Jeg tror jeg er ved at have skudt mig ind på den her bandit, og jeg må ærligt talt indrømme, at det har fået mig til at se lidt anderledes på hvordan bøffer sådan generelt set præsenterer lyd. Hvadfornogetvrøvl!?!???
Ja erm...Ol-Lossen har sgu gjort mig helt filosofisk i tilgangen her, men det er kun fordi jeg aldrig har hørt en tilsvarende kande før.
Stor ord ja, men de er ikke desto mindre helt igennem sandfærdige.
Men for at starte med de rent fysiske attributter af henrivende slovensk los:
Den er virkelig smuk på en Lucky Luke og John Wayne ved lejrbålet-agtig manér, hvilket dog ikke kunne være længere fra de associationer jeg får når jeg propper den på nødden...men mere om det senere.
Det eneste list kinky træk fra designets side af er de røde næsten pink-farvede indersider af kopperne. Liggende på bordet med ydersiden af kopperne kiggende mig direkte i fjæset er det dog skønheden af det sorte metal og det varme træ der tiltrækker øjnene.
Komfort-mæssigt er man i himmelen...dog med den indsigelse at det nok for mange mere vil føles som en stor on-ear kande. Ørene hviler i disse to yderst komfortable 'fuglereder' der til trods for sin magelighed dog aldrig helt forsvinder på ørene.
Oven i kobøjderhatten er den både let at bære og let at drive. Din mobilos vil kunne få den til at synge.
Overstående er dog peditesser når man mødes af lyden. Jeg har altid fået at vide, at neutrale bøffer ville være søvnindbydende og zzzzzzzzzzzzzzz: 'Der findes ingen neutrale hovedtelefoner....men hvis du nogensinde finder én, så er den kedelig'...med mindre det selvfølgelig er en dedikeret musikproducent man står og snakker med over køkkendisken.
Ol-Lossen lyder ikke som nogen anden kande i min stald...og jeg har efterhånden en del - og lyttet på endnu flere. Ingen lyder som den her og det mener jeg på den mest flatterende måde muligt.
Hvad der først slog mig med lossen var dens fænomenale detaljerigdom. Det føltes helt tosset i og med at musikken også blev leveret elegant og naturligt på en måde jeg kun nikker genkendende til, når jeg lytter til min HE500.
Jeg havde aldrig i livet troet at neutralitet i en kande ville medføre dette niveau af detaljer, men jeg tror på den anden side godt jeg forstår hvorfor. Jeg tror der foregår en del maskering af frekvenser, når vi lytter på farvede kander - uanset hvor meget vi nu nyder dem når vi lytter på dem - lige så vel som frekvenser også kan træde i baggrunden for hinanden og derigennem skabe en uligvægtighed/minutiøs ubalance i præsentationen. Videnskaben fortæller os også, at når vi 'zoomer' ind på specifikke registre (basso fx), mentalt, ja så mister vi evnen til at opfatte resten af lydspektrummet præcist.
Det er dog først, når man får en bøf som Ol-Lossen ind ad døren, at ovenstående begynder at give mening, for hold nu helt op hvor er det mærkeligt at høre nye detaljer ved musik, nu når man er kommet så langt på sin kanderejse. Lossen leverer dem med en lethed og elegance, at man må klø sig lidt i skægget af og til.
Umiddelbart er den alt hvad man normalt forbinder med en HD600...bortset fra at man også kan høre hip hop og moderne musik på den. Den er neutral. Du får hvad der blev indspillet, så hvis der er godt med bas i mixet - ja så får du godt med basso via lossen...og den kan sgu både række dybt og høøøjt hvis der er brug for det. På den anden side set, så gør den heller ikke dårligt produceret musik uudholdeligt, for der er ingen tryk på diskanten...overhovedet. Den er flad som resten af pandekagen.
Jeg har spillet stort set samtlige genrer jeg kender til og lossen følger med som en regulær sonisk mis.
Jeg kan godt mistænke hvad jeg personligt vil kalde for et semi-åbent design for at hjælpe med basresponset, da en mere åben fætter har langt mindre håndgribeligt at drøne basluft op imod. Denne facet ved kanden er også med til at gøre scenen ekstremt fokuseret og lettere intim.
Eneste lille minus? Jeg ville ønske at kopperne var lidt større. Var de fx på størrelse med en K701, ja så tror jeg OLLO havde slagtet bøfbranchen i første hug. Det mener jeg vitterligt. Jeg har ikke begreb om hvor svært det er at ramme en frekvenskurve, der er flad som en pandekage...men det er første gang jeg ser det og også første gang jeg prøver effekten af selvsamme. Oplevelsen er overhovedet ikke som man forestiller sig forinden! Tro mig
Ol-Lossen er uden sammenligning den mest naturligt detaljerede bøf jeg nogensinde har haft fornøjelsen af at hilse på. Den er intet mindre end en øjenåbner for undertegnede, og jeg kan kun på det varmeste anbefale den til bøfbetvingere verden over.
Badoum-chi og cue Kristian med billederne:
viewtopic.php?f=38&p=108011#p108011
