Mit andet køb efter at have læst Sweppesfettelein’s sprudlende anmeldelser.
- HD700.jpg (76.15 KiB) Vist 8204 gange
Lyttede til Sokolov i går aftes, allerede her oplevede jeg fornemt HD700’erne præsenterer et solo klaver.
Her til formiddag er det Violinkoncert med David Oiktrakh på violinen. Koncerten starter med en indledning af orkesteret, og så starter Oikstrakh. Han står jo lige der. Lige der I midten med orkester omkring sig. Jeg har kun hørt denne koncert med Oikstrakh, men jeg er allerede fan. Han har en vidunderlig lys men samtidig rund tone, med de lækreste triller. En ung Itzhak Perlman har også en lys tone, men den er noget mere hidsig. I hvert fald på de optagelser jeg har hørt.
Til denne type musik er diskant og rum vigtig for mig. Ellers løfter musikken sig ikke op. HD700 er velopløste i diskanten, og den har sin tilstedeværelse. På noget udstyr kan jeg sagtens forestille mig at den vil blive opfattet som til den skarpe side. Men med den rigtige paring, så er den lige i øjet.
Jeg lyttede til Elton John “Funeral for a friend/Love lies bleeding” fra Yellow brick road. Et fantastisk nummer fra slut 70’erne. Dengang Elton John lavede rigtig musik som sparkede bagdel. Jeg hørte det samme nummer til vores meet I Gesten på Claus-dk’s JVC HA-DX1000. JVC’erne gengav bassistens spil med pondus og masser af detaljer og overtoner på strengene. Det er vigtigt for dette nummer, da det ellers godt kan blive lidt fersk og uden drive. Nu da nummeret var over 10 minutter, så skal der lidt ekstra til for at holde fokus. Og når jeg lytter til nummeret via HD700, så kan jeg godt synes at de gør det godt. Men JVC’erne var flere niveauer over med hensyn til el-basssen.
Da jeg udvalgte numre til min sidste test af microZOTl’en, der lagde jeg mærke til at HD700’erne, ligesom Beyerdynamic T70, er lidt picky med hensyn til produktionerne. De tilgiver ikke et dårligt mix. Men når først man har den gode indspilning, så honorerer de det også til fulde.
Sennheiser HD700 lækker en del lyd. Konen var inde I rummet ved siden af I går aftes, og hun troede at jeg havde tændt for TV’et, men det var så bare mig der var ved at lytte via HD700’erne. Så de her er kun slået af Grado I forhold til at lække lyd. Men mon ikke også det er det wiremesh der med til at give den rigtige udluftning og modstand til enheden.
Sammenligning med Beyerdynamic T70. Det her er en sammenligning mellem en lukket (T70) og en åben Hovedtelefon (HD700) men alligevel synes jeg de har noget tilfælles. Beyer’eren er meget detaljerede. Og også foran HD700’erne I den henseende, Tilgengæld er rum og placering af udøverne bedre med HD700. HD700 giver et mere sammenhængene lydbillede, og man kan langt lettere placere Kate Bush I forhold til Peter Gabriel på nummeret Don’t give up fra pladen “So”. Denne sammeligning bliver lavet med Linear Tube Amplifier MZ2, og den matcher HD700 bedre end den gør T70. T70’erne mangler simpelthen noget saft og kraft så man forledes til at tro at man sidder på en tandlægeklinik. Jeg husker T70 som bedre når de blev parret med Eufonika, som nok også er en lidt mere fyldig lydende forstærker. HD700 giver mig en oplevelse som gør, at jeg nyder musikken bedre end T70’erne gør.
Sammenligning med Ollo S4R. Igen en lukket mod en åben Hovedtelefon. Den lukkede Ollo har en lydsignatur der minder meget om Sennheiser’en. Men hvor Ollo’erne placere musikken lige foran en parat til at blive analyseret, der gengiver Sennheiser musikken i et større rum, på alle leder og kanter. Når man kommer fra HD700 og lytter til Ollo eller T70, så ønsker man sig et crossfeed filter der kunne få det til at hænge lidt bedre sammen henover midten. Det er slet ikke nødvendigt med Sennheiserne. De er homogene at lytte til. Detaljemæssigt så er Ollo S4R og HD700 forholdsvis ens.
Sammenligning med Hyland Saturn. Hyland og HD700 deler den store rumlige gengivelse. Lydsignaturen er også meget det samme. Rummet breder sig måske 5% mere ud med Hyland. Tilgengæld er placeringevnen og den sidste detalje bedre med HD700. Og så har Sennheiseren en mere veldefineret bas. Faktisk så er bassen mere fyldig i Hyland. Når man vel at mærke spiller højt nok med Hyland til at de bliver “aktiveret”.
Et par dage senere var jeg tilbage til X-Can og sad og lytter til Mozart’s Piano concertos med Geza Anda. Jeg havde siddet og lyttet med Hyland og gik senere over til HD700’erne. Her synes jeg ikke at rummet blev mindre, tilgengæld var det som at billedet lige blev stillet skarpt. Fokus blev justeret og så var alting bedre placeret i lydbilledet. Herligt.
HD700 virker for mig til at kombinere de bedste ting fra Hyland og Ollo S4R. Dejligt stort lydbillede fra Hyland og sans for detaljer fra Ollo’erne.
For at følge op Hyland vs HD700, så har jeg lavet en lille liste inspireret af de sidste par krimier jeg har læst. Og så smider vi også lige AKG K240DF oven i bunken.
A+ → Audio-gd → AVI → X-Can V8
Für Alina – Arvo Pärt – Alexander Malter
Her er der rigtig god tid til at høre alle anslag på klaveret og høre hvordan tonerne klinger ud.
Hyland: Drømmende. Sidder man I en boble og høre musik? En del baggrundssus. Lidt grovkornet.
HD700: Ikke helt så drømmende. Tonerne er lidt bedre veldefineret. Og det suser måske lidt mindre I baggrunden. Det ene åndedræt man høre i løbet af nummeret er lidt mere “lige der”.
K240DF: Lidt mørkere. Sammenhængende og knap drømmende.
Requim. Op 48: IV Pie Jesu Dor Panoama – Gabriel Fauré – Kathleen Battle, Andreas Schmidt - Philharmonia Chorus and Orchestra - Carlo Maria Giulini
Hyland: Hendes sopran bliver gengivet med ubesvær og letflydende.
HD700: Stadig letflydende, men nu med lidt mere fasthed I stemmen.
K240DF: I forhold til de to andre er AKG’erne lidt mere tilbageholdende i diskanten. Måske derfor lidt mere distancerende.
Kindertotenlieder: 1. Nun will die Sonn’ so Lieder eins fahrenden Gesellen – Mahler – Dietrich Fischer-Dieskau – Karl Böhm, Berliner Philharmoniker
Hyland: Som en tåget dag i en engelsk by om morgen. Jack the Ripper… Stor dynamik og ingen påtrængende diskant.
HD700: SĂĄ forsvinder tĂĄgen. Her fĂĄr man igen fornemmelse, at der bliver stillet mere skarpt, sĂĄ lydbilledet er mere defineret uden at rummet bliver mindre.
K240DF: I stedet for at blive henvist til en morgenstemning, er jeg mere henunder aftenen nu. Spøjst. Synes Fischer-Dieskau lyder yngre med HD700.
Sabat Mater: II Aria (soprano): Cuius anim Stabat Mater – Pergolesi – London Symphony Orchestra and Claudio Abbado
Hyland: Dynamisk. Strøgene på strygerne gengives med flot dynamik.
HD700: Strøgene på strygerne eksplodere lidt hurtigere, men når ikke op og fylde ligeså meget. Tilgengæld er de bedre defineret. Med HD700 bliver dette nummer som en lille skarp melem to retter under middagen.
K240DF: Nummeret bliver kun bedre af, at få et dryp behagelighed fra AKG’erne.
Det er tre Hovedtelefoner der gør meget af det samme godt. Hyland gengiver musikken med stort rum og meget dynamisk. Men er lidt grovkornet og man føler lidt at autofokus’en godt kunne trænge til en software opdatering, når man sammenligner med HD700. HD700 følger godt med på den rumlige gengivelse, men har en bedre placerinsevne af musikkens udøvere. K240DF er lidt mere afdæmpet i deres præsentation af musikken, men de glemmer ikke at få guldet frem.
I løbet af de sidste par uger er HD700’erne blevet brugt meget, og de fleste af mine Hovedtelefoner vil ryge afsted før HD700, hvis jeg skulle blive tvunget ud i en indskrænkning af samlingen. Tommel-op herfra.