Selv om det her ikke er "Lytteindtryk fra touren", sĂĄ handler det stadig om sa-1.32
Førstehånds indtryk af sa-1.32 med 8xoversampling, -130db stopband attenuation, pll og dithering.
Den er noget anderledes end det jeg hidtil har hørt. Dynamikken er markant, der er en kontrast på alle lyde, som får alt til at stå meget klart og roligt frem. Den er meget hurtig i lyden. “Kanterne” på lydene står mere klart og tonerne er mere rolige og glatte. Med de dacs jeg havde før var kanterne blødere og tonen var skarpere. Her er det ligesom omvendt. Jeg har et stykke musik hvor der ind imellem tæskes løs på mange små bækkener, jeg forestiller mig de ikke er meget større end en 10-15 cm i diameter, og det lød mere skarpt og grumset førhen, nu er det blødt og klart. Jeg skruede op for lyden, da nummeret kom, for jeg vidste at her kom der noget, der altid har været på grænsen af hvad jeg synes lød godt. Nu lyder det simpelthen mere ægte, alt står klart, jeg kan tydeligt høre forskel på de forskellige bækkener og selvom de er tydeligere, er de ikke længere skarpe i tonen. Med bækkener er det generelt mit indtryk, at det der før lød mere som “TSSSS” nu lyder som “TJIIMMM”. Bassen er eminent
Den har et umiskendeligt anslag og er meget stoflig og vibrerende, den går lige i følelserne og kilder næsten
Sådan noget som lilletrommen har også mere anslag, den slår hårdt og klart, der er masser af dynamik. Omkring soundstage har jeg aldrig hørt noget lignende. Fx i nummeret “Loose yourself to dance” med Daft Punk er der i starten en “glimmer-agtig” lyd der ender i en slags susen og lyden bevæger sig i perspektivet og til slut bevæger lyden sig hurtigt med et “FFFFFT”. Det nye med sa dac er at nu bevæger lyden sig i en bue om bag mig, og det har jeg ikke oplevet så markant før. Det var helt holografisk, jeg fik kuldegysninger over det hele og måtte høre det en 4-5 gange, før jeg kunne lytte videre
Javist, jeg har da været vandt til at sidde 3 meter fra en 55 tommer fladskærm i fuld hd med de andre dacs, flot, lækkert, alt det der… men det her er Tycho Brahe Planetarium og det er sgu bare noget andet
Den 6/5:
Der har altid været en større eller mindre konflikt i lyden på alt hvad jeg før har hørt, enten var det for blødt og tilbagelænet eller også var det et hidsigt og pågående forsøg på en dynamisk gengivelse, det lød aldrig "rigtigt" og jeg havde altid en følelse af at der manglede et eller andet, eller at der var noget galt. Nu er det hele gået op i en højere enhed. Sa1.32 har både energien, detaljerne og den anderledes rene dynamik, der ikke er et kompromis. Den er ret fantastisk. Og hvad mere er, dynamikken og energien, "fod-trampe-effekten" eller hvad man nu skal kalde det, den er der hele tiden. Det jeg mener er at jeg behøver ikke skrue op for lyden, for at få nerven frem i musikken, den er der hele tiden, jeg kan lytte ved moderat volume og musikken går lige i kroppen, det er simpelthen så lækker en oplevelse. Denne "omnipotente dynamik" er ret ny for mig. Den er kommet lidt bag på mig, eftersom jeg dårlig vidste den eksisterede, den har snydt mig lidt og gemt det bedste til sidst, men det gør nu ikke noget
den 12/5:
Hvad er det egentlig man fĂĄr med den ekstra dynamik i sa1.32, er det overhovedet noget der rigtig betyder noget, eller er det bare smĂĄting?
Jaa... for eksempel et album som "Master of puppets" med Metallica, et album som hidtil har forekommet mig lidt kedeligt i lyden, det har nu energi og drive, som det selvfølgelig også skal have, det er jo Metallica
Det samme gælder i øvrigt "Under a blood red sky" med U2.
Jeg må dog tilstå der også er en negativ konsekvens af aktuelle setup. Jeg kan eller gider simpelthen ikke lytte musik via ipod længere. Før syntes jeg den var ok. Det lød ikke lige så godt som det stationære setup, men det var ok, hvis omstændighederne bød det. Men det gider jeg simpelthen ikke mere, lyden er jo fuldstændig drænet for ethvert engagerende moment, så den løsning er jeg færdig med.