Isabellina HPA LFP-V Edition lytteindtryk

[librarian]

Her kommer opdaterede lytteindtryk fra den opgraderede Isabellina. Hele batteridelen/strømforsyningen i enheden er udskiftet fra SLA til Lithium. Der er kommet et rør i udgangen (type 6922). Jeg fik Vinnie fra Red Wine Audio til at lave opgraderingen for mig gratis, og det har således kun kostet mig ca. 1700,- i fragt mv. at få denne opgradering. Jeg har til gengæld lovet ham en anmeldelse på head-fi.org - dog ikke nødvendigvis en positiv - men han virker meget sikker i sin sag.

I denne tråd viewtopic.php?f=10&t=348&p=5452&hilit=isabellina+lytteindtryk#p5452 har jeg skrevet om lytteindtryk fra den gamle version, der blot hedder Isabellina HPA. Jeg testede mine daværende hovedtelefoner, som var DT770/600, DT880 (600 ohms vintage), HD650 og DX1000. Denne gang testes DX1000, HD650, T1 og ER4S.

Konklusionen var sidst, at forstærker-delen af Isabellina HPA ikke helt kan følge med, når det gælder hoevdtelefoner, der er svære at trække. DAC delen har jeg hele tiden været helt vild med, og forstærkeren har altid været fin at have ved hånden, men der var også nogle ting, jeg savnede. Det håber jeg at opgraderingen kan råde bod på!





Er i gang med burn-in. Har udskiftet røret med et NOS Amperex (orange globe, holland).

[librarian]

Isabellina HPA LFP-V Edition > DX1000

Den vilde bulderbasse i den strenge skole



Første dag. Den nye rørforstærker er ikke tilspillet endnu. Jeg har heller ikke været rundt i forskellige genrer, har bare hørt en masse reggae, en genre, jeg elsker at høre på DX1000. Alligevel:

Der er markant bedre kontrol over DX1000 end der var med den tidligere version af Isabellinaen. Den er meget stringent og detaljeret, hvilket klæder DX1000. Bassen er stadig stor og fyldig, måske har den en anelse mindre krop end jeg er vant til, til gengæld er den absolut uden bulder. Præcision. Der er mere gain, har sjældent volumenkontrollen meget over 9! DX1000's store - og lidt vilde, ekko-agtige - soundstage lyder rigtig flot - igen med rigtig god kontrol. DX1000 lyder væsentligt mere korrekt end jeg har prøvet tidligere.

Til gengæld er der lidt mere støj på linien end i den tidligere version. Måske et trade-off ved brug af rør. Nu skal jeg jo have afprøvet forskellige rør. Jeg har nogle rør, som jeg VED er HELT stille, og det er sandsynligt, at den støj, der forekommer nu, stammer fra Amperex røret.

Uha, nogle af de sædvanlige testnumre lyder altså frygtelig, frygtelig godt i denne kombination. Ikke for at springe for hastigt til konklusionen, men LFP-V opgraderingen gør altså rigtig meget godt for DX1000. Love Shops "Alle har en drøm at befri" lyder sgu som en drøm:-) Lagene i produktionen gengives meget detaljeret og fint samtidig med at det punch, som gør DX1000 så attraktiv til rock-musik bevares. Den lyder stadig pænere og mere stringent end på de fleste andre forstærkere, jeg har prøvet, men selv om den er "tæmmet", lyder det langt fra kedeligt! Jeg får sådan lyst til at skrue op!!! Det er i øvrigt sjældent jeg hører ACDC, men det lyder fandeme godt på DX1000

Jeg skal selvfølgelig have lyttet lidt grundigere de næste dage, men jeg synes indtil nu, at alt det som DX1000 er god til, er den blevet endnu bedre til med LFP-V opgraderingen - sammenlignet med den gamle Isabellina-version. Og jeg får konstant second thoughts i forhold til det forestående salg, jeg har af DX1000. Og som dagen er gået, er den bare blevet bedre og bedre, stadig i gang med tilspilningen.

Et af mine klagepunkter med Isabellina>DX1000 med den gamle version var, at diskanten ind imellem blev lidt skinger. Det er helt væk nu, og det er selvfølgelig pga. rør-udgangen med det fine Amperex-rør. Det er detaljeret, blødt og lækkert nu. DX1000 kommer aldrig til at brilliere i diskanten, men dette er noget af det bedste jeg har hørt fra den.

Dag 2



Stadig imponeret over hvor godt forstærkeren kontrollerer DX1000-driverne. Lydbilledet er stramt. Jeg ved ikke om det er bedre end med WA2. Jeg tror det ikke, for WA2 har også fuldstændig styr på DX1000 - og det med endnu mere soundstage, og endnu mere af det hele, faktisk. Men Isabellinaen følger bedre med end tidligere. Og måske er den stramhed, som den har over sig, at foretrække sammen med DX1000. Hvis ikke jeg havde besluttet at sælge DX1000, så ville de nok blive fast makkerpar med Isabellinaen på kontoret. I dag står den på meget blandet. Rock og pop/rock. Wow, det lyder megt, meget fint:-)

Black Sabbath er et godt eksempel på, at Isabellinaen strammer lydbilledet godt op. Jeg synes disse gamle indspilninger nemt kommer til at lyde fladt og kedeligt, halvmudret (sådan lidt mp3-agtigt faktisk ) - men det er langt fra tilfældet her. Instrumenter separeres tydeligt. Der er hurtigt "attack" og rimeligt meget punch. Rimeligt god dimensionalitet/soundstage. Det lyder rigtig fornuftigt!

Strapping Young Lads album "Alien" lyder fuldstændig sindssygt!!! Der er mange lag i produktionen, og der er meget attack i denne musik, og det præsenteres med virkelig god dynamik og punch.

Jeg kan dog ikke lade være med at tænke, at når Isabellinaen kontrollerer DX1000 så oevrbevisende, og tæmmer dens lidt vilde natur - hvad sker der så, når vi kommer frem til T1 i testen? T1 har jo lidt samme natur. Diskret, detaljeret og præsic osv. Bliver det for meget at det gode eller bare dobbelt så godt...?

Dag 3 (sidste dag med DX1000)

Jeg har besluttet mig for at sælge DX1000, og dette bliver altså et lille farvel til en hovedtelefon, som jeg sætter meget højt, men som ikke får nok spilletid hos mig. En af grundene er, at mine lyttepræferencer har ændret sig hen imod en mere neutral og detaljerig præsentation. Lysere, mere åben. Som konklusion må jeg sige, at Isabellinaen med LFP-V opgraderingen giver DX1000 lidt mere af det, jeg savner. Og i dag skal der egentlig bare lyttes, der er vist ikke så meget at tilføje.

Først og fremmest: God kontrol. Stramhed/stringens. Ro. Et rigtigt godt match med DX1000.

[librarian]

Musikalsk og behagelig. God all rounder. Jeg genbruger lidt fra den gamle anmeldelse, for beskrivelsen af HD650 kan jeg stadig stå inde for - også kombineret med den opgraderede Isabellina.

Med HD650 og Isabellina HPA er der rigtig god synergi. Med LFP-V Edition bliver det endnu bedre, og jeg oplever at den spiller med større overskud. Jeg ved ikke om den egentlig spiller højere, men volumen-knappen står generelt lavere end med den gamle version. Jeg synes det er en anelse mere detaljeret over alle frekvenser, og jeg oplever også en bedre kontrol - især over bassen. Signaturen er grundlæggende den samme, og der er masser af lytteglæde. Lyden er hele vejen igennem super-musikalsk og behagelig.

Mikrodetaljer som f.eks. knas i halsen i en sangers åndedræt, spyt i mundstykket på en træblæser eller småfejl i masteringen bliver ikke fremhævet. Men det er jo i mange tilfælde en fordel, når mikrodetaljer udelades. Spørgsmålet er bare om ”snittet” ligger det rigtige sted. Man vil gerne have en realistisk og nærværende en gengivelse af musikken samtidig med, at der ikke er forstyrrende elementer. Frem for alt skal det være en musikalsk oplevelse, og dét kan HD650 give. Et eksempel kunne være rocksteady indspilninger fra 1960’erne. De lyder som regel ikke godt på alt for detaljeret udstyr, det kan gøre lidt ondt, faktisk. HD650 gengiver sangene både nærværende og musikalsk, men uden at diskanten skærer i ørerne eller det hele lyder rodet og mærkeligt. HD650 formår at samle helheden i de mest mærkelige produktioner.

Personligt skal jeg ikke have et hovedtelefon setup, der er alt for detaljeret, da det meste af min musik er indspillet i en kvalitet, der gør at det i mange tilfælde ville lyde dårligere. Omvendt er der også visse indspilninger, hvor jeg ved, at det lyder flot med en lidt højere grad af eksponering af mikrodetaljer… I disse tilfælde er det ikke HD650, jeg skal række ud efter. Dens styrke ligger mere i evnen til at få musikken til at hænge godt sammen som en helhed. Og så er der sådan en meget lækker sprød, lidt mørk, tone. Ikke mudret, sådan må det ikke forstås. HD650 kan lyde lidt mudret - især i bassen, hvis den ikke får nok at leve af. Men med en god forstærker er den meget klar.



HD650 lyder meget forskelligt afhængig af kilde og forstærker. Isabellina HPA får HD650 til at hælde en anelse mod det lyse/neutrale, dog stadig med en meget blød og velkontrolleret mellemtone. Der er generelt en varm tone. Stereo perspektiv og instrument separation er meget flot. Soundstage er ikke kæmpestor, men musikken opleves til gengæld intim og nærværende. Og på dét punkt har LFP-V opgraderingen gjort en forskel. Jeg oplever musikken som meget nærværende, følelsen af "hul igennem". Det virker mere ubesværet. Der er altså ikke tale om ændringer i signaturen på nogen måde. Men med en analogi vil jeg sige, at "vinduet er blevet pudset". Det jeg hørte før, var godt. Og nu hører jeg det endnu bedre. Ligesom at nyde en udsigt fra et nypudset vindue. Oplevelsen er bare større

Konklusion: Isabellina HPA ydede HD650 retfærdighed. Med LFP-V opgraderingen er forstærkeren kommet mere i "øjenhøjde" med HD650. Jeg synes HD650 er en fantastisk hovedtelefon, der skalerer helt vildt godt med udstyret. Og nu er der rigtigt kommet "hul igennem". Selvom jeg også syntes at kombinationen var fin før opgraderingen.

Med T1, T70 og ER4S glæder jeg mig til at prøve et Mullard NOS rør med en dejlig varm mellemtone. Med HD650 gætter jeg på at Amperex røret er bedre. Jeg er i hvert fald tilfreds med det jeg hører som det er lige nu

(playlisterne ligger på en anden pc end den jeg skriver på nu, men de skal nok komme på senere)

[librarian]

Jeg har skrevet lidt indtryk fra T1 drevet af den gamle Isabellina HPA i denne tråd: viewtopic.php?f=11&t=1157&p=20989&hilit=t1+dagbog#p20989

Konklusionen - sammenlignet med WA2 - var, at WA2 giver T1 mere dynamik. Mere overskud og nærvær i lyden. Samt bedre soundstage. Spørgsmålet er nu om LFP-V-opgraderingen har ændret dette.



Starter med lidt blandet lytning. Og det første, jeg konstaterer er, at T1 er sultne. Gain befinder sig helt oppe på kl. 2-3, men så har jeg heller ikke lyst til at høre musikken meget højere. Dog har jeg i min musiksamling en del som er lavt indspillet, og i de situationer, vil Isabellinaen nok kun liiiige klare opgaven. Og det er måske også godt nok. Jeg kan bare godt li' at have lidt at give af. Det er måske lidt irrationelt eftersom jeg ikke har behov for at spille højere, men alligevel er det et lille minus i min bog. Vinnie tilbyder også en balanceret hovedtelefonforstærker i Isabellinaen, og den skulle have seriøst flere kræfter end den single endede. Måske VAR det den, jeg skulle have haft. Dén tanke vil jage mig og hjemsøge mine drømme. I parantes skal det nævnes at WA2's gain oftest befinder sig omkring kl. 10 med T1. Så der er stor forskel på hvor mange ressourcer de to forstærkere har. Det er helt sikkert, at Isabellinaen får noget at tygge på med T1, spørgsmålet er om kræfterne slår til.

Jeg har med WA2 oplevet at skift mellem forskellige 6922 rør har gjort kæmpe forskel på T1. Der er et Amperex rør og et Mullard rør som jeg er blevet glad for. Jeg har til at begynde med et Amperex rør i Isabellinaen. Jeg har i en anden tråd skrevet om de to rør "Amperex 6dj8 (orange globe logo, holland) er mere detaljerede i top og bund (end Mullard CV2493), selvom de grundlæggende har samme signatur med dynamik, varme og dybde i lyden. Jeg gætter på at Mullards er det mest varme og mellemtone-fokuserede, du kan få. Men ikke det mest detaljerede. Jeg overvejer at skifte tilbage til Amperex, hvis mine (stadig helt nye) Mullard rør ikke åbner lidt mere op for detaljerne henad vejen..." Der er ingen tvivl om at det Mullard rør også skal prøves i Isabellinaen sammen med T1 hen ad vejen - men indtil videre fortsætter jeg med Amperex røret - også for at have bare lidt konsistens i testen.



Og puha, mens jeg skriver brager Johnny Cash "Further on up the road" gennem T1, og det lyder intet mindre end fantastisk. Detaljeringen er helt i top. Vokalen er meget nærværende. Og der mangler i hvert fald ikke dynamik. Men det er også en indspilning, hvor der er kælet netop for de ting. En af de ting Isabellinaen virkelig kan - og det er helt generelt både for den gamle og den opgraderede version - det er at have SORT baggrund. Den er stille, når den skal være det. Og det giver jo i sagens natur en bedre dynamik. Så selvom den er rimeligt diskret i sin lydsignatur, så formår den alligevel at give musikken form. I øvrigt - og det er jo meget positivt - er den støj, jeg tidligere identificerede med LFP-V opgraderingen, og som jeg tilskrev Amperex røret, forsvundet med burn-in. For det er helt sikkert, at hvis der havde været støj tilbage, så havde jeg hørt det nu med T1

Jeg har lyttet samme spilleliste igennem, som er anført i afsnittet om ER4S (en tilfældig spilleliste...), og Isabellina-T1 kombinationen falder ikke igennem nogle steder. Jeg har svært ved at forlade lyttestationen, for det lyder faktisk bragende godt det hele. Lige som med ER4S er det meget diskret. Stringent. Men der er selvfølgelig meget bedre dynamik og soundstage med T1. de kan ikke rigtigt sammenlignes på andre punkter end diskant og detaljering. Jeg kommer igen til at tænke på Red Wine Audios slogan "Battery powered purist hi-fi", og ja, Vinnie holder hvad han lover. Der er absolut noget puristisk over lydsignaturen. Og det klæder klart T1. Det er sgu meget rendyrket, det her. Sidder med et stort smil på, for det er jo netop noget, jeg har tænkt over en tid. Det er en gængs holdning at synergi mellem komponenter opnås ved at kombinere modsatte egenskaber. Hvis du f.eks. har en mørk forstærker, så er det sikkert et godt match med en lys hovedtelefon etc. Men jeg tænker egentlig, at for VIRKELLIG at opnå en optimal synergi, så skal de enkelte komponenter ligne hinanden så meget som muligt. Jeg synes at Isabellinaen og T1 ligner hinanden ret meget. Med LFP-V opgraderingen har jeg så fået en lille knap at skrue på til den sidste finjustering: røret!

Det jeg især savnede med den gamle Isabellina, var dynamik. Det er blevet meget bedre med LFP-V opgraderingen. Jeg synes også at rør-lyden kommer frem på en positiv måde. Både vokaler og instrumenter har fået mere liv - uden at den meget diskrete og stringente natur kastes overbord. Generelt er soundstage også blevet bedre. Men helt på højde med WA2 kommer den nok ikke. Der sker altså bare et eller andet helt fænomenalt mellem WA2 og T1. Men nu skal jeg lige give den en chance, tror der skal lyttes lidt mere nu - uden alle de ord!

Lidt jazz:

Dexter Gordon - [Gettin' Around [Bonus Tracks] #01] Manha de Carnaval
Al Cohn; Zoot Sims - [Complete Original Quintet/Sextet Studio Recordings Disc 1 #09] My Blues
Al Cohn; Sims, Zoot Quintet - [Complete Original Quintet/Sextet Studio Recordings Disc 2 #05] Angel Eyes
Unknown Artist - [Unknown Album (27-06-2009 20:00:01) #01] Track 1
Jan Johansson - [Jazz På Ryska #10] Det Går en Kosack
Jan Johansson - [Svenska Folklatar #01] Visa Från Utanmyra
Thelonious Monk - [Plays Duke Ellington #01] It Don't Mean a Thing (If It Ain't Got That Swing)
Thelonious Monk - [Monk Alone: The Complete Columbia Solo Studio Recordings: 1962-1968 Disc 1 #01] Body and Soul [Remake Take 2]
The Apollo Syncopaters - [Jazz/Some Cities and Towns #101] Mojo Strut
Bobby Timmons - [This Here Is Bobby Timmons #01] This Here
Adderley Brothers - [The Summer of '55 Disc 1 #01] Bohemia After Dark [Take 2]
Adderley Brothers - [The Summer of '55 Disc 1 #02] Bohemia After Dark [Take 1]



Instrumentseparation er helt i top på gode jazz-indspilninger. Utrolig detaljeringsgrad. Varme og realisme i gengivelsen af akustisk bas. Det er bare supergodt. Klaver lyder også fuldstændig som det skal. Generelt meget realistisk gengivelse af instrumenter. Meget "live"-fornemmelse.

Man får hvad man beder om med dette setup. Dårlige indspilninger bliver gengivet ubønhørligt. Der er med andre ord ingen grund til at høre ragtime ol. Hør det på et mere tilgivende setup. Det kommer nu ikke bag på mig, men det skulle jo prøves.

Der er en afmålthed over lydsignaturen. Der er en nærmest overdreven god kontrol. Måske er det derfor, at det der sker, når man sætter masser af kræfter foran Isabellinaen, er så utroligt. Jeg synes den interne forstærker - vel at mærke efter LFP-V opgraderingen, for den ER blevet meget bedre - har en meget charmerende lyd, og den er bestemt kompetent til at drive de fleste hovedtelefoner på markedet rigtig godt. Men jeg er også blevet nysgerrig efter at høre den balancerede forstærker, som Vinnie tilbyder.

Direkte sammenlignet med WA2 kan den interne forstærker ikke måle sig. Men det er jo også en urimelig sammenligning eftersom WA2 er en stor fullblown OTL rørforstærker. Når jeg tænker på hvor meget Vinnie har fået ud af lidt - så er det egentlig imponerende. Jeg har fået en rigtig fin lille rørforstærker bygget ind i den batteridrevne og "semi-transportable" dac/amp. Det betyder at jeg kan få rørlyd i køkkenet og på kontoret alt efter behov Jeg kan bare tage den under armen sammen med den bærbare, det synes jeg er smart!

Jeg kan huske at skiftet fra Amperex til Mullard i WA2 gjorde en stor forskel. Jeg følte at lyden blev meget mere nærværende og som om der var mere "hul igennem" især i mellemtonen. Jeg skal snart have prøvet Mullard-røret i Isabellinaen. Måske kan det give forstærkeren det sidste skub med T1.



Ét punkt, hvor LFP-V edition må være mindst lige så god som Isabellina>WA2, er transparens. Det er virkelig imponerende, og mens jeg sidder og cruiser rundt i samlingen af soul-musik, opdager jeg mange detaljer, jeg ikke tidligere har lagt mærke til! Jeg har haft det indtryk lige fra jeg begyndte at lytte til T1 på den, at intet går tabt. Der er den altså virkelig god. Jeg vil nok sige, at signaturen i dette setup invirerer mest til at lytte til akustisk musik. Jazz og klassisk. Men det meste soul lyder også fremragende. Her er et lille udsnit, og de lød alle godt:

Ray Charles - [Complete Country & Western Recordings 1959-1986 Disc 2 #03] No One to Cry To
Ray Charles - [Complete Country & Western Recordings 1959-1986 Disc 3 #07] Take Me Home, Country Roads
Duffy - [Rockferry CD1 #02] Warwick Avenue
Duffy - [Endlessly CD1 #05] Don't forsake me
Gnarls Barkley - [The Odd Couple CD1 #02] Who's Gonna Save My Soul
Gnarls Barkley - [St. Elsewhere CD1 #02] Crazy
Stevie Wonder - [Motown Legends: I Was Made to Love Her CD1 #04] A Place in the Sun
Unknown Artist - [Unknown Album (28-06-2009 10:43:50) #01] Track 1
Candi Staton - [His Hands CD1 #01] You Don't Have Far To Go
Candi Staton - [His Hands CD1 #02] When Hearts Grow Cold
Solomon Burke - [Nashville #01] That's How I Got to Memphis
Al Green - [The Legendary Hi Albums Disc 2 #03] So You're Leaving
Al Green - [The Legendary Hi Albums Disc 2 #05] Old Time Lovin'
Tom Jones - [Green Green Grass Of Home CD1 #02] He'll Have To Go
Tom Jones - [Green Green Grass Of Home CD1 #04] Sixteen Tons
Tom Jones - [Green Green Grass Of Home CD1 #12] Mohair Sam

Al Green blev lidt lyst og skarpt i det, men det gør de indspilninger næsten altid. De er altid lige på kanten til at lyde skingert. Meget svær musik. Altså hvis man gerne vil høre det ordentligt. Man kan jo altid tage en eller anden totalt mudret og loudness-agtig tingest på hovedet og blive fri for alle detaljer over en vis frekvens, men det er jo heller ikke meningen resten har jeg faktisk ikke en finger at sætte på. Fremragende!

Klassisk musik fungerer også rigtig godt. Suveræn sort baggrund og god dynamik. Instrumenter, særligt cello, har god tekstur. Og det er nemt at forestille sig rent fysisk hvordan der spilles. Igen imponerende detaljeringsniveau. Klaver lyder meget realistisk. Jeg savner ikke rigtigt noget her. Det skal nævnes at jeg kun har lyttet til enkelte instrumenter og mindre strygekvartetter. De store, mere komplekse, orkesterværker lytter jeg ikke rigtigt til.

Generelt: Ind imellem har jeg været bange for, at forstærkeren ikke var helt kraftig nok til T1. Jeg har dog ikke oplevet at løbe tør for gain endnu. Men en anden ting har slået mig en del gange, og det er, at det lyder godt ved relativt lav volumen. Det er ikke altid, at det forholder sig sådan. Uden tvivl godt for helbredet, at jeg ikke er nødt til at skrue op for at opfatte detaljer og føle musikken. Igen må det skyldes den sorte baggrund og den meget dynamiske lyd.

[librarian]

lidt noter:

Meget svær in-ear at drive. krævende. gain skal overraskende højt op. Men generelt klarer den opgaven helt fint, og gain er sjældent over kl. 12. god tekstur. realistisk. flot klang. (måske typisk for Isabellinaen. Gør ikke stort væsen af sig. Får trang til at skrue op. Meget roligt lydbillede. Diskret. Rent. ingen lyttetræthed, kan lytte over mange timer.)

rundtur i samlingen af blandet pop/rock:
Cardigans - [Long Gone Before Daylight CD1 #01] Communication
Cardigans - [Long Gone Before Daylight CD1 #07] For What It's Worth
Leonard Cohen - [Old Ideas CD1 #02] Amen
Johnny Cash - [American V: A Hundred Highways #05] Further on Up the Road
Johnny Cash - [American IV: The Man Comes Around #06] The First Time Ever I Saw Your Face
Serge Gainsbourg - [Musiques de Films 1959-1990 Disc 2 #04] Manon [From Manon 70]
Lee Hazlewood - [These Boots Are Made for Walkin': The Complete MGM Recordings Disc 1 #03] My Autumn's Done Come
Lee Hazlewood; Suzi Jane Hokom - [These Boots Are Made for Walkin': The Complete MGM Recordings Disc 1 #04] Summer Wine
Kylie Minogue - [X CD1 #01] 2 Hearts
Kylie Minogue - [X CD1 #02] Like A Drug
Morrissey - [You Are The Quarry CD1 #09] Let Me Kiss You
Morrissey - [Swords CD1 #05] My Dearest Love
Iggy Pop - [Preliminaires CD1 #02] I Want to Go To The Beach
Tom Waits - [Bad As Me CD1 #01] Chicago

Jeg elsker ER4S. Den spiller bare så rent og med den dér helt specielle smukke klang i diskanten. Og så er alting bare HELT TÆT PÅ. Ikke meget soundstage, mere monitor-agtig lyd. Men hvor ER der bare fine detaljer. Isabellina LFP-V Edition holder niveauet Jeg savner ingenting fra min ER4S. Den er sprød og knivskarp (skal ikke forstås som skinger - tvært imod og det er det, der er så imponerende, når man lytter til ER4 på en NOS dac)! Det er supergodt, og måske er det DAC'en der gør det, men det er altså KLASSER bedre end mit foretrukne bærbare (HM-602 > ER4S). Hold fast, det spiller godt! Jeg kunne forestille mig at det ville være interessant at prøve et Mullard-rør i denne kombination. Ikke fordi jeg egentlig savner noget, men måske kunne det blive endnu bedre... Jeg må indrømme at jeg umiddelbart ikke lige kan afgøre om LFP-V opgraderingen har gjort denne kombination endnu bedre. Jeg elskede også ER4S på den gamle Isabellina. Men med rør-designet er der nu mulighed for at arbejde videre med lyden, så det måske kan blive endnu bedre, og det er egentlig ret spændende! Jeg er også glad for lyden i Isabellinas dac > WA2 > ER4S. Så ved jeg godt at hverken Isabellina eller WA2 er designet til in-ears, og at in-ears slet ikke har glæde af udstyr i den størrelse, og det passer sikkert også i de fleste tilfælde, men man skal slet ikke kimse ad ER4S. Den kræver sin kilde ligesom den kræver sin forstærker.

Der er stor lytteglæde i Isabellina LFP-V Edition > ER4S. Jeg kunne sagtens skrive mange flere ord om dette set up, men konklusionen er egentlig klar:

Jeg tror ikke jeg har hørt ER4S lyde bedre. Der er et fuldstændig roligt lydbillede. Og det spiller meget rent. Ikke klinisk rent, for der er en særlig glød i tonen. NOS dac + rør + ER4S

[librarian]

Jeg var nødt til at anskaffe mig en Beyerdynamic T70. Ud fra mine indtryk af de andre hovedtelefoner sammen med Isabellina LFP-V Edition samt et kort møde med T70 på min Hifiman HM-602 og mit vinyl setup med WA2, vurderede jeg, at den meget vel kunne være et perfekt match til Isabellinaen.

Lidt indtryk lige ud af æsken (altså uden tilspilning af hovedtelefonen):
Ikke ulig ER4S i detaljering og diskantgengivelse. Bare med beyerdynamics fantastiske rumfornemmelse tilføjet. Det er først og fremmest evnen til at gengive lagene i produktionen, der også er et kendetegn ved T1, som adskiller T70 fra ER4S, som har en mere monitor-agtig gengivelse.

Gain står omkring kl. 11, og det virker umiddelbart som om forstærkeren har rigeligt kræfter til at skubbe god lyd ud af T70. Der er en virkelig imponerende detaljering. Og Isabellinaens dejlige NOS DAC lyd klæder signaturen rigtig godt. Der er stor ro over lydbilledet og godt dybdeperspektiv.

Sammenlignet med den DT770 manufaktur i 600 ohm, som jeg levede med i en lang periode, er T70 et niveau over i åbenhed, transparens, detaljering og soundstage. Signaturen er anderledes. Mindre bas. Mindre pjat. T70 er en lys hovedtelefon, og den kræver uden tvivl en god kilde for at lyde godt. Men det gør den så også på Isabellinaen.

Jeg sidder og smiler lidt, for jeg tror jeg har fundet en rigtig god makker til isabellinaen til brug på kontoret og i andre situationer, hvor isolation er påkrævet.

Jeg har forelsket mig i T1's lyd, og T70 er ikke lige så god som T1, men har nogle af de samme kvaliteter. T1 er lidt svær at drive (eller: den skalerer MEGET godt), og jeg synes - uden i øvrigt at være ked af lyden på nogen måde - at den lyder en tand bedre på WA2 end på Isabellinaen. Da jeg lyttede til T70 på WA2 syntes jeg ikke den skalerede så godt som T1. Eller synergien var der måske bare ikke. Så med alle disse mellemregninger in mente, må jeg sige, at jeg vist har ramt helt rigtigt med dette set-up. Et set-up, som er semi-transportabelt og lukket. Når jeg siger semi-transportabelt, er det kun fordi det måske ville være lidt voldsomt at sidde med Isabellinaen + min bærbare PC på skødet i S-toget (men det er en reel mulighed). Til gengæld er det et set-up, som er utrolig nemt at flytte rundt i lejligheden med. Kan bruges på kontor - eller udendørs, hvis jeg skulle få lyst. Og T70 isolerer rigtig godt, så det er svært at få øje på andre forhindringer end størrelsen.

Nu kender jeg efterhånden Isabellinaens lyd temmelig godt, og en hovedtelefon som T70, som er meget transparent, yder den absolut ret. NOS DAC lyden (og selvfølgelig forstærkerens lyd, som egentlig bare er meget ren - nu dog med en lille glød i form af 6922 røret, i dette tilfælde Amperex), præsenteres rigtig flot. T70 er ikke en dyr hovedtelefon i forhold til det prisleje en Isabellina ligger i. Men den er et godt match. Jeg har måske nok nogle gange tænkt, at den gamle DT770/600 og et par af de andre hovedtelefoner i stalden, var lidt overforkælede sammen med Isabellinaen.

Man læser så mange forskellige synspunkter på T70, og en del er meget negative, og jeg får bare lyst til at indvende, at det må være fordi folk har for dårlige kilder. Det er en fantastisk god hovedtelefon, og dem der ikke kan høre det, skulle få sig en Isabellina

Hold fast, det lyder godt det her. Lytter mig igennem en masse pop-musik og jazz-musik. Er også nået omkring lidt soul, hvor et af højdepunkterne var Amy Winehouse: Between the cheats. Ligesom med T1 og ER4S er det ikke meget gamle og dårlige indspilninger, man skal høre på T70. F.eks. dur ragtime ikke rigtigt i dette setup. Og der er da en del af min musiksamling, hvor jeg skal bære over med dårlig kvalitet i indspilningen, og de værste eksempler lyder nok bedre i et andet set-up. Sådan er det bare. Højdepunkterne med Isabellina LFV-V Edition > T70 opstår helt tydeligt når indspilningen er god. Så er der til gengæld heller ikke noget som helst pjat. Det lyder ganske enkelt fantastisk.

Jeg kan godt forestille mig, at T70 er for barsk, hvis man har en mere "digitalt" lydende kilde. For den har et meget højt detaljeringsniveau og en meget nærværende lyd i diskanten. Ikke ulig ER4S. Isabellinaen er MEGET ren og detaljeret, og det kan umiddelbart lyde som et farligt setup, men det hele præsenteres på en blød og behagelig måde med masser af tekstur/krop. Der er en varme i lyden. Og en sprødhed. Det er lidt svært at forklare, og jeg forklarer det muligvis bedst ved at sige, at jeg oplever lyden som "analog". Nogle omtaler lyden fra visse digitale kilder som at få slået søm i ørerne eller blive stukket med nåle. Disse udsagn kunne ikke passe dårligere på lyden af Isabellina LFP-V Edition. Og jeg tror at netop evnen til at præsentere detaljer på et højt niveau på en ubesværet og frem for alt behagelig måde, er blevet endnu bedre med LFP-V opgraderingen. Jeg har testet Isabellina LFP-V Edition med ER4S og T70 (to hovedtelefoner, som nogle folk synes er smertefulde pga. deres høje detaljeringsgrad og fokus på diskant) og med nogle tracks, som jeg selv mener har en tendens til at gøre ondt i ørerne pga. en meget skinger/skærende/"hot" lyd i diskanten. Og jeg kan høre det hele med stor fornøjelse. Selvfølgelig kan jeg stadig godt fornemme med nogle tracks, f.eks. Joss Stone: The choking kind eller nogle af de gamle Al Green indspilninger, at diskanten er tæt på at være svær at styre. Men Isabellinaen klarer det bare supergodt, og det lyder dejligt medmindre jeg skruer højere op end jeg normalt har lyst til.

[vaskebjørnen]

Oprindelig tråd ligger her