Violectric V200 virker fornuftigt og solidt bygget, uden den store vægt på design, bortset fra fordybningerne i forpladen.Selv efter flere timers brug, bliver den kun lidt lun. Den har fungeret helt lydefrit, uden nogen former for knald i hovedtelefonerne når man slukker for den. Pc’en genkendte uden problemer dac’en, så jeg var oppe at køre med det samme.
Jeg har primært anvendt XLR-indgangene på V200, og de må forbinde forbilledeligt. I hvert fald kræver det godt med kræfter at få stikkene ud igen!
Omkring gain har jeg primært kørt på -12 db. Det giver med T1 en position på volumekontrollen omkring klokken 12 ved normal lyttestyrke, og omkring klokken 14-15 ved høj lyttestyrke, eller ved lavt indspillet musik. I enkelte situationer har jeg været nødt til at ændre gain til -6 db, men -12 db har været den mest anvendte indstilling.
Da jeg har lidt grej som jeg selv mener det er oplagt at sammenligne V200 med, har jeg struktureret mine indtryk omkring de konkrete sammenligninger jeg har foretaget. Jeg har dog primært brugt tid på at sammenligne V200 med min BCL, og sekundært har jeg foretaget et par hurtige (læs: med forbehold) sammenligninger af dacs.
Violectric V200 v. Lehmann BCL, ekstern dac, Beyer T1
Det første der slår mig er den mere voluminøse bas i Violectric. Der er klart mere fylde og ”fedme” og der er mere ”sving-faktor”. Altså lidt mere af den fede bas, der på meget musik, i hvert fald i første omgang, kan virke befordrende. Men bassen står stadig med rigtig god punch og fasthed. Mellemtonen virker en anelse mere tilbagetrukket, og der er også en mere udpræget skarphed i diskanten på Violectric. I direkte sammenligning virker det som om Lehmann er mere stram, og lidt ”tyndere” i sin gengivelse, mens Violectric bare giver den gas. Violectric maler med den lidt bredere pensel, mens Lehmann har lidt skarpere konturer. Hvis man kan tale om evne til at gengive mindre gode indspilninger, vinder Violectric klart. Lehmann’en er mere afslørende, og mindre gode indspilninger fremstår tydeligere som netop det. Der ud over er det som om der er lidt mere dybdeperspektiv og rum på Lehmann.
Samlet har Violectric klart mere af det nordmændene kalder ”morofaktor”. Tænker mange vil foretrække Violectric til måske især rytmisk musik.
Violectric V200 v. Lehmann BCL, ekstern dac, Beyer DT880
Årsagen til at jeg tager DT880 med i sammenligningen er, at jeg med T1 følte er der ligesom ikke helt var den helhed eller synergi, som jeg hører andre steder. Efterhånden som jeg hører T1 på mere og mere grej, virker det som om den måske i virkeligheden er ret kræsen.
Med Violectric V200 synes jeg faktisk DT880 er et mere harmonisk match. Man får selvfølgelig ikke den samme mængde detaljer og den samme opløsning, og slet ikke den samme bas. Men samlet set, især når jeg lytter over længere tid, virker DT880 mere harmonisk, mere uanstrengt at lytte til, på V200. Måske det har noget at gøre med, at jeg med DT880 netop ikke fokuserer så meget på detaljerne, men mere på det samlede lydbillde. T1 kan nemt få mig til at gå i ”detalje-mode”.
Udover de forskelle jeg hørte med T1, er der en ting jeg først opdagede rigtigt med DT880, nemlig kanalseparationen. Det er som om der er en voldsom kanalseparation på V200. Ved direkte skift fra BCL til V200 bliver musikken tydeligt mere delt i højre/venstre. Det hænger selvfølgelig sammen med en større soundstage på V200, men lige når man skifter virker det som, at Lehmann’en måske har en smule indbygget cross-feed, som V200 så ikke har. Det er formentlig ikke tilfældet, men det lyder bare sådan. Jeg oplevede også lidt af denne tendens med T1, men med DT880 bliver det af en eller anden grund lidt mere tydeligt.
Ellers er det som sagt stort set de samme forskelle jeg oplever, som med T1. DT880 får dog V200 til at leve på en helt anden måde, især når det gælder de lidt mere ordinære indspilninger. Her er kombinationen af V200 og DT880 virkelig god, og jeg kan lytte i timevis uden at ville andet, end at høre mere endnu.
Violectric V200 v. Lehmann BCL, ekstern dac, AKG K550
Som man kan læse andet steds har jeg et lidt blandet forhold til K550. Men med V200 fungerer den ganske godt. V200’s lidt fyldige bas passer godt til K550, omend bass head prospects nok stadig vil vende tommelen nedad. Igen bliver den lidt større soundstage tydelig, og det er som om der er en form for gennemsigtighed i lydbilldet, det virkelig slår igennem i denne kombination. Og dybden i perspektivet kommer mere med. I det hele taget et flot luftigt rum omkring musikken, samtidig med en stadig relativ intim gengivelse af specielt vokalerne. Ganske vanedannede.
I direkte sammenligning med Lehmann’en er det igen samme forskel jeg oplever, som med T1 og DT880. Dog er det alligevel som om der bliver fjernet et ganske ganske tyndt slør, i forhold til V200. Som om gengivelsen bliver en anelse mere ”in your face” og bassen fremtræder mere skarpt (men ikke så fyldigt).
Violectric V200 USB v. Violectric V200 + Hegel HD2
Af en eller anden grund er der lidt støj, lidt knitren, når jeg skifter nummer i Foobar. Måske er det noget jeg ikke har fået indstillet korrekt i forhold til V200, men det er der ikke når jeg kører via HD2.
Med V200 USB virker gengivelsen knap så stor og åben, som med HD2. V200 USB har mere den intime karakter, og igen med den mere fyldige bas. V200 USB er mere direkte i sin spillestil, hvor HD2 er mere laid back. HD2 åbner et større lydbillede, hvor det hele er lidt mere udstrakt. Diskanten virker dog lidt mere velopløst og sprød på V200 USB.
Med HD2 er det som om der kommer lidt mere liv i gengivelsen, men også som om der mistes lidt opløsning.
V200 USB virker generelt som en meget helstøbt løsning, hvor det samlede lydbillede virker afbalanceret og harmonisk. Der er som sagt nogle enkelte ting jeg oplever som værende bedre på HD2, men det er ikke kæmpemæssige forskelle vi snakker om, og samlet set synes jeg V200 gør det ganske godt.
Violectric V200 USB v. Violectric V200 + oDac
I forhold til oDac er V200 USB mere velopløst og knap så ”spids” i gengivelsen. Det er som om der nærmest er tale om to modpoler her. Hvor V200 USB er den omfavnende, varme og, igen, intime gengiver, er oDac den mere frastødende , kolde og ”ekskluderende” gengiver. Det får det måske til nærmest at lyde som en partilederdebat, men oDac spiller efter min mening ikke optimalt sammen med V200. Jeg har hørt oDac lyde meget bedre på andre kombinationer.
Der er dog enkelte områder, hvor jeg oplever at oDac kan byde på noget i denne konstellation. Det bliver aldrig anstrengt eller presset, og gengivlsen fremstår klar og direkte, hvis ellers indspilningen giver mulighed for dette.
Så denne sammenligning er egentlig hurtigt overstået, i det jeg klart foretrækker V200’s indbyggede dac frem for oDac.
Sammmenfatning
I direkte sammenligning med min Lehmann BCL gør V200 det rigtig godt. Jeg har lidt samme fornemmelse som med T1/HD800: Havde jeg købt en V200 i stedet for en BCL var jeg nok lige lykkelig. Og skal vi blive ved den sammenligning, oplever jeg det som at T1 og V200 spiller til den mere ”sjove” side, mens HD800 og BCL spiller til den mere ”korrekte” side.
Alt i alt synes jeg V200 er en glimrende samlet løsning. Generelt foretrækker jeg adskilte enheder, men det er min opfattelse at Violectric her har opnået en fin balance mellem dac og forstærker. Dog er jeg ikke i tvivl om, at det er forstærkeren der er det største aktiv i denne enhed. Med AN dac’en viser forstærkeren kvaliteter som jeg ikke umiddelbart oplevede med hverken den indbyggede dac, HD2 eller oDac.
Tak til Brian for at sætte denne på tour.
Musik anvendt:
Vanja Santos - I Say Time
Pablo De Sarasate - Concert Fantasy On Carmen, 1. Mov.
White Stripes - Prickly Thorn, But Sweetly Worn
Rage Against the Machine - Take the Power Back
Marcus Miller – Tutu
Oscar Danielson – Gitarren Är Mitt Svärd
Händel - Messiah, Chorus, Hallelujah
+ en masse af det løse
Grej anvendt:
Foobar(Wasapi), Hegel HD2, AN Dac 3.1x, oDac
Lehmann BCL
Beyerdynamic T1, Beyerdynamic DT880, AKG K550
