Hoved-fi

Jeg synes nogle gange jeg kan fortabe mig lidt i grejet herinde og helt glemme hvad det egentlige formål er - MUSIK!

Derfor prøver jeg at starte denne tråd til at dokumentere hvad jeg lytter til for tiden (jeg har det med at falde i specifikke genrer eller bands i perioder og fabulere lidt over hvorfor mon det sker.

Min Spotify wrapped for 2022 fortæller mig, at jeg har hørt overmåde meget Tool. Ja det har næsten være en besættelse og det har fået mig til at tænke på: hvad er det der trigger al den gåsehud?

Først et stykke musik:


Som jeg ser det adskiller Tool sig fra meget andet musik jeg ellers hører på to punkter: lange numre der typisk starter stille og undervejs skifter meget i intensitet. Derudover er det de ukonventionelle polyrytmer der nærmest snubler sig frem. Når jeg har fanget ideen efter flere genhør er disse snubletråde en genkendelsesglæde jeg ikke får fra en typisk 4/4 sang. Med typisk pop/rock bliver det for mig for banalt med 4/4 og en sang der er gennemskuet efter tik-tok'ske 20 sekunder.

Det er derfor nok derfor ikke så overraskende, at jeg nu er faldet i Radiohead / The Smile som jeg tidligere har dyrket. Så pt. hygger jeg med dem, tjek lige deres Tiny Desk koncert og bliv imponeret over Thom Yorkes skrøbeligt lydende, men fantastisk stærke stemme. Jeg er helt pjattet med sidste nummer "Skrting on the Surface" som er meget jazzet med lækker lyd på alle fronter:


Skriv hvad i lyster af kommentarer, det er ikke en tråd kun for mig, men hvis det er en oneliner med et stykke musik vil jeg nok anbefale "hvad lytter i til nu" tråden

Det er utrolig forskelligt hvad jeg hører.

Lige i øjeblikket skamhører jeg John Mayer. Faktisk var jeg igennem det meste af hans katalog i løbet af weekenden. Finder siden ud af at han også har fortolket andres numre (JJ Cale, Tom Petty mfl. ) og sådan kommer jeg rundt til mange andre af de kunstnere jeg hører.
Jeg bliver tit inspireret til at lytte andres fortolkninger og kommer derigennem til at høre en del forskelligt.

Nogen gange når jeg kommer “sent” ind i en kunstners katalog, går jeg tit tilbage i bagkataloget for at “se” forandringen gennem tiderne (Elton John, Bruce Springsteen etc. )

Mage


Bundgas, bundgas, bundgas!!!

Er der noget bedre end at opdage en kunstner sent så der er en hel verden der langsomt folder sig ud?

Jeg har en dum tendens til at lytte til alt muligt mens jeg arbejder, hvilket hjælper min koncentration, men ofte ikke yder kunstneren retfærdighed og måske slet ikke opdager hvor godt det i virkeligheden er...

Min tour-de-Radiohead har på det sidste gjort det klart hvor Kashmir har fået deres inspiration fra og måske nogle gange lyder lidt som en tynd udgave af selv samme

Bruger lofi til at slappe af med og sove til

Det er vel efterhånden en kendt sag, at jeg hører mest (omtrent udelukkende) klassisk. Jeg er ikke fra et hjem med klaver (eller meget musik, for den sags skyld), så æren for at plante frøet går til en kammerat, der sidst i 80’erne forærerede mig udvalgte LP’er fra sin egen samling.

Albert Sweitzer spillede Bach’s orgelværker (1936-38), Emil Telmányi førte Vega-buen i Bach’s violinsonater (1954), tidlige optagelser (1916-20) med Jacques Thibaud.. Det var der, det hele startede.

35 år senere er ikke meget forandret Jeg hører stadig helst musik fra før min tid, helst solo-instrumenter, og allerhelst Bach. Spørger man mig hvorfor, bliver jeg svar skyldig, men jeg mistænker at senere musik er for selvoptaget, for følelsesmæssigt forkvaklet, eller for uvæsentlig for min smag.

Det er jo en hård dom at fælde over et halvt århundredes musikalske udfoldelser så måske fandt noget noget bare hjem i starten, og som hos folk flest har den kørt på repeat siden

For nylig hørte jeg i radioen, at musiksmagen bliver grundlagt i 17-22/23 års alderen. Så den musik vi hører i den alder er virkelig med til at forme vores fremtidige musiksmag.
For mit vedkommende passer det meget godt. Jeg knuselsker Fleetwood Mac - Tango in the night, og selv om Rumours nok har højere status, så gik jeg for sent i gang med at høre den. Rumours er da fantastisk musik, men hvis jeg virkelig skal føres tilbage er det Tango der skal på.


Den første heavyrock plade jeg købte var Black Sabbath - Born again, der har fået så mange høvl, og "du skal hellere høre.....", men jeg har ikke hørt noget B.S. der er bedre end Born Again.

For mig var det tidligere, nok mere 15-16, Stock Aitken and Waterman kom til lige omkring 86-87 og forpestede musikscenen med Rick Astley, Kylie, Jason Donovan og alskens forfærdelig larm, så jeg holder mere fast i det jeg hørte før, det der maskin musik kom til.
Primært tidlige 80er.
Jeg lytter dog til en del Cure som jeg først "opdagede" omkring 18 års alderen, med "Disintegration" der er også andet fra den periode, hvor jeg lyttede meget til "Det elektriske barometer" i P4 på P1.

Men det meste af musikken fra 90erne efterlod mig kold og ligegyldig, måske derfor jeg er så ungdommelig og hip med de unge i dag ??

Claus-DK skrev:For mig var det tidligere, nok mere 15-16, Stock Aitken and Waterman kom til lige omkring 86-87 og forpestede musikscenen med Rick Astley, Kylie, Jason Donovan og alskens forfærdelig larm, så jeg holder mere fast i det jeg hørte før, det der maskin musik kom til.
Primært tidlige 80er.

Jeg kunne ikke være mere enig..
1980-1984 er helt klart , for mig, årene hvor der blev produceret noget virkeligt dygtigt

Allerede i 1985 begynder det at blive mere genbrug/maskin-musik

Medmindre man holder sig til de afro-amerikanske produceringer



Sendt fra min Armor 24 med Tapatalk

Lige nu lytter jeg mest til Motown, der gemmer sig så mage skønne sange og regulære juveler i den musik.

Claus-DK skrev:Lige nu lytter jeg mest til Motown, der gemmer sig så mage skønne sange og regulære juveler i den musik.

Spørger du mig, så er det ikke så lidt af de gamle Motown drenge , som endte med at stå bag , selv meget hvid musik, helt op gennem 80'erne
Det er ihvertfald ret sjovt at checke discogs.com når noget lyder lidt for godt
Så ja - Motown rykker også i mig


Sendt fra min Armor 24 med Tapatalk