Jeg kan jo lige så godt starte med det som synes at være denne hovedtelefons mest kendte karakteristika, nemlig placeringen! Og ja: Placeringen er meget vigtig! Til gengæld synes jeg det er ret nemt at afgøre, hvornår den er der, og hvornår den ikke er der. Dåselyd er så præcis en beskrivelse det kan være, når den ikke sidder rigtigt. Hos mig er den optimale placering nærmest midt på øret, måske en anelse længere bagud, end hvor jeg normalt placerer andre on-ears. Det vigtigste er at den lukker tæt til. På mine små ører sidder den bedst når puden nærmest følger øret rundt fra flip til.... hvad den øverste del af øret nu hedder. Og den sidder godt tæt. Der skal ikke være noget creme i hornet, for så begynder vejrtrækningen at give hvislelyde i kraniet! Hvis man løfter en af kopperne lidt ud fra øret, og derefter trykker den ind mod øret igen, kan man tydeligt høre en ventillyd, når puden trykkes sammen og der presses luft ud. Lidt ligesom når man lukker låget på en Tupperware (hvis der altså er nogen der er bekendte med dén lyd). Bøjlen kan ”formpresses” lidt, så man kan justere hvor meget pres der er på kopperne.
Komforten er et kompromis mellem det at den sidder så tætsluttende på øret, og så hovedtelefonens spinkle design. Det, at den presser en del på ørene, betyder at der ikke er så stort et pres fra de små bøjler, oven på hovedet. Til gengæld er der jo så netop presset på ørene. I starten synes jeg den var ubekvem at sidde med, men efterhånden har jeg vænnet mig til den, og nu kan jeg snildt sidde et times tid med dem. Men så heller ikke mere. Der er stadig et langt stykkke til komforten i circumaurale eller rundt-om-øret hovedtelefoner.
Lyden
På det stationære anlæg fornemmer jeg en virkelig god samlet præsentation. I starten lød det en anelse sammmentrukket eller indelukket, men efter lidt tids lytning synes jeg det har åbnet rigtig meget op. Soundstagen virkede også umiddelbart en anelse begrænset, men efterhånden som jeg har fået hørt en del musik på dem, dukker der flere og flere numre op der viser, at der faktisk kan være en ret stor udstrækning, især i bredden. Dybden og ”højden” virker dog stadig en anelse mindre, end på DT880. I det hele taget er der noget mere rum på DT880, ligesom opløsningen er klart bedre. En gammel traver (som nogle elsker og nogle elsker at hade) som Nils Lofgrens ”Keith don’t go” viser tydeligt forskellene her. Til gengæld er der mere fokus på detaljerne på T50p, ligesom der er en smule mere ”attack” på anslagene af guitarstrengene. Bassen virker fast og punchy, uden dog at nå helt ned i kælderen.
I det hele taget synes T50p at gengive meget intimt. Små ensembler og jazz- og vokalmusik fungerer rigtig godt, fx på Caroline Henderson’s Angel, hvor jeg føler hun sidder så tæt på mig, at hendes mand burde være mistænksom. Stadionrock fungerer bedre andre steder.
Der hvor den største overraskelse kom, var da jeg pluggede den i iPod’en. Her sker der altså bare noget i forhold til de mere prisvenlige hovedtelefoner jeg plejer at anvende. Da jeg havde et par bærbare forstærkere/dac på besøg, kunne jeg konstatere, at dac’en i iPod’en nok var en flaskehals. Men den er altså god nok til tydeligt at vise forskellen mellem fx AKG K518 og så Beyer T50p. Måske ikke hele forskellen, men i hvert fald at der ER forskel
Samlet set synes jeg det virker som om der på stort set alle parametre kan findes andre hovedtelefoner, der lige kan lidt mere. Men til gengæld virker det som om T50p bare har ramt et rigtig godt kompromis. Og det på et relativt højt niveau, så man bare kan nyde musikken, uden at tænke over om der er noget der kunne være bedre eller værre. Sådan virker de i hvert fald på mig.
Og som lidt ekstra guf i posen fĂĄr man sĂĄdan en med:
Musik:
Nils Lofgren : Acoustic Live (Keith don’t go)
Sange fra 1. sal : Caroline Henderson (Angel)
