af SNI » 23. maj 2016, 08:42
Jeg har efterhånden haft en del udstyr i hånden, både som anmelder og som en af de 3 gutter, som har bygget eLABS apparaterne.
Min opfattelse er, at tilspilning er reelt, for så vidt angår transducere. Dvs. din højtalere og dine pick-upper og selvfølgelig din hovedtelefoner.
Mht. elektronik så er det noget anderledes. Her er der tale om opvarmning og den tid det tager for kredsløbene, at stabilisere sig.
For kredsløb med meget lavt strømforbrug, som f.eks. digitale kredsløb, tager opvarmningen længere tid, end for traditionelle analoge kredsløb.
Typisk vil et apparat som f.eks. en preamp, en DAC, en HPA, en RIAA eller lign. være godt varmet igennem på et døgns tid. Man kan godt komme ud for, at det tager en dag mere, herefter er der ikke mere at komme efter.
Men noget som en gang imellem kan snyde, hvis man eksperimenterer med elektronik er, at lodninger i sig selv, har en eller anden tid, hvor de ligesom sætter sig.
Så hvis man afprøver en ny komponent i en konstruktion, og der skal loddes, så kan man faktisk ikke bedømme den med sikkerhed før dagen efter.
Mange der eksperimenterer med f.eks. delefiltre, kan godt have ladet sig snyde på den konto.
Og så til det evige diskussions emne kablerne. Jeg har ofte hørt om, hvorledes en hifi nørd kommer hjem med et nyt kabel, og sætter det på sit set-up, og er ved at falde ned af stolen. Lyden er helt anderledes detaljeret, og kablet er hver en krone værd.
Det skyldes næsten altid, at kontaktfladerne er blevet motioneret ved udskiftningen. Jeg har prøvet det her mange gange, og den første gangs oplevelse som nævnt, den kan bare ikke gentages på ens eget set-up.
Jeg har så studeret lidt om emnet, og på den baggrund udviklet min egen metode til, at finde ud af hvad der er op og ned på det hele.
For det første, så er det et faktum, at den bedste kontakt mellem f.eks. stik og bøsninger, opnås efter nogle dage. Kontaktmodstanden falder de første dage, for derefter at stige. Det er noget man ved fra f.eks. højspænding, og hos dem er kontaktmodstand en faktor, som det kan koste dyrt at overse.
Så man står altså der, og oplever en forskel, som reelt ikke skyldes kablet.
Måden at komme uden om det på er, at rengøre alle de kabler man vil sammenligne med piberensere og isopropylakohol, før man begynder. Også bøsningerne bag på apparaterne skal med, og så sammenligne ud fra det.
Man får ganske vist ikke den 100% optimale kontakt med i sammenligningen, men det er så ens for begge kabler.
Resultatet af at gøre sådan er ofte, at begejstringen dæmpes lidt, fordi forskellene er mindre end man lige regner med, såfremt det er gode kabler og stik der anvendes.
Min konklusionen er derfor, at elektronik ikke skal tilspilles, det skal varmes op og stabiliseres. For kablers vedkommende så er det kontaktfladerne, som ændres i løbet af nogle dage, man skal så dog ikke pille ved kablet, blot lade det ligge eller hænge.
For højtalere, hovedtelefoner og pickupper gælder helt andre forhold, både tilspilning, temperatur. luftfugtighed m.m kan påvirke deres performance, og man skal ikke tro, at tilspilning for disses vedkommende er et engangsfænomen, næeh hvis de ikke bliver brugt, så begynder man forfra.
Hvordan tilspiller man så nemmest?
Det gøres med musik ved svagt niveau, mange tror der skal bulder og brag igennem højtaleren, før der sker noget, men det er faktisk de små bevægelser, som højtaleren bliver bedre til med tiden. bevares de ligger jo oven i de store, men til almindeligt brug, så kan man nøjes med radio på lavt lytteniveau.
Det kan så i visse tilfælde godt tage et stykke tid, jeg har oplevet flere måneder ved jævnt brug.
Pickupper skal bare spille, det er ligegyldigt hvad og hvor højt.
Jeg håber det kan kaste lidt lys over problematikken.
Jeg holder lav profil mht. rør, idet jeg ikke har spillet på rør i mange år, og simpelten ikke kan huske hvordan det var med dem.