Ny dag, nye muligheder.. og denne gang er modelbetegnelsen H16M.
EL34 er nok ikke det mest åbenlyse rør til en hovedtelefonforstærker. De findes derude, men så gerne som integreret forstærker med hovedtlf.udgang som sidekick, eller som elektrostatisk hovedtlf.forstærker. Cayins nyeste skud på stammen er dog EL34-baseret, det samme er topmodellen hos Auris Audio, og italienske MegaHertz har også en i sortimentet.
Måske netop fordi jeg ikke fandt så mange, eller måske fordi jeg synes røret ser flot ud, og selvfølgelig fordi Wieslaw ville lege med, så blev det EL34. Som driver har Wieslaw valgt 6NS7, eller rettere det russiske modstykke 6N8S. Begge typer rør skulle give mig rig mulighed for at 'rulle'.
Fysisk bliver H16M noget større end H12G. Det skyldes især to temmelig store kondensatorer, Miflex MKP-11. Havde jeg været mere formuende, var det måske blevet noget mere eksotisk, men disse smager også lidt af fugl. Så, vi ender på størrelsen 30x40x10.
En 10 cm egekant bliver bare for kedelig, så jeg har foreslået div. måder at friske indtrykket op på (eksotisk træ, fræsing af striper, mosaik-liming). Nu må vi så se, hvad Wieslaw finder på Han har nævnt, at denne gang vil både fødder og ramme frit kunne byttes ud, siden alt fastgøres i toppladen.
Besat som jeg også kan være til tider sidder jeg derfor nu og undersøger, hvor man kan få lavet en pladerspiller-plinth, for der må man også kunne få lavet en forstærker-ramme.
Som rosinen i pølseenden kommer crossfeed.. dvs nej det gør det ikke, i denne omgang, men det stod på ønskelisten. Noget impedans-halløjsa gør, at det vist ikke passer så godt her, men der dukker muligvis en lille duppedit (norsk for dippedut) op senere.
Jeg har hørt, at det ikke varer så længe, før forstærkeren er færdig, så mens vi venter, kan vi jo opbygge en forventningfuld stemning med div. billeder fra det hidtidige forløb . Har helt glemt at nævne, at Beyer T1 bliver hovedtelefonen som H16M gerne skulle sparke liv i. Kilder bliver i første omgang noget vintage grej, nemlig Naim CD3 (TDA1541A S1) og Parasound D/AC-1000 (PCM63P-J). De bliver muligvis afløst af en R2R-DAC senere, vi får se.