klart en mere ”firkantet” og mindre stemningsformidlende(jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal skrive det ellers) gengivelse, end på T1. T1 er tydeligvis skarpere i diskanten (her er der fordel til TH900), men der er også igen igen, mere rum. Evas vokal har flere nuancer og mere dynamik på T1, men kan også ind imellem virke en smule mere ”skærende” eller ubehagelig. Der er tydelig mere ro og simplicitet på TH900, men mere stemning og mere autencitet på T1. Mere helhed. Mere troværdighed. Men det bliver også tydeligt, at diskanten på T1 kan få noget rigtig grimt frem, når det er grimt i indspilningen. Her er TH900 en anelse mere tilgivende, selvom der bestemt også er fokus på dette område i TH900.
TV2, Live: Diskanten bliver en smule overfladisk eller unuanceret, og der mangler lidt niveau i mellemtoneområdet. Det er som om man skal lede lidt efter hvor nuancerne i dette område er. De er der, men de gemmer sig lidt bag den evigt højtråbende bas og den fremtædende, men som sagt også en anelse overfladiske, diskant. Hvor jeg på T1 eller HD800 og bestemt også på LCD-3, kan lytte til denne indspilning med en afslappethed og bare nyde når jeg ind i mellem hører nogle flotte blæsere eller en lækker guitar, er det noget helt andet med TH900. Her er der fuld skrue på effekterne fra første sekund, det er stiv p.. og håret tilbage, 120 km/t fra start af. Hæsblæsende og imponerende. Overrumplende og fascinerende. Jeg rives med, flår luftguitaren ned fra væggen, og fyrer de fede rifs af direkte fra hoften. Men efter et stykke tid bliver det alligevel lidt trættende, og jeg må skrue ned, og til sidst afmontere TH900 fra mit hoved. The party is over.
Adele og Emeli Sandé: Stollesens tvan..øh bad mig lytte til disse damer, men jeg har svært ved vurdere hvordan det skal lyde. Umiddelbart virker det dog som om, at denne genre er ganske vellykket med TH900.
Generelle indtryk
Fostex TH900 virker ikke som en hovedtelefon der skriger på en topklasse forstærker, for at vise hvad den kan. Faktisk fungerer den rigtig godt med min ADL Esprit, hvor især denne forstærkers punch og slam bam, er med til at fremhæve TH900’s styrker i bassen. Selvfølgelig kommer der lidt flere nuancer med, når jeg skifter til WA22. Og der bliver lidt mere sort baggrund, og lidt mere kontrol og ro. Men det er ikke de virkemidler der er TH900s styrke, så det føles ikke som et voldsomt fremskridt. Dette er, igen igen, et eksempel på hvor meget samspillet mellem forstærker og hovedtelefon betyder. Selvom det er svært for mig at forstå hvad årsagen er, må jeg simpelthen erkende, at på visse områder er der bare mere fodtrampeeffkt med TH900 og ADL, end med TH900 og WA22/AN 3.1/Hegel HD2. Jeg gætter dog på, at det har noget at gøre med WA22/AN 3.1’s mere tilbagelænede og kontrollerede måde at gengive på. Med ADL er det bare fuld fart derudad, og det sluger jeg råt her og nu. Men der selvfølgelig en risiko for, at det i længden bliver trættende, at lytte til en hovedtelefon på steroider
Overordnet set virker det også som om der er lidt mere ro på tingene, som om de er lidt mindre rodede, på TH900. Måske fordi netop mellemtonen er mindre fremme i lydbilledet. Jeg sidder lidt med en fornemmelse af , at TH900 på enkelte områder simpelthen bare er en videreudvikling af T1. Lidt ekstra ro, lidt ekstra overblik og lidt ekstra adskillelse mellem tingene. Åhh.. hvor jeg glæder mig til beyer lancerer den T2
En smule praktikaliteter
TH900 er enormt nem at drive. På WA22, som har en step-attennuator, er der ikke meget at gøre godt med. Det ene step er lige for lidt, mens det næste step hurtigt bliver alt for højt. Så minus til TH900 for alt for hurtigt at spille alt for højt, her hos mig,
Komforten er som udgangspunkt god, men jeg oplever dog, at jeg efter et stykke tid føler en lille smule trykken fra hovedbåndet, på toppen af knolden.
Også er TH900 monteret med et irriterende mikrofonisk kabel. Kommer kablet til at køre bare en lile smule henover armen (eller vommen), hører man det med det samme i kopperne.
Afrunding
Der er ingen tvivl om, at TH900 er hovedtelefon fuld af ”fun-factor”. Vi er ovre i den afdeling jeg vil kalde den mere flamboyante del, hvor fokus mere er på at imponere lytteren, end på at forsøge at lave den ultimativt troværdige gengivelse. Måden TH900 gengiver på er spektakulær og beregnet. We want to impress you!
Samlet set må jeg sige, at det helt klart er bassen i TH900, der har imponeret mig. Fantastisk dybde, kombineret med vild god punch, og som glasuren på kagen, en helt utrolig tekstur. Det er en hovedtelefon der minder en om, at man måske en gang imellem skal lægge alt det med hi-fi lidt på hylden, og så bare lade sig forføre og fornøje af en engagerende og tidsrøvende gengivelse.
Selv om der er ting jeg aldrig har hørt bedre på andre hovedtelefoner, må jeg dog erkende, at TH900 og jeg nok aldrig bliver rigtig gode venner. Man det er nok bare mig der er blevet for gammel, til at feste igennem hele natten
(Se andre indtryk her)
