Da jeg har haft fornøjelsen af at lytte lidt til Heed Obelisk DA er det nok passende at skrive et par ord med lytteindtryk. Baggrunden er, at jeg som regel køber grej ud fra, at jeg er blevet begejstret for det i forbindelse med at have lyttet til det først. Jeg har tidligere handlet med Søren fra Simple Hifi og vi har derfor mailet lidt sammen fra tid til anden. Han holder desværre til i København og jeg bor i Jylland, så flink som han er, har Søren sendt mig lidt forskelligt grej til gennemlyt, selvom jeg ikke rigtig var på udkik efter noget, men der var et par ting vi begge var lidt nysgerrige efter hvordan spillede sammen. Jeg har aftalt med Søren, at jeg ville skrive lidt om det lånte herinde, godt som skidt, som tak for lån.
LÃ¥nt udstyr:
Heed Obelisk DA
Zu FireMine Coax
Nordost Coax
BOTWS usb SBooster
Ultraviolet 5^2 usb kabel
Det lånte har erstattet de respektive led i kæden MacBook Air (usb) > Music Fidelity V-Link II > Heed Dactilus m. QPSU > Heed Canalot > Tzar 350 og HiFiMan HE500. Der er anvendt iTunes med BitPerfect. Lydpræference til den neutrale side, foretrækker musik centreret omkring kvindelige vokaler.
Heed Audio Obelisk DA
Look and feel
Dette er et design jeg bifalder, enkelt og uden unødvendige dikkedarer med en god kampvægt på 4kg. og det er ikke kabinettet der vejer. Der er ingen eksklusive eller eksotiske materialer, men den udstråler alligevel kvalitet og seriøsitet. Simpelt display, hvor man kan se aktiv indgang, hvoraf der forefindes coax, usb, BNC (ligner det) samt to optiske. Der er to udgange, en almindelig rca og en buffered med kraftigere udgangssignal.
Lytteindtryk
Min holding til DACs er i udgangspunktet, at de skal have den strøm de skal bruge og ellers bare være ret neutrale i lyden. Mellem de DACs jeg tidligere har lyttet til har jeg primært kunnet høre forskel på dynamik, separation imellem instrumenter og størrelse af soundstage.
Lydmæssigt er Obelisk DA en rigtig positiv oplevelse, den lyder bare rigtig godt og har da egentlig ikke haft opfattelsen af, at den DAC jeg har i forvejen er så ringe endda. Ikke desto mindre har Obelisken bedre bas kvalitetsmæssigt samt et bemærkelsesværdigt roligt lydbillede, også selvom der sker meget på samme tid. Øvrige forbedringer i forhold til min Heed Dactilus er mere subtile og kan være vanskeligere at spotte, hvilket ikke gøres lettere af, at det jo trods alt tager noget tid at få lukket det hele ned og skiftet rundt for at sammenligne, der er dog i mindre grad, men hørbart også en fornemmelse af større rum omkring instrumenter.
Generelt uden direkte sammenligning med min eksisterende DAC, så lyder Obelisken utroligt godt og synes ikke jeg har kunnet finde nogle deciderede svagheder. Jeg har prøvet lidt forskellige kombinationer af indgange/udgange og resultatet er umiddelbart, at Coax indgangen og den buffered rca udgang på Obelisken giver det bedste lydmæssige resultat på mit setup. Signaturmæssigt er den rimeligt neutral efter mine ører, som jeg mener en DAC skal være og har et fint oplevet detaljeniveau uden at virke for analytisk eller digital, da den ligesom formår stadig at virke musikalsk - faktisk lyder den så godt, at jeg har aftalt med Søren, at beholde den, selvom det egentlig ikke lige var planlagt, at jeg skulle have udskiftet DAC og den ligger på grænsen af hvad jeg normalt vil bruge på dette led i lydkæden.
Af de to Coax-kabler synes jeg ikke der var så stor forskel, dog virkede Zu-kablet som om den gjorde lyden lidt mere rund i det og jeg foretrak Nordost-kablet. Måske der ville være større hørbar forskel, hvis der anvendes andre kabler i kæden - bruger pt. almindeligt kvalitets usb-kabel og et Van Hul D102 MKIII Hybrid imellem DAC og forstærker - ikke noget fancy, men heller ikke helt discount.
BOTWS
Der er her tale om en lineær strømforsyning, der sørger for at min Music Fidelity V-Link II (usb converter) får fin ren strøm som alternativ til at enheden normalt trækker strøm via usb-udgangen på den enhed den nu engang er tilsluttet.
Det var med stor nysgerrighed og en lille smule skepsis jeg sluttede denne til min V-Link II, hvilket skyldes, at selvom der sker en upsampling, så har jeg forstået at alt stadig foregår i det digitale domæne, hvorfor min forventning var begrænset effekt. Efter at have eksperimenteret lidt med at skifte lidt rundt med og uden BOTWS'en, så må jeg erkende, at jeg ikke kan høre den helt store forskel, måske marginalt tydeligere separation af instrumenter. Når det er sagt, så hører det med, at jeg heller ikke før havde nogen som helst problemer med lyden fra usb på min mac, hvilket sikkert kan variere fra pc til pc, hvorfor resultaterne i andre setups muligvis kan være anderledes og mere mærkbare.
Anyways, så overvejer jeg alligevel at anskaffe mig en - sådan bare for en sikkerheds skyld, da jeg er tilhænger af, at mit grej får nok strøm og sådan en fætter jo trods alt ikke koster alverden. Desuden hænger jeg som det ser ud i øjeblikket på at skulle fiske lyd ud via usb. Det vil dog ikke umiddelbart være det led i kæden jeg ville starte med at bruge penge, hvis jeg skulle starte fra scratch.
Jeg har slutteligt leget lidt med at skifte rundt imellem det medfølgende Ultraviolet 5 usb kabel og mit eget kvalitets-, men relativt billige Lindy Premium Gold usb-kabel. Jeg har kunnet konstatere (som forventet), at jeg kunne høre absolut ingen som helst forskel - også selvom jeg lyttede på det tidspunkt af døgnet, hvor jeg ved min hørelse er bedst og efter bedste evne gik til det med et åbent sind.
Alt i alt lidt varierende men positive indtryk og det er nu dejligt at hygge lidt med at lytte til nyt grej.
Mange tak til Søren for lån