Jeg har aldrig rigtig prøvet en rørforstærker som jeg ikke syntes lød unødigt grumset og mudret..i særdeleshed i bassen. Det værende sig Bottlehead Crack på speed, WA2, LD’s, Darkvoice og hvad jeg ellers har prøvet. Som oftest er de gået hånd i hånd med en hd600/650, hvilke jo som oftest omtales som værende biens knæ over rør...dog aldrig rigtig for undertegnede.
Hvalhallen dog har totalt ændret på det. Umiddelbart tager denne alle de facetter jeg ellers har været glad for ved de rørbanditter jeg kan li..og blander det så sammen med en klar ugrumset lyd, der ikke smadrer min basso
Stort set samtlige bøffer jeg propper i dens bøfhul får en renaissance a la Jesus påsketrick og kulørte Dr. Martens støvler. Det er stort set det samme som den gør ved dem alle sammen. Det lyder vitterligt som om den doper dem ved at hælde lidt mescalin i deres drivers for så derefter at åbne scenen op. Herefter lyder det som om musik skabes af ild og klokkeblomst støv.
Med en udgangsimpedans på 3.5 ohm i lav gain og 13-14 i høj kan jeg faktisk smide samtlige af husets bøffer til den og få denne vidunderlige dopede Alice I Eventyrland-agtige præsentation, som jeg efterhånden er blevet fuldstændig betaget af.
Det var specielt med Preben Diego at der var noget der gik op for mig...bøffens allerede indbyggede dsp magi næsten råbte på rør, da lyden fra kanden i sig selv godt kunne have lidt derhen af. Så blev den tilsluttet og undertegnede blev belønnet med et set-up, der slår min gamle V200 + HE500 kombo...til en del mindre skejser vel at mærke. Musikken får en helt anden fylde - der kommer konturer og en næsten håndgribelig aura omkring alle instrumenter. Bred ymer fra bredeste mejeri
Er der nogen derude med en Hvalhal 2? I må være nogle glade mennesker.