Stollesen made me an offer I couldn’t refuse! Han tilbød at jeg måtte låne hans Little Dot mk VI+ i en måneds tid, så jeg kunne sammenligne den med min egen Woo Audio WA22. Og i tilgift kunne jeg jo også lige låne hans Audio GD nfb 1.32 dac og hans Hifiman HE500, samt lidt kabler og lidt rør. Da jeg ikke er så meget til hestehoveder, tog jeg imod tilbuddet
Så her følger først min beretning om oplevelsen af little Dot mk VI+. Senere kommer der lidt betragtninger omkring nfb 1.32 og HE500.
Det uundgĂĄelige
Little Dot VI+ (LD6) virker ganske lækker og tillidsvækkende i sin udførelse, og den føles meget gedigen at have med at gøre. Der er naturligvis visse ting der der adskiller produkter fra Kina fra produkter fra ”Gods own Country”. Hvis man er til ”lækkerhedfølelse” er det bare en anden fornemmelse at anvende WA22’s stepped attenuator fremfor den mere ordinære volumenkontrol på LD6.
I bunden af LD6 sidder der to blæsere, og de ”støjer” som en tændt pc. Når først man er lukket inde i sine hovedtelefoner hører man det ikke, og hos mig står der faktisk en pc lige i nærheden, så støjniveauet bliver ikke synderligt øget. Men man hører tydeligt forskellen, når man slukker for LD6.
Det virker ikke som om LD6 bliver synderligt meget varmere end andre rørforstærkere, og jeg har ikke oplevet nogen som helst problemer med driftsstabiliteten.
Støj er et issue jeg oplever med denne forstærker. Som man kan læse i andre tråde, har stollesen og mataugust haft udfordringer med dette, og jeg bemærker også en del støj. Det er specielt på den ikke-balancerede udgang, men heller ikke den balancerede udgang er helt støjfri, når forstærkeren er kold. Jeg har snakket med stollesen om dette, og han oplever heldigivs slet ingen problemer. Så der er formentlig tale om lokale problemer hos mig, måske fordi jeg har en pc stående tæt på. Når først forstærkeren er driftsvarm (15-20 min.) er der ikke noget at spore på den balancerede udgang.
Og sĂĄ til lyden
Efter at have lyttet til både WA22 og LD6 i en måneds tid, er der for mig ingen tvivl om, at vi her er meget tæt på grænsen for hvad der kan opnås. Man kan nok altid finde en forstærker der på det ene eller det andet område er bedre, men jeg tror det i sidste ende bliver et spørgsmål om hvilke præferencer man har. Hvad man absolut ikke kan undvære eller gå på kompromis med. Og dermed hvad man kan leve med, for at opnå netop det man ikke kan leve uden.
Derfor føles det på en måde lidt omsonst at begynde at skrive en masse om opløsning, soundstage, dynamik og lignende traditionelle parametre, når man lytter til to forstærkere som disse. For det er næsten umuligt ikke at lade sig rive med, og på trods af at jeg prøver at tænke i traditionelle ”hi-fi-termer”, ender det hele tiden i ”stemningsbilleder” i stedet. Så dette review bliver i højere grad præget af et forsøg på at formidle den stemning jeg oplever, end af en beskrivelse af de mere specifikke forskelle, som der jo trods alt også er.
Det første jeg bemærker er, at LD6 har en mere fyldig lyd end WA22. WA22 er slankere og mere skarpt aftegnet, mens LD6 har den ”fede” lyd. Der er lidt mere ”snert” i tingene på WA22. Fx på Doky Brothers hvor guitar-og basstrengene står skarpere, mens de på LD6 gengives mere blødt og afrundet. Samtidig er gengivelsen lidt mere tilbagelænet og rolig på LD6, mens det hele står en anelse længere fremme på WA22.
Det gør at LD6 er totalt afslappet at lytte til. Man læner sig tilbage og begynder at nikke lidt med hovedet. Savner egentlig ikke noget, alting lyder helt naturligt, og ingen tvivl om at gengivelsen generelt er på et højt niveau. Hvis DX1000 er hovedtelefonernes øreklapstol, må LD6 være forstærkernes ditto. Et direkte skift til WA22 giver en mere nøgtern og mindre ”flydende” lyd, hvor der klart er skarpere konturer, men hvor der heller ikke er den samme lounge-stil over det.
Skifter jeg direkte mellem dem, kan WA22 godt virke lidt nålestribet og formel, i forhold til LD6’s mere afslappede stil. Og her virker LD6 bestemt befordrende og uden tvivl den der lyder ”lækrest”. I længden er det nok et spørsgmål om temperament, og nogen gange bliver de umiddelbare imponerende effekter trættende med tiden. Jeg fornemmer dog ikke at jeg kan blive træt af LD6’ måde at gengive på, men måske ville jeg komme til at savne noget af det som WA22 er god til.
Til visse former for musik er LD6 virkelig god. George Duke er afslappet og harmonisk, med et strejf af feel good over sig. Jack Johnson er i samme boldgade. Cæcilie Norby eller Christy Baron hvis det skal være jazz. Og når jeg lytter til den slags musik via LD6, er det nærmest som om at grejet bare forsvinder, og musikken på en eller anden finurlig måde bare er der. Der er kun musikken og mig, og jeg tænker ikke nærmere over gengivelseskvalitet men forbruger bare musikken, på samme måde som jeg kan nyde en smagsnuance i en whisky, uden at tænke nærmere over hvorfor den er der.
Gamle rør
Så dukkede der endnu en pakke op, der indeholdt nogle gamle rør som stollesen havde købt, og som jeg også lige skulle prøve. Nærmere betegnet drejede det sig om et par Tungsol 6SL7
NOS rør fra 1940’erne. Nogle sorte fætre, der ikke så ud af meget.
Men man skal ikke skue hunden på hårene. Med disse rør rykker LD6 en klasse eller to op, og bliver til en forstærker med en utrolig flot klang. Sprød og gennemsigtig, masser af luft og masser af detaljer. En virkelig flot gengivelse, der især i mellemtoneområdet bare er så lækker og smooth, at jeg må overgive mig og erkende at dette er spitzen-klasse.
Med de sorte rør spiller LD6 simpelthen som rør, når der er tale om rør med stort R. Smooth, lækkert og så blødt, kælent og intimt, at man simpelthen bare må lade sig forføre. Jeg mindes en fantastisk oplevelse jeg havde på en jazz-klub i Greenwich. Det foregik nede i en kælder, lavt til loftet, lettere tilrøget, og med en umiskendelig lugt af fadøl og billig parfume. Her sad vi og lyttede til nogle musikere der var så engagerede og udtryksfulde, at alle i lokalet bare måtte overgive sig. Der var ikke tale om dém der spillede og dém der lyttede, men om en fælles begivenhed, der kun kunne foregå netop denne dag, i dette lokale med netop os der var til stede. Det er lidt dén stemning jeg genoplever med LD6. Rør når det er bedst. Rør når rør gør det de efter mening er er bedst til: Formidler engagement og musikalitet fra udøver til tilhører. Måske et lidt banalt udtryk, men jeg kan ikke komme på noget der beskriver det bedre.
Et par mere konkrete eksempler:
Michael Brecker fra Two Blocks From The Edge - hans sax har masser af klang og rimelig god luft omkring selve instrumentet. Der er en virkelig god sammenhæng i musikken, hvor der ikke er noget der skiller sig ud som værende hverken ekstra imponerende eller det modsatte.
Pierre Dørge fra Live At Birdland - musikken får et helt andet liv end jeg er vant til. Jeg accepterer at tingene er gjort lækre og uimodståelige, og lader mig overmande af fristelsen til bare at flyde med. Troværdighed min bare... dette er udtryk for én på opleveren, og er det egentlig ikke dét det drejer sig om?
Tilbage til virkeligheden kommer jeg når jeg skifter til WA22. Umiddelbart lidt mere kedeligt og uden den samme charme. Men efter lidt tid også med en mere nøgtern og generelt set mere troværdig gengivelse. Der er stadig en kende mere rum her, dog uden at vi er taler de helt store forskelle. Nå, tilbage til LD6, for der en lige en ting eller to mere jeg skal høre ....
En klassiker der tit sniger sig ind når jeg skal lytte er Arne Domnérus og hans Drum Boogie, fra en af High Fidelitys reference-cd’ere. Og jeg kan ligeså godt bare skrive det jeg oprindeligt skrev i mine noter, da jeg lyttede: ” Luft og luft og luft på LD6! Især i toppen er der virkelig meget luft. Ikke den ekstreme opløsning eller udklingning, men bare masser og masser af luft. Masser af sprødhed, letflydende nærmest svævende gengivelse”. Jeg har ikke hørt andre hovedtelefonforstærkere der som LD6, med de sorte rør, er i stand til at forføre mig på den samme gode måde. Men sammenholdt med andre forstærkere står det dog også klart, at jeg bliver netop forført.
Sådan som jeg husker den Littledot IV jeg havde på besøg for et par år siden, fornemmer jeg et LD ligger helt i samme lydmæssige boldgade. Den meget lækre, bløde kælende lyd, husker jeg også at jeg faldt lidt for med LittleDot IV. Så hvis man kan tale om en ”house sound” synes jeg det afspejler sig i begge forstærkere.
Afrunding
Og hvad skal jeg så konludere på baggrund af alt dette? Tja, eftersom jeg jo allerede har en god rørforstærker, holder jeg nok fast i den. Men hvis ikke jeg var belastet af allerede at have brugt pengene, ville jeg bestemt overveje LD6. Som altid er der noget man får, og noget man ikke får. Men der er for mig ingen tvivl om, at man får rigtig meget for pengene med LD6. Og er man villig til at spendere lidt yderligere på et par vellydende rør, giver den samlede løsning virkelig value for money. Ja, faktisk kommer man efter min ydmyge mening helt op i den tunge ende, og det for et stykke under 10K samlet.
Blot fordi jeg ikke kunne lade være med at prøve, lyttede jeg også lidt til min WA22 med de sorte Tungsol rør. Men løftet her var ikke helt det samme. Måske havde jeg sat forventningerne for højt, i forhold til det kvalitetsløft jeg oplevede med LD6.
Tak til stollesen for oplevelsen.
Anvendt grej:
Beyer T1, Audeze LCD-2, Hifiman HE500
Woo WA22, Little Dot mk VI+, Lehmann BCL
Audio Note Dac 3.1/II, Slim Devices Transporter, Audio GD nfb 1.32
