I rækken af grej jeg har haft lånt fra stollesen, er turen nu kommet til dac’en, en Audio GD nfb 1.32. Sidste år var der en Audio GD SA 1.32 på tour, og den var et meget positivt bekendtskab (når man lige fik styr på det med driverne til Windows 7
), så jeg sagde selvfølgelig straks ja da stollesen tilbød at jeg kunne låne hans nfb 1.32.Umiddelbart virkede nfb 1.32 med den samme driver som jeg havde installeret til SA 1.32. Jeg synes dog ikke det helt var som det skulle være, men efter lidt hjælp fra den flinke danske forhandler, fik jeg den rigtige driver installeret, og var klar til at teste.
Lidt bemærkelsesværdigt er det dog, at Windows konsekvent nægtede at kende til dac’en, når jeg tilsluttede den via mit Viablue usb-kabel. Men når jeg i stedet anvendte mit gamle lilla usb-kabel, som oprindeligt stammer fra en ekstern harddisk, blev dac’en lige så konsekvent genkendt med det samme.
Med hensyn til design, betjening og kvalitetsindtryk er der tale om en fuldstændig kopi af SA 1.32, dvs. et postitivt indtryk, omend stadig med en snert af den karakteristiske lugt/duft af ”varm elektronik” som breder sig i rummet når den bliver varm.
Lyden
Som med SA 1.32 valgte jeg også denne gang at anvende min Slimdevices Transporter som direkte sammenligningsgrundlag. Desuden vil jeg forsøge at drage sammenligninger til netop SA 1.32, men det bliver jo så ikke direkte, men på baggrund af hukommelsen.
Det første jeg lægger mærke til er, at nfb 1.32 ikke på samme måde som SA 1.32 overrasker mig med det samme. SA 1.32 rullede sig straks ud med en flot og fyldig lyd, der var meget direkte. Nfb 1.32 derimod, er mere tilbagetrukket og afslappet, og der er ikke nogen umiddelbar tydelig wow-effekt.
Men det står hurtigt klart at nfb 1.32 har den samme fine opløsning, og der er masser af detaljer. Sammenlignet med Transporteren har nfb 1.32 en en mere finkornet og velopløst gengivelse. Til gengæld er der mere ro og kontrol på Transporteren, ligesom den også lige har det der ekstra ”tryk” på, når det går voldsomt for sig i musikken.
Dybdepespektivet var noget jeg var meget imponeret af på SA 1.32. Nfb 1.32 kan ikke helt være med her på samme måde, og også Transporteren gør det en knivspids bedre på dette punkt, end nfb 1.32. Perspektivet, både i dybden og bredden, er dog stadig absolut i den bedre ende, og nfb 1.32 præsenterer musikken med et flot og ganske stort rum.
Generelt oplever jeg et rundt og blødt, men også fyldigt lydbillede på nfb 1.32. Det er også en meget samlet, eller homogen, gengivelse, hvor det på Transporteren er mere separeret. Hvor Transporteren således adskiller tingene lidt, gør nfb 1.32 det modsatte, og samler det til et fælles hele. Jeg kan måske som tidligere anvende et puslespil som metafor, til at beskrive dette. Transporterens lydbillede fremstår således som karakteriseret ved at bestå af en masse brikker, mens nfb 1.32 mere viser et samlet (lyd)billede, som man ikke umiddelbart oplever som bestående af en masse mindre enheder.
Modsat hvad jeg oplevede med SA 1.32 oplever jeg med nfb 1.32 at der faktisk er pæn stor forskel på high og low gain. Med high gain ryger lydstyrken ganske pænt i vejret, og helt modsat af hvad jeg plejer, har jeg det meste af tiden anvendt high gain på nfb 1.32. Det skyldes formentlig til dels, at nfb 1.32 har så god en opløsning, kombineret med en lidt afrundet måde at gengive på. Det indbyder til at spille højere end normalt. Dels fordi der ikke er noget der bliver skærende eller ubehageligt at lytte til, selv når det går vildt for sig. Og dels fordi jeg forsøger at få lidt mere smæk og punch i gengivelsen, ved at skrue højere op, hvilket selvfølgelig ikke lykkes.
Bassen er nok den del af frekvensområdet hvor jeg oplever den mest markante forskel. Her har Transporteren mere punch og mere snert, der er mere tør og fast, og der er mere kontrol og styr på begivenhederne. Nfb 1.32 spiller mere afrundet og uden den samme fornemmelse af overblik og evne til at ”slamme”. Men gengivelsen på nfb 1.32 er mere velopløst, og bassen er ganske fyldig og meget detaljeret.
Mellemtonen er lidt samme historie. Men her brillerer nfb 1.32 med en meget flot, ja, jeg bliver nok nødt til at kalde det en meget ”lækker” klang, der virkelig giver liv til både messing- og træblæsere. Her bliver der kælet for tingene, og stadig med den smule afrunding, der gør at det aldrig bliver ubehageligt at lytte til. På Transporteren er klangen mere skarpt aftegnet, og den fremstår derfor renere eller klarere, men også uden det liv og engagement som nfb 1.32 kan præstere. Igen oplever jeg nfb 1.32 som mere velopløst, og Transporteren virker i direkte sammenligning lidt grynet eller grovkornet. Altså: Nfb 1.32 er velopløst og klangfuld, mens Transporteren er skarpere og renere men også mere ”kantet” .
Og så er vi kommet til diskanten. Og også her tegner der sig lidt det samme mønster. Igen er der lidt mere snert i hi-hat og bækkener på Transporter, men til gengæld er det mere velopløst på nfb 1.32, og der er lidt mere luft omkring instrumenterne. Adskillelsen er bedre på Transporter, mens nfb 1.32 har en mere samlet og lidt mere velafstemt gengivelse.
Samlet set oplever jeg nfb 1.32 som en ganske kapabel dac, med en rigtig flot opløsning, en lettere afrundet men meget engagerende klang, og et flot homogent lydbillede. Den har ikke det samme ”spark” som Transporteren, og heller ikke helt den samme segmentering af lydbilledet, men derimod en fyldigere og hvad nogle måske ville kalde mere ”analog” lyd. I forhold til SA 1.32 virker den mere tilbagelænet, og den har ikke den samme ”her kommer jeg” attitude. Derfor krævede den også lidt længere lyttetid, før jeg fandt frem til dens kvaliteter.
Tak til stollesen for lĂĄn.
Det lilla harddisk-kabel ...
