(Nu også) Skandinavien på EPO

[Sweppesfetterlein]

Efter en årrække med helt fænomenale plader fra norske bands har visse forskere hentydet til overdreven brug af medicinske præparater. EPO virker dog ikke lige som den mest oplagte synder her

Jeg ved sgu ikke helt hvad der er sket eller hvad de propper i vandet deroppe, men der er saftsusme drøn på tonerne for tiden. Lidt for enhver smag faktisk - også de audiofiles højborg nr 1: kvindevokaler (uhh kan I mærke hvordan der gik et sus igennem termo g-strengen dér?). Susanne Sundførs back-to-basics akustiske og helt igennem smukke album 'Music For People In Trouble' burde være biens knæ for førnævnte connoisseurs.
Ved godt det er Jootoob, så I må sgu gætte jer til lykvaliteten, som også er fænomenal:
https://m.youtube.com/watch?v=Abet-OycQpE

I en helt anden boldgade finder vi de gamle black metal pionerer Ulver og hvad de selv kalder deres 'pop album'. Den er nu fyldt med alt mulig andet såsom post-punk, electronica, goth rock, trance og en vis 80er melankoli, der passer som fod i hose. Pladen starter fedt men bliver overraskende bedre henad vejen. Produktionen er overdådig på den gode måde og leveres med hvad der føles som ekstra stor soundstage:
https://m.youtube.com/watch?v=FPewKGoPhHA

Jeg er egentlig først lige begyndt på en række af virkelig fede musikere fra det (helt) gamle Danmark (vi savner dig Norge!) og kunne nævne de næste 20 i flor på stående fod....men jeg har noget Mexikansk mad hyggende i køkkenet der skal pusles om, og det kunne da også være at andre havde nogle af de samme ideer som undertegnede....men lad os lige for god orden skyld holde Lene Nystrøm ude af tråden til at starte med. Aqwa er også dansk alligevel

[Sweppesfetterlein]

Også fra sidste år (2017 var et svedigt år for Norge musikmæssigt) har vi Major Parkinson og deres 'Blackbox'. Jeg er helt vild med det her album. Fra den dybe mørke mandevokal, der minder om en gotisk cabaret udgave af Tom Waits, til den elegante men også hårdtslående rock musik med den alt for geniale inkorporering af 'Somewhere Over The Rainbow' temaet. Produktionen er tip top og især det moderne elektroniske islæt gør det dejligt zippende og livligt i øregangene (specielt hvis man ejer en planar ):
https://majorparkinson.bandcamp.com/album/blackbox

Til den lidt mere eksperimentale side finder vi elephant9, som på deres sidste par skiver nu helt har adopteret Dungen guitarist, Reine Fiske. Det går over stok og sten med raflende firkantede orgelriffs ovenpå en vild basgang og tordnende jazz rock trommer fra Torstein Lofthus, som pt nok er én af mine yndlingsdaskere. Han er gal på den fede måde. Bandet har efter mødet med Reine også fået mere yin til deres yan, og paletten har derfor også bredet sig ud i mere laidback guitarornamentationer til Krautrock til et eller andet der nok får et navn på et tidspunkt.
Hold på hat og briller: https://m.youtube.com/watch?v=p0shpdKVHM0

[Sweppesfetterlein]

Mere fra Norge der snildt kan konkurrere med en saftig myseost? Jamen der er da masser af godter tilbage. Hvad med lidt til Floyd ganen? Der findes efterhånden RIGTIG mange bands der kører den legendariske Pinkus Floydus modus, så det er da ikke originalitet I skal kigge alt for meget efter ved Airbag. De rammer dog et dejlig flydern svirvlende rock univers, der går ganske godt sammen lammekød og rosiner:
https://airbagsound.bandcamp.com/album/ ... w-on-earth

Norge stod faktisk også for en af de mest succesfulde prog rock plader i nyere tid, Wobbler's From Silence To Somewhere. Jeg nævner den lidt i samme flæng som førnævnte, da vi heller ikke her finder verdens mest originale tilgang til musik, men hvis man godt kan lide Jon Andersons vokal fra Yes med dertilhørende bas i overdrive, fløjte fjollerier og en dejlig analog lydproduktion, samtidig med at de her gutter virkelig kan spille røven ud af bukserne, så ender man faktisk op med noget rigtig interessant:
https://wobbler.bandcamp.com/album/from ... -somewhere

For at runde dette knap så originale indslag af i samme skuffedarium tænker jeg først og fremmest på en kold spansk suppe. Yes gazpacho! Der er dog også et norsk band med samme geniale navn. Der kan også være en vis 'kulde' forbundet med musikken, men det er nok fordi vi her forbinder os i Radiohead/Porcupine Tree territorie, hvor følelser er meget svære og ofte næsten angstfyldte. Oh yes emo spansk suppe serveret med lidt norsk Floyd flute til:
http://gazpachoworld.com

Jeg vender tilbage med lidt anderledes til ganen næste gang...knap så flødet.

[CHIbsen]

Der er da et par af dem her, jeg skal have tjekket ordentlig ud, efter det første hurtige lyt

[Sweppesfetterlein]

Lyder godt CHIbsen
Du må godt melde tilbage om eventuelle favoritter. Det kan være jeg kan finde noget i samme boldgade.

Jaga Jazzist. Kanon navn og kanon musik. Deres Starfire plade fra forrige år er skidego - specielt hvis man godt kan forestille sig et helt igenem unikt tag på Mogwai med spøjse og dog meget chillern næsten hypnokraut rytmer. Det er også dejligt melodisk på en lidt anderledes måde. Passer godt til cykelture gennem byen om natten:
http://jagajazzist.com

Metal? Ja på en måde, men norske Leprous er også meget andet. Der er sikkert mange derude der sværger til 'rækti hævi medl', men de kan så baske lidt i de hårtslående guitar riffs, når keyboards bliver for meget. Er ikke mit yndlingsband personligt, men Bilateral pladen er begyndt at tale lidt til mig:
https://m.youtube.com/watch?v=vyBKvx38txk

Næ nej hvis det skal være metal med lidt viftende arme og store ambitioner, så foretrækker jeg klart Seven Impales fremgangsmetode med grumsede næsten brutale horn riffs. Deres debut er virkelig svedig (den anden plade Contrabasso er også rigtig fed!) og beviser at man sagtens kan lave original musik i dag:
https://sevenimpale.bandcamp.com/album/city-of-the-sun

[Krellef]

TAK for at have introduceret mig for Major Parkinson

[Sweppesfetterlein]

Hey no problemo Kristian, min fornøjelse.
Kan desværre ikke anbefale lignende bands, da de må siges at være temmelig unikke i lyden.

[Krellef]

De laver edder-drøn-hak'me noget fee' musik

[Sweppesfetterlein]

Jeg er helt enig
Den forrige skive Twilight Cinema er også rigtig cool. Lidt mere sailor agtig men stadig den der dystre gotisk inspirerede moderne prog rock, der ruller så dejligt.

[Sweppesfetterlein]

Som I nok allerede har bemærket, så er jeg typen der taler og agerer sådan lidt på gefühl og jam og mange gange har svært ved at holde mig til én ting ad gangen...hvilket nogle gange kan virke naivt og andre gange direkte stupidt. Set i forhold til denne tråd betyder det blot at jeg nu gerne vil brede mig lidt mere ud...ikke fordi Norge er løbet tør for spændende musikere men mere fordi jeg faldt over en del svenske og finske udgivelser fra senere år i min samling. Musik som er virkelig spændende og i mange tilfælde totalt overset af den gængse skandinav, der ellers udadtil, generelt, virker interesseret i god musik på tværs af forskellige genrer. Problemet med det er ofte, at man selv skal finde det...og vide hvor man skal lede til at starte med.
Efter at have været den der 'der er krafteddermame ingen go moderne musik - det lyder alt sammen på samme måde og der er ingen der kan spille SOM I DE GOE GAMLE DAGE-gutten' i laaang tid med snedige snobbede afvisninger af andre menneskers favorit musik; ja så skete der et eller andet på et tidspunkt. Der blev åbnet en dør i min hjerne og ligepludselig kunne jeg finde nydelse og merit i genrer, der før havde sendt mig ud af vinduet.
Lang historie kort: jeg har efterhånden fået skrabet lidt af en musiksamling sammen, der måske mest af alt lægger vægt på musik, der specielt på disse breddegrader er lidt under radaren om så at sige.

Sverige!!!! Frem med snusen, Black Sabbath skiverne og de blå Pripps! Nahh hvad med en go surströmning og lidt lækker musik fra Anna Von Hausswolff i stedet for? Orgelekvilibrist med en stemme og en stil der krydser veje med en del forskellige genrer og med et feel der går lige i sokkerne på undertegnede. Hvad man ender op med lyder opløftende overjordisk og især hendes brug af kirkeorgel i musikken nærmest indklistrer albummet Dead Magic i denne helt igennem pudseløjerlige soniske 'opdrift'.
Kunstnerisk pop/rock med en skøn analog produktion:
https://annavonhausswolffmusic.bandcamp ... dead-magic

[Sweppesfetterlein]

Fra den vinterramte finske ødemark finder vi Tenhi, der efterhånden er ved at have nogle år på bagen. Det kan til stadighed undre at de ikke er mere kendte blandt audiofile, når man hører den mørke baryton stemme a la Pete Steele fra Type O (rip) og de rislende akustiske elementer omkring. Darkwave møder folk i en gletscherspalte - og så et ordentlig skud af den der skønhed vi finder heroppe nordpå, når alt fryser til is og skoven er fyldt med bare træer og døde blade: https://tenhi.bandcamp.com/album/saivo

[CHIbsen]

Nu har jeg investeret i Major, Hauswolff og Wobbler
Mon ikke det bliver interessant.

Tapatalk

[Sweppesfetterlein]

Fedt

Hvis det er mere i rockens tegn, så kan jeg da yderligere friste med lidt sonisk svensk sildesalat i form af Agusa. Ét af de der få bands der rent faktisk lyder som i de goe gamle dage. Det er instrumentalt, men hvis man er glad for boblende hammond orgel, wah wah guitar og en rytmesektion der sparker nums, så går man ikke helt galt i byen. Produktionen er levende og varm og stilmæssigt er vi et eller andet sted imellem psykedelisk rock og højt græs:
https://agusaband.bandcamp.com/album/h-gtid

Selvsamme guitarist var også med i et tilsvarende old school lydende projekt kaldet Hooffoot, dog mere til den flydende og melodiske jazz rock side. Der er dog stadig hans umiskendelige guitar implementeret og det svinger sgu som en sommerkjole på en bavian.
Perfekt chillout plade lørdag formiddag med en stærk kop kaffe og en kælen boaslange i skødet:
https://hooffoot.bandcamp.com/releases

[Sweppesfetterlein]

For lige at ryste posen lidt og smage på lidt andre delikatesser fra det kolde (varme?) nord, så tænkte jeg det kunne være spændende at introducere jer for én af de der musiker, der åbnede for en dør i min hjerne. Norske Lindstrøm har sammen med en række andre Skandinaviske elektroniske artister søsat en form for moderne disko musik, der af og til inkorporerer elementer man normalt ikke associerer med genren. På 'Where You Go I Go Too' blander han den dansable og funky diskorytme med disse organiske sitrende elektroniske overflader, der mest af alt peger en finger mod Berliner Schule vidunderet Klaus Schulze. Hvad dette gør ved en ellers meget ligetil form for musik er at det puster rum og liv ind imellem rytmerne og skaber derigennem plads til lytterens fantasi. Som sådan har denne plade to intentioner og muligheder: dans og/eller overgiv dig til mental chillout. Kombinationen kan godt være svær for nogle homo sapiens, men det er skam opnåeligt!
Spøjst hvordan man bare sådan kan vende på en tallerken, for jeg havde aldrig i mine vildeste fantasier drømt om, at jeg en dag ville kunne grave disko (you dig?):
https://m.soundcloud.com/feedelity/lind ... ou-go-i-go

[CHIbsen]

disko ligegodt...
Fik smidt tenhi, agusa og hooffoot i kurven. Tenhi er sq meget fedt. Agusa forventer jeg mig en del af.
Har siddet og hørt noget af det tidligere sundfør i bilen i dag. De stod faktisk på mit lokale bibliotek.
Er faktisk lidt pjattet med fløjte i prog rock så tænker sd kortet skal blandes med lidt Jehtro.
Og så har jeg det fint med instrumental musik. Må indrømme at jeg ofte misser lyrikken og kun lytter til sangerens stemme som et instrument. Bob Dylan er fuldstændig spildt på mig.
Nu har jeg efterhånden fået sourcet så meget ny musik at jeg kan gå i hi i Juli

Tapatalk

[CHIbsen]

Har lige fået hørt Wobbler ordentlig igennem på turen hjemover. Kunne man ikke godt sige at de også trækker på referencer til Rush?

Tapatalk

[Sweppesfetterlein]

Jo jeg synes også der er lidt, men på den anden side virker hele pladen også lidt som en slags 'spot inspirationen bag'. Langt henad vejen hører jeg Yes, via vokal og keyboards, men bassen derimod minder mere om John Wetton, da han spillede for King Crimson. Fløjtespillet peger lidt naturligt mod Jethro, men det er også lidt uretfærdigt bare fordi fløjte i rock musik umiskendeligt sender tanker den vej. Det er det samme med elektronisk musik der benytter sig af sequencers. Badabing siger det og en hvilken som helst (old school) elektronisk musik connoisseur vil automatisk tænke Tangerine Dream og/eller Klaus Schulze.
Det spiller dog max op det album, og hvad det måske mangler lidt på originalitetsiden gør de op for via ren entusiasme og musisk kunnen. Jeg synes under alle omstændigheder pladen holder.

Det der med umiskendelige instrumenter gælder også nogle gange komboer, som fx kombinationen af 12 strenget akustisk guitar og mellotron, der gik hen og blev Genesis trademark...noget som er blevet efterlignet til døde på trods af de mange forskellige måder man kan kombinerer de to instrumenter på. Genesis metoden er da også helt igennem eminent. Bevis? https://m.youtube.com/watch?v=BdJkOMYzVFE
Afslutningen på Entangled sender altid kuldegysninger igennem mit korpus. Det er bare ren øreorgasme.

[CHIbsen]

Nu har jeg aldrig været særlig pjattet med 12-stenget, ej heller mellotron. Faktisk slet ikke Mellotron. Men jeg vil godt give dig at det er en fin afslutning på Genesis nummeret.
MÃ¥ske jeg skal tage min mening op til revision
Turnerede Tim Christensen ikke for år tilbage som backing til Pernille Rosendahl på Mellotron?

Tapatalk

[Sweppesfetterlein]

Det tog skam også noget tid at overtale undertegnede til at give Genesis en chance. Jeg elskede nogle få Phil Collins sange som helt lille purk, men da We Can't Dance kom ud var jeg et helt andet sted musikalsk.
Det helt gamle Genesis fra 70erne dog er sgu fedt. Skiverne før A Trick Of The Tail har Peter Gabriel på vokal i stedet for Collins, og der sgu også en god portion mere muskelkræft bag instrumenterne. Steve Hackett er en psykopatisk dygtig guitarist, men det er faktisk Collins trommer der altid har talt mest til mig. Folk glemmer ofte hvilken storslået trommedasker han var (pt spiller han ikke på grund af sin ryg). Jeg er også helt tosset med hans spil i Brand X: https://m.youtube.com/watch?v=vo7mYqaMKXA

Men ja med hensyn til Genesis, så ville jeg nok starte med Foxtrot eller Selling England By The Pound. Min favorit er The Lamb Lies Down On Broadway, men den tog lige et par ekstra omgange før den landede i kasketten.

Nå for at komme lidt tilbage til tråden igen og også for at bygge lidt videre på den der mellotron (jo jeg mener Tim spillede på den...tilmed en flot hvid en af slagsen som Robert Fripp pionerede), så tænkte jeg lidt på svenske Gösta Berlings Saga. Ja mellotron og mellotron der er satme alt under solen af old school analog gear på deres plader...ovenikøbet indspillet på en måde så det lyder som musik og ikke et par gutter der sidder i en bås og optager små klippeklistrestykker.
'Fort Europa' genkalder lidt den samme majestætiske storhed som Santanas nummer af samme navn (dog minus fortet;). Utrolig melodisk og veludført samt noget guitarlir til sidst, der virkelig gør far våd i trussen: https://gostaberlingssaga.bandcamp.com/album/sersophane

[Sweppesfetterlein]

Hov jeg missede lige din tidligere besked.
Du får da købt lidt musik ind, hvilket kun er godt i min bog. Siden jeg var 13 (avisrute) har jeg kontinuerligt købt ny musik, hver gang jeg fik løn. Lønningsdag er ensbetydende med nye plader...sådan er det bare!
Håber du kan lide Agusa og Hooffoot. Jeg er temmelig tosset med begge. Det de gør er også noget som Skandinavien er uovertrufne til lige pt: produktion. Langt størstedelen af bands der giver sig i kast med oder til fortiden - det være sig syrerock, prog rock, funk etc etc - så bliver det næsten altid serveret på den der moderne laboratorie facon, hvor al form for live intensitet forsvinder og erstattes med præcision, perfektion og desværre monotoni. Specielt det sidste går igen og igen ved trommerne. Det er så sjældent man hører organisk lydende trommer. Skandinaverne har dog fattet vigtigheden ved at bibeholde varmen og 'nuet' i produktionen, hvilket klæder den slags musik helt eminent. Det der med at opdatere gammel musik via topmoderne studieproduktion er direkte fjollet og svarer sgu lidt til at proppe en blomstret nederdel på en lørdags kylling.
Jeg er både til lyrik og det instrumentale. Dylan ramte mig hårdt for en 15 år siden og har ikke rigtig forladt mig siden. Jeg er ikke monsterfan, men der er en 3-4 plader af hans der virkelig tænder min lyriske grill.

Fløjte? Prog rock? Hvad med lidt norsk Tusmørke? Relativt nyt band med en fremgangsmetode der afspejler både Agusa og Hooffoots kærlighed for den gamle skole. De udgav to skiver sidste år, plus en ny i år der hedder 'Fjernsyn I Farver', og på trods af den kortvarige periode, så lyder ingen af skiverne ens...måske bortset fra vokalen, som er lidt speciel.
Min yndling af deres indtil videre er 'Bydyra' fra 2017, -en plade som minder undertegnede om dansk børnemusik fra 70erne a la Cirkeline, Bennys Badekar og deslige. Naiv, legesyg, fjollet, let jazzet, syret, funky og masser af børnekor. Pladen bevæger sig også bevidst i eventyr og fabeluniverset.
Den anden plade fra 17 hedder 'Hinsides' og lyder mere som et prog rock band af sømænd, der indtager Hong Kong Bar umiddelbart efter et smut på svampetur i Dyrehaven:
https://tusm-rke.bandcamp.com

disko ligegodt...
Fik smidt tenhi, agusa og hooffoot i kurven. Tenhi er sq meget fedt. Agusa forventer jeg mig en del af.
Har siddet og hørt noget af det tidligere sundfør i bilen i dag. De stod faktisk på mit lokale bibliotek.
Er faktisk lidt pjattet med fløjte i prog rock så tænker sd kortet skal blandes med lidt Jehtro.
Og så har jeg det fint med instrumental musik. Må indrømme at jeg ofte misser lyrikken og kun lytter til sangerens stemme som et instrument. Bob Dylan er fuldstændig spildt på mig.
Nu har jeg efterhånden fået sourcet så meget ny musik at jeg kan gå i hi i Juli

Tapatalk