Focal Elear
Udførelsen
Udførelsen er meget lækker. Materialene er rare at røre ved og virker til at være en rigtig god kvalitet. Når man justerer hovedbåndet mærker man at det er en lækker mekanisme, hvor justeringen går tydeligt i hak for hvert step. Her kunne beyerdynamic godt lære noget. På kopperne er logoet indlejret i en metalring, der er fastgjort med små fine forsænkede torx-skruer. Et design og en forarbejdning der nok vil tiltale de fleste ingeniører Læderet på hovedbåndet dufter som rigtigt læder, men det føles lidt for glat til at være det. Alt i alt en hovedtelefon der ikke bare ser utrolig gedigen ud, men også er lækker at røre ved!
Komforten er ok, men heller ikke mere end det. Den føles lidt tung på hovedet, og efter et stykke tid begynder der at være et ømt punkt på toppen af hovedet. I hvert fald med den form mit kranie har. Clamping force virker meget tilpas, de sidder godt fast uden at klemme for meget. Kablet er tungt og meget langt. Ikke noget der afskrækker mig, som er vant til Sommer-kablet på T1. Men det kan godt trække lidt(eller faktisk meget) i kopperne, hvis man ikke får kablet arrangeret så det kan ligge på bordet el. lign.
Lyden
Overordnet set er signaturen lidt til den mørke side. Der er fokus på mellemtone og bas, og diskanten er lidt tilbagetrukket. Der er godt med drive og engagement, og opløsningen er generelt i den gode ende, hvis vi ser bort fra den øverste del af frekvensområdet.
Og vi kan jo starte oppefra med at fokusere lidt på netop diskanten. Som sagt er den noget tilbagetrukket, og på det meste musik glider den lidt i baggrunden. Da den heller ikke er super velopløst, er det nok et bevidst valg fra Focals side, at Elear skal have denne signatur. Jeg har både oplevet numre hvor det faktisk fungerer udmærket, og numre hvor det ikke fungerer så godt. Et nummer hvor det fungerer godt er fx Herbie Hancocks Dolphin Dance. Man kan stadig godt fornemme den manglende opløsning, men det samlede lydbillede synes jeg virker ganske homogent og harmonisk. Springer vi så til Jennifer Warnes I Can’t Hide går det imidlertid galt, i det diskanten her bliver mudret og utydelig, og dermed fremstår den mere tydeligt som den svage del, sammenholdt med resten af lydbilledet.
Videre til mellemtonen som er varm og relativt velopløst, og måske en ganske lille smule tilbagetrukket. Men især den nedre del er ganske sprød og meget nærværende. Mellemtonen er måske her hvor jeg især bemærker en meget blød og lækker gengivelse uden nogen form for kanter. Meget behagelig at lytte til. Der er ingen der slår sig på denne gengivelse.
Nederst har vi bassen, som jeg synes er en af denne hovedtelefons helt stærke sider. Der er masser af fylde og masser af punch, og selv om bassen er meget til stede, er den tydelig og veldefineret, omend knap så fast som i beyer T1. Focal Elear kalder ligesom på rytmisk musik, hvor den skal lægges en god bund.
Selvom jeg mener Elears primære genre er den rytmiske musik, prøver jeg alligevel noget klassisk, med henblik på, at finde ud af hvad der er med den der dynamik. På med Carl Orff Die Kluge, og test op mod T1. Begge hovedtelefoner er i mine ører meget dynamiske, men jeg synes stadig T1 trækker det længste strå. De er i virkeligheden meget tæt på hinanden. Men T1 har lige det ekstra overraskelsesmoment og den ekstra spændvidde, mellem de stille passager og de kraftige passager. Til gengæld har Elear som sagt mere fylde i bunden, hvilket godt kan få den til at virke mere overrumplende og voldsom.
Kigger vi lidt på soundstage, igen med T1 som reference, virker soundstage ganske glimrende på Elear, knap så stort som T1 i bredden, noget mindre end T1 i dybden. Men til gengæld har Elear en evne til både at kunne det meget nære og intime, og samtidig være i stand til også at håndtere det mere spektakulære og storslåede. En anden ting jeg lægger mærke til er, at der er meget mere ro på gengivelsen fra T1. Her er Elear mere ”utålmodig”, hvis man da overhovedet kan beskrive en lydmæssig gengivelse på den måde.
Hvis vi for en stund lige går tilbage til konkrete musikeksempler, kan vi starte med Spoonful of Blues. Her er der virkelig et godt drive, der giver lyst til at finde luftguitaren frem fra skabet. Den samlede gengivelse er stadig lidt til den mørke side, men det virker meget overbevisende og engagerende. Bassen er ikke helt så fast som på T1, og der er tydeligt mindre rum. Men alligevel en ganske overbevisende gengivelse.
Vi fortsætter med Danko Jones. Fint lydbillede til denne genre. Igen dejlig punch i trommerne. Og denne dejlige punch giver mig lyst til at foretage en anden sammenligning. Et hurtigt skift til Grado RS1 afslører, at Elear næsten er på niveau med den punch Gradoerne præsterer. Nok lige en anelse mere af det sidste hug i Gradoerne dog. Ikke så meget fylde på Gradoerne som på Elear, men det er som om stemplet lige kommer en anelse mere i bund. I denne sammenligning iøvrigt, er Elear langt mere behagelige at lytte til med denne genre. Gradoen begynder hurtigt at udstille de dårlige sider af indspilningen, fx den virkelig dårlige diskant. Elear spiller bare løs med masser af fodtrampeeffekt.
Videre til John Mayer Waiting on The World to Change. Her er det så Elear der trækker det længste strå i forhold til punch i trommerne. Virkelig flot dyb og fyldig gengivelse af stortrommen. Tilbage i skabet med Gradoen
Hvis jeg skal prøve at summere op, er der for mig ingen tvivl om, at det er i den dybe ende af frekvensområdet Focal har sat ind på at sætte konkurrenterne til vægs. Jeg oplever diskanten som værende meget, lidt for meget, dæmpet i forhold til resten af lydbilledet.
Gengivelsen er generelt meget ligefrem, og vokaler står langt frem i lydbilledet. Der er rigtig god snert i trommerne og skarp kant på guitaren. Transientgengivelsen er rimelig god, selvom det nok ikke oppe blandt de bedste. Man kan godt blive grebet af den dejlige stemning som Elear formidler, men der mangler lidt opløsning til at det bliver en langtidsholdbar løsning for mig. Især er det, som nævnt flere gange, topppen der mases sammen og bliver ligegyldig. Jeg kommer til at længtes efter de passager, hvor der ikke spilles med fuld kompleksitet, men hvor fokus er på mellemtonen, især den nedre, og bassen. Det er hér det bliver rigtig godt.
Tak til stollesen for lĂĄn og lyt.