Zigis har spurgt mig, om jeg vil skrive en kort introduktion til hans forstærker. Egentlig synes jeg, at hans egen
beskrivelse er ganske dækkende, i hvert fald på det tekniske område. Min egen
tråd om forstærkeren er så mere set fra et brugerståsted.
For kort at opsummere, så snakker vi om en kompakt og solidt bygget rør-hybrid forstærker. Rammen er sprøjtemalet aluminium, og sidestykkerne af eg er behandlet med linolie, Alle kontakter og stik er solidt monteret i alu-rammen, samme gælder den indvendige elektronik. Bunden skrues løs ved bias-justering (rør-bytte), selve justeringen gøres med multimeter og lille skruetrækker (må anskaffes af køber/bruger selv).
Forstærkeren har Pre-out, hvilket kort sagt betyder, at signalet efter at have passeret volumekotrollen sendes til både hovedtlf-udgangen og et sæt RCA-stik på bagsiden. Rør-lyden kan derved (via en effektforstærker) sendes videre til et par højtalere, og man regulerer lydstyrken via RnG's gode potmeter.
Baseret på min erfaring med forstærkeren vil jeg mene, at den gør sig bedst med mellem-/høj-impedante hovedtelefoner. Med lav-impedante/meget følsomme af slagsen vil man nok opleve lidt baggrundssus fra røret. Det påvirker så ikke selve lydkvaliteten, man kan virke forstyrrende på oplevelsen.
Forstærkeren responderer på rør-valg, så jeg vil klart opfordre tour-deltagerne til at prøve flere rør. Jeg oplever det medfølgende russiske rør som besiddende mere punch/råhed, end det Amperex orange globe jeg sidst har benyttet. Vi har jo forskellige hovedtelefoner og præferencer, så her må man nok bare prøve sig frem.
Personligt er jeg vild med selve designet på forstærkeren, og de rent fysiske mål gør, at den er meget placeringsvenlig. Ellers har jeg specielt sat pris på, at potmetret er helt uden ubalance ved lav lyttestyrke, samt at RCA-stikkene på bagsiden er solidt monteret i metalrammen, så skiftning af kabler kan foregå, uden frygt for at det hele falder fra hinanden.
Hvad lyden angår, så vil jeg hellere lade Tour-deltagerne selv kommentere, efterhånden som forstærkeren forflytter sig rundt i riget. Jeg har sikkert glemt både det ene og det andet herover, men mon ikke det så dukker op i Tourens feedback-tråd før eller siden.
---
@Zigis: It might be useful to add a second and different sounding tube to the package on Tour, and also a multimeter and a small screwdriwer for adjusting bias.