Hej Hoved-Fi,
Jeg er nybegynder i HiFi og kunne godt tænke mig at investere i en transportabel DAC/Amp combo dims!
Prisleje: 1000-2000 kr. Jeg ved at det er umuligt at købe 100% fremtidssikret, men jeg vil hellere give lidt ekstra for at undgå at skulle opgradere igen om et halvt år.
Grej: Ikko Oh1 (netop købt på hoved-grej.dk) - forhåbentligt et par over-ear på vej i fremtiden! Jeg synes at selve forstærkerdelen er ret kryptisk. Det er mit indtryk at en IEM som Oh1 ikke er super svær at drive, men købet må gerne være en smule fremtidssikret, hvis jeg køber nogle hovedtelefoner som er sværere at drive.
Lydkilde: Jeg ejer ikke et eneste stykke musik "fysisk". Alt kommer fra streaming gennem Spotify premium fra telefon eller computer. Jeg overvejer at skifte til Tidal HiFi, som jeg kan forstå understøtter formater i højere kvalitet.
Brug: 80% af tiden lytter jeg til musik på arbejdet på min computer, hvor jeg kører Ubuntu Linux, så det er super vigtigt at dimsen kan snakke sammen med et Linuxbaseret OS. Resten af tiden lytter jeg på farten på min Android telefon, så dimsen må gerne have batteri.
Fortrukken lyd: Jeg er ikke flydende i HiFi sprog med U- og V-former og alt den slags, så her kommer en mere uformel beskrivelse: jeg kan godt lide en varm og stemningsfuld lyd med en god og punchy bass, men uden at tingene bliver mudrede.
Fysisk: Jeg foretrækker noget som er robust og solidt frem for småt og let, men dimsen må ikke være større end en smartphone - ellers får jeg den ikke brugt på farten.
Forbindelse: Det ville være et kæmpe plus, hvis den har bluetooth. Ellers kan jeg forestille mig, at jeg ikke får den brugt særlig meget på gåture eller i transport. Det er også mit indtryk, at hvis dimsen skal have bluetooth, så skal den også understøtte LDAC og aptX HD, ellers kan det være lidt "ligemeget".
Efter at have læst forskellige tråde herinde, overvejer jeg følgende modeller:
1. EarStudio ES100
2. Topping NX4
3. Xduoo XP-2
4. Fiio Q1 Mark II
Jeg hælder mest til ES100, men jeg kan ikke regne ud baseret på reviews om den faktisk er god, eller om den er god taget prisen og størrelsen i betragtning. Jeg kan heller ikke regne ud om lydkvaliteten er oprigtigt god, eller om den kun er god taget i betragtning at man bruger bluetooth.
Det ville være super fedt med bluetooth og en lille kompakt sag, men i sidste ende er den gode lyd det vigtige - det ville bare være et plus at få bluetooth med.
Er der nogle modeller som jeg har overset, og hvad kan i guruer generelt anbefale til en nybegynder som mig?