Her er lidt indtryk fra touren med disse hovedtelefoner.
MSUR N550De kommer i en meget fornem boks, der har fået lidt forstærkende tape, men det ser meget eksklusivt ud. Der medfølger to kabler, et tyndt og formentlig lidt kortere kabel, monteret med 3.5 mm stik. Og et (knap så)tyndt og lidt længere stofbetrukket kabel, monteret med 6.3 mm stik, der kan ”afskrues” til at være 3.5 mm. Jeg har kun anvendt det sidstnævnte.
De lugter ikke særlig godt, nærmest lidt sure eller lidt hengemte. Måske har puderne fået en form for coating, eller måske er det træet. Men materialerne er pæne, dog ikke sådan kælne lækre. Kopperne virker mere som plastic end træ, og læderet er blødt og glat, men det virker alligevel ikke som rigtigt læder. Til gengæld er de utroligt lette, og det er med til at sikre at de har en fin komfort. Jeg kan i hvert fald sagtens sidde med dem i flere timer.
Kablet(det knap så tynde) er meget mikrofonisk, så det skal holdes i ro når man lytter. I det hele taget er hele hovedtelefonen meget mikrofonisk. Uanset hvilken del man kommer til at berøre, hører man det med det samme. Og man hører det øjeblikkeligt, hvis der er en flue der sætter sig på bøjlen
Der er tre huller i toppen af hver kop, så der er altså tale om en lukket basrefleks, á la Beyer DT770 Pro.
LydenFørste indtryk er en lidt anonym og ligegyldig signatur, uden nogen specifikke imponatoreffekter. Lidt efter lidt er der dog nogle ting der begynder at markere sig. Det første der melder sig, er den engagerende bas. Der er umpf og spark i den, og samtidig er den sprød og fuldfed. Godt nok er der smurt lidt tykt på, men det gør jo bare det hele lidt mere medrivende. Det næste der fanger mig, er en utrolig sprød og til dels åben gengivelse. Sammen med den lidt fremhævede bas, bliver gengvielsen virkelig lækker og tiltalende, omend ikke helt til den neutrale side.
For lige at vende lidt tilbage til det med bassen, virker den som sagt impactfull og med god tyngde. Ved nærmere lytning på lidt forskelligt musik, er fænomenet nok til stede i den øvre bas eller nedre mellemtone, men den dybe bas er bestemt også til stede. Den gode tyngde dør dog relativt hurtigt ud, så man oplever ikke samme formidable gengivelse af tekstur i bassen, som fx på Fostex TH600/900. Men man fornemmer lidt hvad det drejer sig om.
Den tredje ting jeg lægger mærke til, er en lidt langsom eller tøvende gengivelse. Der er bestemt ikke meget in your face over det, og dermed heller ikke så meget fodtrampeeffekt, på trods af den engagerende basgengivelse. You Can’t Teach an Old Dog new Tricks med Seasick Steve virker ikke voldsomt engagerende, men det er også et svært nummer, hvor den tekniske kvalitet er til at overse, og hvor det netop er drivet og stemningen der skal bære nummeret.
Til den hurtigtgående rock og metal, synes jeg gengivelsen bliver en anelse for tøvende. Bassen har som nævnt en dejlig impact og rytme, og selv om det bidrager til fodtrampeeffekten, og dermed kompenserer lidt for den manglende hastighed, synes jeg ikke det er denne genre der passer Msur bedst.
Den fjerde ting der melder sig, efterhånden som jeg får lyttet til noget mere musik, er, at gengivelsen er meget tæt på, eller meget intim. Intimiteten i gengivelsen, og det nærværende lydbillede, passer rigtig godt til visse former for jazz og blues. Der er en flot klang på både træ- og messingblæsere, omend den dør ud lige en anelse for tidligt. Og det er nok den femte ting jeg får noteret. Det er lidt som om den starter rigtig flot ud, med en sprød og klangfuld gengivelse, men så formår den ikke helt at følge det til dørs, og det hele dør ud lige et par millisekunder før man forventer det. Vi kommer aldrig ud på kanten af mundingen på trompeten, vi får ikke det allersidste med. Klaver er rigtig svært at gengive, og her kommer Msur også lidt til kort. Det starter sprødt og lækkert, men det dør lidt ud undervejs. Mellemtonen virker lidt tilbagetrukket og afdæmpet, i forhold til den mere dominerende basgengivelse. Opløsningen er på det jævne, fx er klangen på messingblæsere ikke så velopløst som fx på Beyer T70p. Men med lidt ekstra power på volumen, kan blæserne godt komme snap snap og stå lidt som fyrværkeriagtig akkompanement til klaveret.
Efter bassen og mellemtonen er vi kommet til sjette punkt i notaterne: Diskanten. Ligesom med mellemtonen, virker det også som om diskanten dør lidt hurtigt ud, men til gengæld bliver den heller aldrig trættende. Det kniber også lidt med opløsningen i diskanten. Det bliver hurtigt lidt mudret og rodet, især ved mere komplekse passager.
Afrunding
De stærke sider ved denne hovedtelefon oplever jeg som en dejlig tør og ganske detaljeret lyd, uden de store dikkedarer. Den har en intim gengvielse, der kan få især stemmer til at fremstå rigtig flot og nærværende. Gengivelsen er samtidig sprød og lækker, og bassen giver det rigtige skub til meget musik. Men jeg oplever også en smule lyttetræthed ved Msur. De har en umiddelbar meget elskelig signatur. men det er som om det hele runder af lidt for tidligt, og efter et stykke tid, bliver det lidt ligegyldigt. Det er svært at udtrykke præcist hvad jeg oplever, men det er lidt som om der mangler lidt nerve eller lidt autencitet i gengivelsen. Som om den bliver lidt for meget umiddelbar pasform, og lidt for lidt grundsubstans. Det hænger givetvis også sammen med, hvad musik man lytter til.