Lige præcist hvor S lyde eller det man også kalder sibilanter, som dækker lidt bredere (s, t, z, sch - lyde) kommer fra, kan være meget forskelligt, men jeg kan da forsøge mig med et bud.
Hvis vi kigger lidt tilbage til dne tid, hvor det analoge medie var dominerende, da havde man et meget simpelt middel mod overstyrede sibilanter, nemlig et apparat der hed en "Deesser" Frit oversat en "Af S´ér". Det er et apparat man anvender til, at beskytte skærehovedet på en skæremaskine, som skærer masteren til pladepresning.
Skærehovedet på sådan en svend er en transducer, hvor der afsættes endog meget store effekter, en skæreforstærker kan snildt være på 2*500Watt. Kølingen af sådan et skærehovede er meget krævende, og visse typer anvender sågar kvælstof til opgaven.
Når man skærer plader, så skærer man ikke signalet frekvensliniært, men i stedet forbetones signalet efter RIAA standarden. RIAA kurven forskriver hævning af niveauet over 2.120 Hz med 20 dB frem til 20KHz, hvilket er godt 6 dB/okt. Dvs at den færdige LP plade skulle indeholde et meget højt energi indhold i mellemtone og diskantområdet, hvilket gjorde "S" lyde og i øvrigt også andre diskantrige lydkilder såsom bækkener, triangler m.m. til farlige lydkomponenter for skærehovedet. Det kunne ganske enkelt brænde af, og hvis det ikke gjorde det, så kunne en alm. pick-up ikke spore pladen, med ødelæggelser til følge.
Derfor "De S´ede" og diskantlimiterede man ganske enkelt indholdet på LP plader.
Da de digitale lydkilder så kom på banen, forsvandt behovet for forbetoning, diskantkomprimering og "De S´ing" fra den ene dag til den anden, og pludseligt kom der CDér på markedet, med uhørt skarphed i forhold til LP pladerne.
Nu var det ganske enkelt ikke længere muligt, at skjule evt. unoder i optage - eller afspillekæde vha. små finurlige tricks, som havde virket fint i fortiden.
Det bringer os så lidt nærmere kilden til de her famøse S lyde. Rigtig meget peger nemlig på, at det ikke har nogen digital oprindelse, men i stedet opstår i de analoge kredsløb, som pludseligt har fået en hel del mere at arbejde med.
Der hvor jeg har oplevet, at kunne reducere den slags tendenser, har ofte haft med strømforsyninger at gøre. Det er ikke så meget størrelsen på strømforsyningen, som har været udslagsgivende, men mere forsyningens indre impedans, som igen har noget at gøre med villigheden til, at afgive strøm i en fart ved alle frekvenser.
En anden metode er klasse A, det behøver man dog ikke bekymre sig om, når man hører musik i headphones, fordi de fleste kredsløb på line level altid kører klasse A. Men selvom man har klasse A, så bliver resultatet alligevel bedre, når man øger bias yderligere, lige indtil røgen slipper ud .
Man kan så yderligere finde mange flere små kilder, som spæder til problemet, i flæng kan nævnes: kontaktmodstand i stikforbindelser, omskiftere og relæer m.m., jitter, forvrængning i forstærkere, ditto i højttalere osv. Et er dog IMHO sikkert, det er ikke det digitale medie der er problemet i sig selv.
Just my 5 cents