- heir.jpg (853.51 KiB) Vist 1870 gange
Heir Audio?
Heir Audio er en relativt ny spiller på markedet men manden bag, Dr. John Moulton er bestemt ingen nybegynder. Oprindeligt fra Canada, men har nu laboratorie i Kina i samarbejde med Micro-DSP der fremstiller høreapparater. Han er blevet døbt “The Wizard” for hans evner til at skabe fantastisk flotte custom in-ear monitors med en lyd der matcher det flotte udseende. 8.A til $1099 er deres musikalske topmodel der med 8 balanced armature enheder i hver side leverer en lidt varm lyd og stræber efter at ramme den perfekte balance mellem korrekt og sjov præsentation af musikken. Ønsker man en mere korrekt og analytisk lyd står 6.A til $899 klar til at løse den opgave. Skal lyden være god uden man behøver sælge organer på det sorte marked fås 3.A til $350. 3.A skulle ifølge reviews levere en “sjov” lyd med god bas, men jeg kender mig selv godt nok til at vide at jeg lige så godt kan gå efter topmodellen med det samme. Så hellere vente lidt på at kunne købe den mod ikke at skulle gøre det om 1½ måned senere...
Bestillingsprocessen er i princippet som de fleste andre. Man får lavet aftryk, bestiller sine customs med de farver og artwork osv man ønsker og så sætter man sig til at vente. Men alligevel er der noget helt anderledes ved Heir - Hvis man har handlet med Unique Melody er Heir en helt anden verden. Mails med alverdens spørgsmål bliver besvaret lynhurtigt, løfter bliver holdt og service er HELT i top. Og for folk som mig, med tålmodighed som en 4-årig på sukkertrip er der en fantastisk mulighed for at gøre dyre customs endnu dyrere: Rush order. Det betyder at i stedet for en leveringstid på 5-8 uger så er det pludselig 3-5 dage. Jeg smed naturligvis de $120 uden at blinke, mest af hensyn til mine omgivelser der næppe havde overlevet 5-8 ugers ventetid...
Tilbehør osv.
- IMG_5896_1.jpg (443.69 KiB) Vist 1870 gange
Mine customs ankom i en praktisk transportkasse - Ikke Peli, men en næsten tilsvarende Otterbox. Vandtæt, skudsikker (næsten), slagfast og utrolig robust. Mit navn er graveret i låget af kassen, praktisk hvis jeg nu er til et meet hvor der er flere andre Heir customs eller hvis jeg skulle glemme mit navn. Begge dele kunne ske. Personligt foretrækker jeg Peli cases frem for Otterboxes da de kommer med en trykudligningsventil. Otterbox’en måtte jeg til mine kollegers store morskab brække op med en ske på grund af undertrykket der var opstået på flyveturen. Da jeg endelig fik den åbnet måtte jeg konstatere at rygterne om “The Wizard” bestemt ikke var overdrevne. Jeg har forsøgt at fange det på billederne men de yder dem ikke retfærdighed. På 8.A er faceplates i carbon eller træ med i prisen, men da jeg fandt ud af at de kunne lave laserskæringer i aluminium var jeg nødt til at have det. +$50 for børstet alu og +$50 for laseren... Det løber nemt op når man sidder med den bestillingsseddel! Der kan også bestilles indlæg af spejle og printkort eller hvad med flettet græs? En selvlysende shell? Mulighederne taget i betragtning er mine faktisk ganske kedelige i mørkeblå og alu.
Fit var fuldstændig perfekt da først jeg lærte at indsætte dem rigtigt. Jeg fik mine 8.A med Heir’s “Magnus 1” kabel (+$120) og jeg må indrømme at jeg er svært imponeret. Jeg har altid været glad for Westone’s “Epic” kabel der også bruges af mange andre, under mange andre navne. Det er diskret og smidigt, 3 sorte ledere fra y-split til minijack. Magnus 1 ligner på overfladen Epic kablet men med 4 ledere hele vejen til det vinklede Neutrik stik, men forskellene er større end det. Kablet er sølvbelagt supertynd kobberfolie pakket ind i kevlar og skulle have en brudstyrke på 20 kilo. Jeg har ikke testet det, men det er ultrafleksibelt og virker meget robust. Derudover lyder det glimrende, jeg har A/B testet det op mod det meget stivere Fortis V2 fra Amp City (Efter alt at dømme lavet af Toxic Cables), et solid core kabel i rent sølv. Det hiver mellemtonen 5-10% længere frem i lydbilledet i forhold til sølv/kobber hybriden men det er en smagssag om det så er godt eller skidt. Jeg kunne faktisk godt lide lyden af Fortis V2 men Magnus kablet er SÅ meget rarere at bruge - det er lettere og mere fleksibelt så det vinder helt klart for mig. Måske Fortis kunne gøre det godt på mine Sennheisere eller Ultrasone - det er lige kraftigt nok til IEMs og Magnus kablet er en langt bedre løsning i hverdagen hvor praktiske hensyn også tæller.
- IMG_5901_1.jpg (552.73 KiB) Vist 1870 gange
Videre til lyden...
Bas
Bas på Heir 8.A er for mig en helt ny verden. Der var numre hvor jeg undrede mig over at bassen slet ikke var så kraftig eller dyb som jeg troede den skulle være og så var der andre numre der pludselig gik dybere eller lød anderledes end de plejede. Jeg havde svært at sætte en finger på hvad der var “galt” indtil det gik op for mig at fejlen højst sandsynlig skulle findes i hvordan jeg hidtil havde fået bas serveret. De sidste par måneder har jeg brugt mine FS Atrio in-ears der med rette er berømte for deres bas. En anmelder beskrev hvordan han kunne SE bassen når vibrationerne forplantede sig til hans øjenæbler og jeg har oplevet det samme. Bassen bliver pludselig en fysisk følelse og på meget musik fungerer det rigtig godt. Da jeg skiftede til Heir 8.A var det ikke længere et fænomen jeg oplevede, medmindre jeg opsøgte det med de mest bizarre bastunge indspilninger (Trentemøller - Chameleon, 0:40) og der endda kun hvis der også blev skruet lidt ekstra op for lydstyrken. Til gengæld var der nu en masse lag i bassen der har åbnet sig for mig og bas er ikke bare bas. På System Of a Down - Chop Suey kan jeg med FS Atrio høre at der bankes i forskellige trommer. Med Heir 8.A kan jeg fortælle hvor i trommesættet de sidder... Da jeg havde UM Merlins var der masser af detaljer i diskant og mellemtone på et lag af tordnende bas med masser af impact fra den store dynamic driver (som FS Atrio) der var dedikeret til at levere bunden. I Heir 8.A bliver de nedre registre serviceret af to enorme BA-enheder der ikke alene leverer rumlen og smæld på niveau med dynamiske enheder, men gør det med en hastighed, kontrol og detaljegrad jeg ikke før har oplevet. Dynamiske enheder kan noget helt særligt når det kommer til “visceral impact”, den fysiske fornemmelse af bas og anslag, men de fuldfede BA-tvillinger i bunden af 8.A ånder dem lige i nakken på det punkt også. Mens jeg ventede på at få mine penge retur fra UM så jeg kunne købe 8.A legede jeg med tanken om at supplere 8.A med et par FS Mg6 Pro customs, der med en top of the line 13mm dynamisk enhed i hver side ifølge Future Sonics (og en enkelt anmelder på Head-Fi) er guds gave til dine øregange, kan punktsvejse under vand, lave verdens bedste præsentation af messingslagtøj osv. Men de kan lave bas. Dyyyb, punchy, voldsom bas, lige som jeg troede jeg kunne lide det. Den plan levede i mit baghoved lige indtil første gang jeg hørte Daft Punk - Da Funk på 8.A. Nummeret starter med lyden af en travl gade, med trafik, fodtrin, folk der snakker osv. (Det giver mening hvis man ser videoen). Allerede her er der forskel. Det hele lyder fuldstændig livagtigt og jeg tror næsten på at jeg står på gaden i virkeligheden. Soundstage er enorm, men alligevel troværdig. Så starter musikken, først en synth der lyder som et dårligt forsøg på at lyde som en elektrisk guitar (0:09) og trommerne begynder i det små. Lydene fra gaden forstummer (0:26) og så kommer det første beat ind fra venstre og lyder næsten som rigtige trommer. Her var jeg lidt skuffet over bassen fra 8.A, de trommer plejede at nå meget dybere. Jeg når kun lige at tænke tanken før “det rigtige” beat sætter ind ved 0:44 og rammer dybt og hårdt som en mavepuster. Det er altså ikke fordi 8.A ikke rækker dybt, de gør det bare kun når de skal. Jeg kunne blive ved med at rable om bassen alene, men til trods for min avatar vil jeg også forsøge at beskrive resten af spektret...
Mellemtone
Ved at have en bas der kun stikker hovedet frem når det er påkrævet får mellemtonen noget nemmere arbejdsforhold og et nummer som Louise Rogers - Comes Love har ikke alene en stor, doven kontrabas der fylder meget i lydbilledet, men også en tungt åndende bassist. Jeg har ofte brugt hans åndedrag som målestok for hvor godt en given hovedtelefon ramte balancen mellem analytisk og musikalsk: Kunne jeg høre ham trækket vejret uden det distraherede mig i en grad så jeg ikke kunne nyde nummeret? Heir 8.A rammer perfekt for mig her. Jeg oplevede et par gange at nummeret bare smuttede forbi mig fordi jeg glemte at lytte efter ham. Når jeg så huskede at lytte efter gik det op for mig at Louise Rogers’ vejrtrækning også er ganske tydeligt med på indspilningen og de burde lære at sidde stille i det studie i stedet for at flytte sig som der er en der gør ved 2:11. For at springe til noget mere macho musik er der på soundtracket til Bridget Jones’ Diary 2 en duet mellem Rufus Wainwright og Dido, “I Eat Dinner”. Først synger Rufus med sin særlige klynkende vokal over en minimalistisk musikalsk baggrund med et strejf af backingvokaler indimellem og det kan være svært ikke at blive distraheret af hans vejrtrækning. Ved 2:27 tager Dido en dyb indånding og sætter ind med sin altid behagelige vokal og lidt mere kontrollerede vejrtrækning. Alle de små facetter er med og man fornemmer hvor mange følelser der bliver lagt i sangen. Det betyder desværre at Rufus Wainwright lyder som en virkelig lidende kunstner i en trøje plettet af tårer fremfører de sørgeligste vers han nogensinde har skrevet, mens Dido lyder som om hun blev fløjet ind til lejligheden, fik teksten stukket i hånden og med jetlag intakt fik besked på at lyde lidt trist. Det ændrer dog ikke på at det er et godt nummer og i det mindste er de ikke lige så milevidt fra hinanden som f.eks. Sting & Sugababes på skræmmeeksemplet “Shape of my heart”.
Mellemtonen på 8.A bliver præsenteret så vokaler fremhæves, men ikke på bekostning af resten af musikken. Måske ikke 100% neutralt, men heller ikke en aggresiv “forward” lyd som UM Merlin kunne finde på. På The Cranberries - No Need To Argue står Dolores O’Riordans stemme krystalklart foran orglet samtidig med at den akustiske guitar forsigtigt dukker op ved 0:43 og det er svært ikke bare at glide væk i musikken. Når man kommer lige fra den døde sild Dido er det umuligt ikke at bemærke hvor meget sjæl der ligger i dette nummer, og til trods for at Dolores umiddelbart også lyder ganske rolig er man ikke i tvivl om at der ligger følelser bag ordene. Mellemtonen er varm i sin lyd, men stadig lysere (det lyder som noget ævl, jeg ved det) i tonen end f.eks. Sennheiser HD650. Bare lige et strejf af “liv” uden det hele bliver for mørkt og mudret og der er stadig tonsvis af detaljer med. Det giver en meget naturlig lyd der (for mig) perfekt rammer balancen mellem musikalsk og analytisk og jeg kan lytte til al min musik i timevis uden at finde noget der lyder skidt på Heir 8.A. Her til morgen måtte jeg med bussen til arbejde og udnyttede tiden til at høre Puscifers album “Conditions of My Parole”. Indtil i dag anede jeg ikke at Carina Round var med på alle numrene og jeg har hørt det album utallige gange. På nogen numre har hun en meget fremtrædende rolle, men det var nyt for mig at hun dukker diskret op, gerne til venste, på alle de numre jeg ellers troede kun havde vokaler fra Maynard.
Diskant
Diskanten på 8.A har fået tildelt ikke mindre end to sæt dobbelte BA-enheder, i alt 4 drivere. Et sæt til diskant og et til “super-high” diskant. Det virker umiddelbart som lidt et underligt valg til en CIEM der skulle have en varm præsentation med let fremhævet bas, men det virker. Diskanten er tilbagelænet og behagelig, men alligevel ikke skubbet i baggrunden. De 4 enheder giver fornemmelsen af at de lyse toner bare kan fortsætte opad og opad, fuldstændig ubesværet uden den nogensinde bliver skingre eller skærende. Tonerne ruller ikke af og forsvinder som på HD650 og FS Atrio, de er skam godt med på 8.A - de lyner bare ikke frem mod dine trommehinder som på f.eks. Grado SR325i eller Etymotic ER4. Dette må endelig ikke tolkes som om detaljerne mangler i toppen, for de er der skam og opløsningen er rigtig god. Diskanten er sjældent den del af musikken jeg dyrker mest, men det er efter en lille uges ejerskab så småt ved at ændre sig med 8.A. Kombinationen af soundstage og opløsning uden at lyde skinger gør at jeg nu aktivt lytter til f.eks. strygere i stedet for kun at bruge det som baggrundsmusik mens jeg arbejder eller når der skal kobles af. Vokaler i den lysere ende som f.eks. mit faste testnummer Hush - Sometimes klares uden problemer og Dorte Gerlachs vokal folder sig ubesværet ud, uden på noget tidspunkt at lyde skinger eller blive “rullet af”. Jeg beklager mine ringe evner til at beskrive den unikke præsentation af diskanten på 8.A, men det er helt nyt for mig at nyde de højere frekvenser
Konklusion
Lydmæssigt er Heir 8.A lige i skabet for mig. UM Merlin gav mig den lyd jeg troede jeg ville have, men med 8.A får jeg en langt mere raffineret og alsidig præsentation samtidig med kælderdyb bas - når det er i musikken. Mellemtonen er super lækker uden at blive glattet for meget ud og præsenteres fremme i lydbilledet uden at blive påtrængende og aggresiv som Grado’er kan være og som UM Merlins også var. Fornemmelsen af at sangeren står lige foran dig kan være besnærende, men det risikerer også at blive trættende i længden. Det samme gælder diskanten der på Heir 8.A er kompetent og detaljeret uden at blive aggresiv eller kunstigt fremhævet. Jeg bruger in-ears hele dagen igennem på jobbet, så 6-8 timers musiklytning om dagen er normen for mig. Det betyder at jeg stiller store krav til lyd og komfort og mine 8.A leverer begge dele til topkarakter. Det er fint at Heir tilbyder re-shelling til kun $70, men jeg tror bestemt ikke det bliver aktuelt for mig - de skal ingen steder dem her.
- IMG_5905_1.jpg (372.66 KiB) Vist 1870 gange
Den oprindelige tråd med god plads til spørgsmål kan findes lige her.
