Jeg har skrevet lidt indtryk fra T1 drevet af den gamle Isabellina HPA i denne trĂĄd:
viewtopic.php?f=11&t=1157&p=20989&hilit=t1+dagbog#p20989Konklusionen - sammenlignet med WA2 - var, at WA2 giver T1 mere dynamik. Mere overskud og nærvær i lyden. Samt bedre soundstage. Spørgsmålet er nu om LFP-V-opgraderingen har ændret dette.
Starter med lidt blandet lytning. Og det første, jeg konstaterer er, at T1 er sultne. Gain befinder sig helt oppe på kl. 2-3, men så har jeg heller ikke lyst til at høre musikken meget højere. Dog har jeg i min musiksamling en del som er lavt indspillet, og i de situationer, vil Isabellinaen nok kun liiiige klare opgaven. Og det er måske også godt nok. Jeg kan bare godt li' at have lidt at give af. Det er måske lidt irrationelt eftersom jeg ikke har behov for at spille højere, men alligevel er det et lille minus i min bog. Vinnie tilbyder også en balanceret hovedtelefonforstærker i Isabellinaen, og den skulle have seriøst flere kræfter end den single endede. Måske VAR det den, jeg skulle have haft. Dén tanke vil jage mig og hjemsøge mine drømme. I parantes skal det nævnes at WA2's gain oftest befinder sig omkring kl. 10 med T1. Så der er stor forskel på hvor mange ressourcer de to forstærkere har. Det er helt sikkert, at Isabellinaen får noget at tygge på med T1, spørgsmålet er om kræfterne slår til.
Jeg har med WA2 oplevet at skift mellem forskellige 6922 rør har gjort kæmpe forskel på T1. Der er et Amperex rør og et Mullard rør som jeg er blevet glad for. Jeg har til at begynde med et Amperex rør i Isabellinaen. Jeg har i en anden tråd skrevet om de to rør "Amperex 6dj8 (orange globe logo, holland) er mere detaljerede i top og bund (end Mullard CV2493), selvom de grundlæggende har samme signatur med dynamik, varme og dybde i lyden. Jeg gætter på at Mullards er det mest varme og mellemtone-fokuserede, du kan få. Men ikke det mest detaljerede. Jeg overvejer at skifte tilbage til Amperex, hvis mine (stadig helt nye) Mullard rør ikke åbner lidt mere op for detaljerne henad vejen..." Der er ingen tvivl om at det Mullard rør også skal prøves i Isabellinaen sammen med T1 hen ad vejen - men indtil videre fortsætter jeg med Amperex røret - også for at have bare lidt konsistens i testen.
Og puha, mens jeg skriver brager Johnny Cash "Further on up the road" gennem T1, og det lyder intet mindre end fantastisk. Detaljeringen er helt i top. Vokalen er meget nærværende. Og der mangler i hvert fald ikke dynamik. Men det er også en indspilning, hvor der er kælet netop for de ting. En af de ting Isabellinaen virkelig kan - og det er helt generelt både for den gamle og den opgraderede version - det er at have SORT baggrund. Den er stille, når den skal være det. Og det giver jo i sagens natur en bedre dynamik. Så selvom den er rimeligt diskret i sin lydsignatur, så formår den alligevel at give musikken form. I øvrigt - og det er jo meget positivt - er den støj, jeg tidligere identificerede med LFP-V opgraderingen, og som jeg tilskrev Amperex røret, forsvundet med burn-in. For det er helt sikkert, at hvis der havde været støj tilbage, så havde jeg hørt det nu med T1
Jeg har lyttet samme spilleliste igennem, som er anført i afsnittet om ER4S (en tilfældig spilleliste...), og Isabellina-T1 kombinationen falder ikke igennem nogle steder. Jeg har svært ved at forlade lyttestationen, for det lyder faktisk bragende godt det hele. Lige som med ER4S er det meget diskret. Stringent. Men der er selvfølgelig meget bedre dynamik og soundstage med T1. de kan ikke rigtigt sammenlignes på andre punkter end diskant og detaljering. Jeg kommer igen til at tænke på Red Wine Audios slogan "Battery powered purist hi-fi", og ja, Vinnie holder hvad han lover. Der er absolut noget puristisk over lydsignaturen. Og det klæder klart T1. Det er sgu meget rendyrket, det her. Sidder med et stort smil på, for det er jo netop noget, jeg har tænkt over en tid. Det er en gængs holdning at synergi mellem komponenter opnås ved at kombinere modsatte egenskaber. Hvis du f.eks. har en mørk forstærker, så er det sikkert et godt match med en lys hovedtelefon etc. Men jeg tænker egentlig, at for VIRKELLIG at opnå en optimal synergi, så skal de enkelte komponenter ligne hinanden så meget som muligt. Jeg synes at Isabellinaen og T1 ligner hinanden ret meget. Med LFP-V opgraderingen har jeg så fået en lille knap at skrue på til den sidste finjustering: røret!
Det jeg især savnede med den gamle Isabellina, var dynamik. Det er blevet meget bedre med LFP-V opgraderingen. Jeg synes også at rør-lyden kommer frem på en positiv måde. Både vokaler og instrumenter har fået mere liv - uden at den meget diskrete og stringente natur kastes overbord. Generelt er soundstage også blevet bedre. Men helt på højde med WA2 kommer den nok ikke. Der sker altså bare et eller andet helt fænomenalt mellem WA2 og T1. Men nu skal jeg lige give den en chance, tror der skal lyttes lidt mere nu - uden alle de ord!
Lidt jazz:
Dexter Gordon - [Gettin' Around [Bonus Tracks] #01] Manha de Carnaval
Al Cohn; Zoot Sims - [Complete Original Quintet/Sextet Studio Recordings Disc 1 #09] My Blues
Al Cohn; Sims, Zoot Quintet - [Complete Original Quintet/Sextet Studio Recordings Disc 2 #05] Angel Eyes
Unknown Artist - [Unknown Album (27-06-2009 20:00:01) #01] Track 1
Jan Johansson - [Jazz PĂĄ Ryska #10] Det GĂĄr en Kosack
Jan Johansson - [Svenska Folklatar #01] Visa FrĂĄn Utanmyra
Thelonious Monk - [Plays Duke Ellington #01] It Don't Mean a Thing (If It Ain't Got That Swing)
Thelonious Monk - [Monk Alone: The Complete Columbia Solo Studio Recordings: 1962-1968 Disc 1 #01] Body and Soul [Remake Take 2]
The Apollo Syncopaters - [Jazz/Some Cities and Towns #101] Mojo Strut
Bobby Timmons - [This Here Is Bobby Timmons #01] This Here
Adderley Brothers - [The Summer of '55 Disc 1 #01] Bohemia After Dark [Take 2]
Adderley Brothers - [The Summer of '55 Disc 1 #02] Bohemia After Dark [Take 1]
Instrumentseparation er helt i top på gode jazz-indspilninger. Utrolig detaljeringsgrad. Varme og realisme i gengivelsen af akustisk bas. Det er bare supergodt. Klaver lyder også fuldstændig som det skal. Generelt meget realistisk gengivelse af instrumenter. Meget "live"-fornemmelse.
Man får hvad man beder om med dette setup. Dårlige indspilninger bliver gengivet ubønhørligt. Der er med andre ord ingen grund til at høre ragtime ol. Hør det på et mere tilgivende setup. Det kommer nu ikke bag på mig, men det skulle jo prøves.
Der er en afmålthed over lydsignaturen. Der er en nærmest overdreven god kontrol. Måske er det derfor, at det der sker, når man sætter masser af kræfter foran Isabellinaen, er så utroligt. Jeg synes den interne forstærker - vel at mærke efter LFP-V opgraderingen, for den ER blevet meget bedre - har en meget charmerende lyd, og den er bestemt kompetent til at drive de fleste hovedtelefoner på markedet rigtig godt. Men jeg er også blevet nysgerrig efter at høre den balancerede forstærker, som Vinnie tilbyder.
Direkte sammenlignet med WA2 kan den interne forstærker ikke måle sig. Men det er jo også en urimelig sammenligning eftersom WA2 er en stor fullblown OTL rørforstærker. Når jeg tænker på hvor meget Vinnie har fået ud af lidt - så er det egentlig imponerende. Jeg har fået en rigtig fin lille rørforstærker bygget ind i den batteridrevne og "semi-transportable" dac/amp. Det betyder at jeg kan få rørlyd i køkkenet og på kontoret alt efter behov
Jeg kan bare tage den under armen sammen med den bærbare, det synes jeg er smart!
Jeg kan huske at skiftet fra Amperex til Mullard i WA2 gjorde en stor forskel. Jeg følte at lyden blev meget mere nærværende og som om der var mere "hul igennem" især i mellemtonen. Jeg skal snart have prøvet Mullard-røret i Isabellinaen. Måske kan det give forstærkeren det sidste skub med T1.
Ét punkt, hvor LFP-V edition må være mindst lige så god som Isabellina>WA2, er transparens. Det er virkelig imponerende, og mens jeg sidder og cruiser rundt i samlingen af soul-musik, opdager jeg mange detaljer, jeg ikke tidligere har lagt mærke til! Jeg har haft det indtryk lige fra jeg begyndte at lytte til T1 på den, at intet går tabt. Der er den altså virkelig god. Jeg vil nok sige, at signaturen i dette setup invirerer mest til at lytte til akustisk musik. Jazz og klassisk. Men det meste soul lyder også fremragende. Her er et lille udsnit, og de lød alle godt:
Ray Charles - [Complete Country & Western Recordings 1959-1986 Disc 2 #03] No One to Cry To
Ray Charles - [Complete Country & Western Recordings 1959-1986 Disc 3 #07] Take Me Home, Country Roads
Duffy - [Rockferry CD1 #02] Warwick Avenue
Duffy - [Endlessly CD1 #05] Don't forsake me
Gnarls Barkley - [The Odd Couple CD1 #02] Who's Gonna Save My Soul
Gnarls Barkley - [St. Elsewhere CD1 #02] Crazy
Stevie Wonder - [Motown Legends: I Was Made to Love Her CD1 #04] A Place in the Sun
Unknown Artist - [Unknown Album (28-06-2009 10:43:50) #01] Track 1
Candi Staton - [His Hands CD1 #01] You Don't Have Far To Go
Candi Staton - [His Hands CD1 #02] When Hearts Grow Cold
Solomon Burke - [Nashville #01] That's How I Got to Memphis
Al Green - [The Legendary Hi Albums Disc 2 #03] So You're Leaving
Al Green - [The Legendary Hi Albums Disc 2 #05] Old Time Lovin'
Tom Jones - [Green Green Grass Of Home CD1 #02] He'll Have To Go
Tom Jones - [Green Green Grass Of Home CD1 #04] Sixteen Tons
Tom Jones - [Green Green Grass Of Home CD1 #12] Mohair Sam
Al Green blev lidt lyst og skarpt i det, men det gør de indspilninger næsten altid. De er altid lige på kanten til at lyde skingert. Meget svær musik. Altså hvis man gerne vil høre det ordentligt. Man kan jo altid tage en eller anden totalt mudret og loudness-agtig tingest på hovedet og blive fri for alle detaljer over en vis frekvens, men det er jo heller ikke meningen
resten har jeg faktisk ikke en finger at sætte på. Fremragende!
Klassisk musik fungerer også rigtig godt. Suveræn sort baggrund og god dynamik. Instrumenter, særligt cello, har god tekstur. Og det er nemt at forestille sig rent fysisk hvordan der spilles. Igen imponerende detaljeringsniveau. Klaver lyder meget realistisk. Jeg savner ikke rigtigt noget her. Det skal nævnes at jeg kun har lyttet til enkelte instrumenter og mindre strygekvartetter. De store, mere komplekse, orkesterværker lytter jeg ikke rigtigt til.
Generelt: Ind imellem har jeg været bange for, at forstærkeren ikke var helt kraftig nok til T1. Jeg har dog ikke oplevet at løbe tør for gain endnu. Men en anden ting har slået mig en del gange, og det er, at det lyder godt ved relativt lav volumen. Det er ikke altid, at det forholder sig sådan. Uden tvivl godt for helbredet, at jeg ikke er nødt til at skrue op for at opfatte detaljer og føle musikken. Igen må det skyldes den sorte baggrund og den meget dynamiske lyd.