Hvorfor siger folk STAX ikke kan spille bas ???
Jeg synes bassen er dejlig, den er kraftig, fast og præcis.
Der bliver ikke smurt bas ud over det hele, men er der bas sĂĄ er der bas og den er rigtig fin..
Der er gjort meget for at de skal være så neutrale som muligt, det er mit indtryk af dem og har man det som mål, kan de jo ikke være basmonstre, men når man kan læse at de ligefrem mangler bas, må jeg ryste på hovedet (bare ikke lige nu for tænk hvis de faldt af.)
Jeg er sådan mere eller mindre ved at høre alle mine favoritnumre, for det er nødvendigt, det er nødvendigt fordi jeg aldrig har hørt dem sådan, her snakker jeg ikke så meget lydkvaliteten, men måden det hele præsenteres på, det er så høfligt, der er plads til det hele og der er ikke noget der møver sig frem eller bliver skubbet tilbage..
Lige nu er det "everybody hurts", sådan en sang man slet ikke kan udgå helt at forsvinde i, den er så dejlig simpel og tekst og melodi går op i en højere enhed, man kan mærke smerten både i ord og i lydbilledet, det kan man sådan set altid med sådan et nummer, det er bare på en anden måde, normalt er jeg sådan lidt fokuseret på teksten og stemmen i den sang, men jeg får et mere komplet billede for det hele står der høfligt og venter på jeg lytter..
Dette sæt har været en af de der AHAoplevelser, ligesom de første anstændige inears, den første forstærker, den første gode forstærker, den første gode DAC og en masse andre oplevelser som har gjort varigt indtryk på mig og denne AHAoplevelse er
STOR"we will rock you" her er det måske at høfligheden er lidt en hæmsko, dog kan de godt spille med kant, de gør det bare høfligt og det er ikke helt så engagerende som f.eks. DX1000 som lidt tager dig om nakken og hamrer knæet ind i hjernen på dig, sådan billedeligt talt og det kan jeg godt lide, så det er ikke alt de kan, selvom det stadig lyder bedre end det meste andet jeg har hørt kan de ikke helt være med på lige det nummer, det er på samme måde med "another one bites the dust" bare ikke helt så slemt..
"king of Pain" Et af mine absolutte yndlingsnumre, jeg er helt tosset med at høre Sting´s eminente bas, som istedet for bare at ligge under det andet musik, i dette nummer er det bærende element i omkvædet, det er lavet så godt at man ikke rigtig lægger mærke til det, der er også stykker hvor bassen ganske enkelt holder pause, jeg synes ofte at bassen altid er der og kører i baggrunden og kommer lidt frem igen, men her forsvinder den helt og kommer så som en anden fugl Fønix genfødt og med endnu flere kræfter og sætter sig fuldstændigt på nummeret, samtidigt forstår Sting også at lade sin egen stemme vige for bassen..
Det er et nummer med mange lag og man kunne nok skrive om det resten af natten, men så kunne jeg jo ikke høre andet og det går jo ikke..
"wrapped around your finger" har et helt andet image, her har vi en "normal" bas, hvis Sting´s arbejde nogensinde kan kaldes normalt, det tror jeg ikke det kan, men den ligger der hvor man regner med den ligger og spiller den rolle som man er mere vant til, det vil lidt sige at den følges lidt med den dybeste af trommerne, ofte har det trick den effekt at man opfatter trommen som værende den der leverer de dybeste toner, men ikke her man kan tydeligt høre at det baspunch der er, er en blanding og det kan godt dræbe klubstemningen, så det skal man nok ikke lytte så meget til, bare nyde at der er kommet endnu en dimension på et gammelt afholdt nummer, jeg vidste godt de ting i forvejen, men de bliver skåret ud i pap her og det kan nogle af os godt have glæde af indimellem..
"manchild" Et godt og velproduceret hiphop nummer, hedder det stadig hiphop ?? nå men det kalder jeg det bare, igen musik med bas og baseffekter i centrum, jeg kunne godt tåle en smule større mængde af bas, det er stadig en dejlig sang, men når bassen SKAL være dominerende går det en smule opad bakke, der er stadig god og kraftig bas, men den magter ikke at bestemme, som den bør og skal i sådan et nummer..
Hmmm er jeg ved at komme frem til at de faktisk er lidt svage i bassen ??
NĂĄ det er hvad der sker nĂĄr man bare skyder fra hoften, mens man lytter, nye ting man ikke selv vidste kan dukke op, det er jo bĂĄde godt og skidt..
"foreign affair" Der findes nok ikke meget musik der er bedre indspillet, bedre fremført end det som Mike Oldfield stod for i 80erne, jeg kan så bedst lide de nemme numre, altså dem med en vokal, det andet bliver for kedeligt for mig.
Det som Mike Oldfield mestrede var/er at lave et utroligt avanceret mønster og så få det til at lyde enkelt, lidt ligesom et flot ægte tæppe, som er smukt og harmonisk på afstand og en kilde til stor glæde når man zoomer ind på detaljerne som er mange og fine og kunsten er lidt at få de småbitte detaljer til at understøtte de store flader og det skal gøres på en måde der ikke forstyrrer, for så ligner det bare snavs.
Dette er noget som de her bøffer virkelig kan gøre tydeligt, alle de småbitte ting man ikke tænker over men som gør os så glade inden i..
"the Race" Yello er noget som jeg var mange år om at opdage, jeg synes i mange år det var noget underligt og træls musik, men det er ligesom stille og roligt kravlet ind under huden på mig, dette nummer har en ligeså dominerende bas som "manchild" men her får den lov til at bestemme, nu er Yello heller ikke kendte for at gå på kompromis med deres lyd, han er vist så absurd rig at de penge han tjener på musikken, dårligt rækker til en god aften i byen, så der er musikken en HOBBY og noget der ikke gøres for pæng, hvilket er med til at give Yello deres kant, vi får ikke det vi vil have, men det de vil lave, om man så kan lide det eller ej er nok ret personligt, men for mig er det stille og roligt listet ind ad bagdøren og nu er jeg nærmest hver gang jeg hører et nummer med dem glædeligt overrasket over de nye lag, melodier og rytmer der dukker frem af disen, igen er detalje rigdommen noget der virkelig pløjer sig igennem ens bevidsthed, dejligt dejligt, men man bliver lidt træt i roen..
"undressed" en lille sød kærligheds sang med Lloyd Cole, det her virker bare, akustisk guitar og en god mandestemme et væld af små finesser i guitarspillet springer mig i ørerne, de er ikke noget man ellers hører, dette er sådan en slags stemningsmusik for mig, ikke noget jeg normalt "lytter" sådan rigtigt til, jeg synes bare det er en sjov lille sang som jeg altid gør mig glad i låget og det gør den også selvom jeg nørdlytter, ikke nogen nem bedrift for et par hovedtelefoner..
Der kommer nok lidt flere indtryk, men ikke i aften, jeg har haft en lang dag og er ved at have flade batterier..
Jeg håber at jeg kan slutte af med en eller anden konklusion om føje tid.
