Hvis definitonen på jitter er forvrænget tidsrepræsentation, så handler det om, hvor god hjernen er til at skelne mellem to eller flere lyde i sekvens, ikke hvor længe en enkelt lyd er om at nå hjernen. Når studier viser, at hjernen kan skelne helt ned i 10 mikrosekunders forskydning, så virker det ikke usandsynligt (for mig), at jitter er hørbart.
Jeg ved så ikke, hvor du har de 0,16 sekunder fra, men de mikrosekunder jeg nævner er fra Auditory Perception: A New Synthesis. Jeg ville ikke ofre 700 på bogen, så har kun læst gratissiderne.
Jeg har heller ikke indsigt i, hvor god jitterbekæmpelsen er i dagens løsninger. Jeg havde problemer nok med at følge med i fagmandens forklaringer tidligere (jvf mit indlæg længere oppe). Det er muligt, at jitter er blevet et ikke-problem, men så kan man undre sig over, at der stadig snakkes så meget om det.
Den gode hr. NwAvGuy havde jo en mening om det meste. Her forklarer han jitter. Som med meget andet kræves vel her også god indsigt på forhånd for at kunne vurdere lødigheden.
Det sidste er hovedproblemet, vi mennesker er dovne (eller økonomisk anlagte, avhængig af hvordan man anskuer det), vi bruger helst mindst mulige resourcer på at opnå de ønskede resultater. Det er lettere at spørge sidemanden, hvad han er kommet frem til, end selv at undersøge sagen nærmere/dybere.
Dette er ikke specielt rettet mod dig, Claus, nok i virkeligheden mere mod mig selv. Jeg registrerer, at jeg ofte bare tager andres forståelser, vejer dem op imod hinanden, og former min egen, uden nødvendigvis at gå i dybden med emnet/problemstillingen.