Aune X1s GT



Aune X1s GT

Indlægaf Peter Jensen » 3. dec 2021, 15:13

Først og fremmest, tak til Claus for at sende denne dejlige DAC/AMP på tur. Den har været et rigtigt dejligt genhør med Aune X1s serien, og så er der da lidt stolthed i at være blot nr. 2 i DK til at have hørt den, man skal vist være importør for at komme meget højere på den liste.

Aune X1s var på mange måder vejen min vej ind i hoved-fi, både hobbyen og forummet her. Jeg var begyndt at lege med at lave mine egne CIEM´s da jeg havde adgang til alle fornødenhederne på kontoret. Når nu jeg lagde så stor en indsats i at bygge disse, så tænkte jeg at jeg også måtte have en nogenlunde DAC/AMP til at lytte på. Så jeg købte en X1s af Mommerman her fra siden via DBA og han overbeviste mig om dette forums store kvaliteter. Kort efter var jeg naturligvis hooked. Desværre kom jeg til at sælge min X1s til en anden venlig hoved-fi´er, hvilket jeg relativt kort efter fortrød men aldrig gjorde noget ved.

Nu har jeg så haft glæden af at prøve det nyeste skud på stammen, Aune X1s GT. Den er produceret af 武汉奥莱尔科技发展有限公司, et firma de fleste nok bedre kender som Aune. De er et af de få hi-tech head-fi firmaer som jeg kender til der ikke ligger nede i det sydlige Kina, men istedet ligger i byen Wuhan. Indtil for få år siden var der nok ikke mange herhjemme der kendte til denne provins hovedstad med ca. 11 mil. Indbyggede, men tror de fleste nok har hørt om den nu. Det skal dog siges at der er et tech cluster i Wuhan, bl.a. hvor Intel også har noget udvikling, så de er vist ret godt med deroppe. Det er ikke den mest spændende by jeg har været i, og den er varm som en smeltekedel om sommeren, men måske betyder det så bare at de gode folk har mere lyst til at sidde inde med noget god musik i ørene.

Nå, lad os få nogle ord på hvad Aune X1s GT så egentligt kan. Det er en DAC/AMP med specifikationerne i orden og massere af kræfter i forhold til dens størrelse. Den har hvad man kan ønske af DSD, PCM og DOP – det er dog ikke noget jeg selv fik afprøvet så meget da jeg nærmest udelukkende køre Tidal Hi-Fi. Her brugte jeg USB primært og syntes det fungerede glimrende.
Som man kan se på hoved-grej.dk giver den mulighed for brug af en ekstern clock til at give mindre jitter i lyden. Så vidt jeg er orienteret så er det dog ikke med på turen her, så jeg formoder at det er den indbyggede standard som jeg har hørt og som disse indtryk er baseret på. Derudover er den balanceret, og man har valgt det mindre 4.4 mm Pentacon stik som udgang, hvilket spare en del plads i forhold til det noget større XLR stik der ellers ofte er standard. Det kan self. give lidt udfordringer hvis man har XLR på sine hovedtelefoner, men man kan jo altid bruge en adapter eller på termineret sine hovedtelefoner om.
At den er balanceret betyder at den har hele 4 forstærkere indbygget, og jeg syntes godt man kan høre den ekstra kræft når man bruger 4.4 outputtet istedet for det alm. Jack. Mere om det senere.
Byggekvaliteten er god, som jeg også ville forvente det fra Aune. Jeg er ret glad for designet også. Jeg syntes det er meget lækkert med den diskrete lysring. Derudover passer den perfekt på f.eks. et kontor skrivebord hvor den lige kan stå under skærmen eller i hjørnet uden at fylde for meget.
Men hvordan lyder den så? Godt, er det nemme korte svar, men syntes den fortjener lidt flere ord med på vejen. Som tidligere skrevet var det et glædeligt genhør, og jeg syntes bestemt godt man kan høre at der er tale om et Aune produkt. Jeg får meget den samme ”house sound” fornemmelse som jeg også fik med Jasper og med min tidligere Aune X1s. Det vil sige at alt står super rent og helt klart. I forhold til flere andre DAC/Amps jeg ejer eller har hørt, så syntes jeg helt klart at Aune kan noget særligt i forhold til at levere et klart og detajlerigt lydbillede. Der er en helt stille baggrund når der skal være stille, og når musikken spiller får man fornemmelsen af at det er let og ubesværet. Der er luft i toppen og massere af detaljer hele vejen rundt. Det er muligvis ikke denne enhed der giver den mest dunkende bas, men jeg oplevede nu heller ikke at den var en mangel. Den er heller ikke varm og tilgivende på helt samme måde som min rørforstærker, men det er nok nærmere en styrke i denne sammenhæng. Den kan lidt af det der med at en dårlig indspildning lyder dårligt, men så lyder en god tilgengæld også bare så meget bedre.
Jeg har prøvet Aune X1s GT med hhv. Fostex TH900, Audeze LCD-3 og Sendy Aiva – de sidste to mest på den balancerede udgang, TH900 kun på alm. Jeg prøvede også kortvarigt de indbyggede filtre, men jeg syntes ikke de gjorde specielt meget for mig, så jeg kørte mest på neutral.
Aune X1s klarede alle 3 bøffer med overskud og uden problemer. Jeg var især glad for samspillet med TH900 som jeg syntes blev løftet et niveau over hvad min Centrance Mini-M8 normalt levere ude på kontoret. Fostex´en blev lidt mindre tung og der kom lidt flere detaljer frem, uden at den mistede sin dejlige U signatur og det slam den også kan levere i bunden.
Sendy Aiva og LCD-3 lød begge godt og GT´en trak dem på den balancerede udgang uden problemer. Der var stadig massere af power i LCD-3 som den også helst skal have. Jeg syntes måske ikke de vandt helt så meget på ekstra detaljer og klarhed som TH900, men de tabte bestemt heller ikke noget i forhold til den WA7 der normalt driver dem.
Jeg prøvede lidt frem og tilbage mellem den balancerede og den alm. udgang med LCD-3. Der er lidt ekstra kræfter i den balancerede, så jeg prøvede efter bedste evne at matche volumen. Jeg syntes den balancerede udgang havde lidt flere kvaliteter, men det var ikke nat og dag. Lidt mere klarhed og ”kontrol” over lyden bilder jeg mig ind. Jeg ville dog godt kunne anbefale Aune X1s GT som single ended alene også.

Og det bringer mig til at jeg netop sagtens kan anbefale Aune X1s GT. Man får utroligt meget for pengende her, og det er bygget ind i en lækker lille pakke som det er nemt at få plads til i de fleste sammenhænge. Køb den hvis du er på markedet efter sådan en maskine, og fortryd når du sælger. Jeg vil i hvert fald gerne have en DAC/AMP fra Aune mere permanent inde for døren, jeg skal bare lige finde ud af om det skal være denne eller om jeg skal prøve en af deres endnu større (læs) dyrere modeller. Jeg er dog ret overbevist om at denne er nok til mig.

PS: Undskyld mangel på billeder, det har været meget mørkt så jeg kunne ikke få nogle ordentlige nogle når jeg var hjemme...
Peter Jensen

 
Indlæg: 894
Tilmeldt: 23. maj 2016, 12:31
Geografisk sted: København

Re: Aune X1s GT

Indlægaf Ole » 1. jan 2022, 17:01

Look ’n’ feel
Aune X1s GT har et relativt kompakt og skrivebordsvenligt design med lidt designmæssig karakter i stedet for en kedelig firkantet boks. Kan ret godt lide designet - lidt spræl uden at være støjende.

Enheden har en fornuftig tyngde. Er ikke så vild med den overflade der er valgt, der føles ok i hånden, men ligner noget der ser støvet ud bare man kikker væk et kort øjeblik.

Er til gengæld imponeret over de input og output der findes på Aune GT’eren til den pris. Er særlig begejstret for at der er en balanceret 4,4mm udgang, hvilket er min foretrukne hovedtelefon tilslutning. En anden lille fin detalje er når man læner sig ind over enheden, at der over rca tilslutningerne også står hvilke tilslutninger der er input/output, så man kan aflæse det direkte uden at skulle vide det på forhånd eller vende enheden.

I det hele taget fremstår det som en rigtig fin enhed.

IMG_2310.jpeg
IMG_2310.jpeg (88.36 KiB) Vist 4466 gange


Lytteindtryk
Har alene lyttet med kæde macbook lokale filer-> Aune X1s GT (usb indgang) -> Sennheiser HD800S (4,4mm balanceret udgang)
Reference er FiiO K9 Pro, der pt. er min daily driver.

Tænker umiddelbart at det er en solid performance ift. prisniveau - med forbehold for min yderst begrænsede erfaring på enheder i prisklassen. Jeg ville i alt fald ikke have noget at klage over til prisen, hvis jeg skulle betale.

Aunen har efter mine ører ikke den lidt metallisk/digitale undertone eller lidt spidse skarphed, som jeg synes nogle af de prisvenlige dac/amps jeg tidligere har hørt kan have. Klangen synes jeg virker “levende i det”, hvor Aunen ikke forsøger at strække sig længere teknisk end den rent faktisk kan i et forsøg på at hive de sidste detaljer ud af musikken - i stedet virker det til at der er prioriteret at levere en mere sammenhængende lyd med måske et hint af ekstra varme tilføjet.

Aunen virker til at have ok kræfter til at drive mine HD800S bøffer (300ohm), hvilket jeg vil tro skyldes at jeg anvender den balancerede udgang. Lydbilledet fremstår lidt mindre stramt end jeg er vant til, men den gør det nu meget godt med en behagelig og sammenhængende præsentation. Der er naturligvis også en lille smule forskel i dynamik, men det relaterer sig primært til specifikke tracks og generelt til klassisk-/kammermusik, imens jeg ikke bemærker det ved øvrige genrer.

Skal jeg prøve at sætte ord på forskellen i lydbillede, så har jeg ved Aunen en pæn oplevelse af lytterummet, det er måske ikke kæmpestort, men stadig med pæn størrelse og fornemmer ganske fint, når elementer kommer fra forskellige retninger og egentlig også fra forskellige distancer. Der hvor forskellen er ift. hvad jeg er vant til er, at jeg ved de dyrere enheder bedre kan pinpointe helt præcist, hvor henne i en retning en lyd er placeret og lagene er lidt mere definerede, så man (særligt ved flere lydkilder placeret tæt på hinanden) bedre kan fornemme forskelle i dybdemæssig afstand.

Aunen har dog et lille killer-trick, hvor den leverer denne lydmæssigt sammenhængende performance, hvor tingene ikke rigtig stikker negativt ud, men luller én i en tilstand, hvor jeg nok er bevidst om, at enkeltelementerne måske teknisk godt kan gøres bedre hist og pist, men jeg egentlig bare sidder og lytter til musikken i stedet. Åh ja og er faktisk også ret glad for klangen af instrumenter, der leveres.


Konklusion
Indtrykket Aune X1s GT efterlader hos mig er, at det frem for alt er tale om et smukt balanceret produkt. Den vil fra 4,4mm udgangen fint kunne trække en del forskellige hovedtelefoner, har en god klang og holder sig inden for hvad den kan rent teknisk, men leverer en rigtig god og sammenhængende lytteoplevelse inden for de rammer.

Kan se den for mig som et godt bud på et kompakt skrivebords setup eller sekundært setup.

Tænker også den vil være rigtig velegnet som ens “første enhed” pga. dens fleksibilitet og potentielt lange levetid før der reelt vil være behov for at opgradere. Synes også den har tilstrækkelig kvalitet til at den i en snæver vending ved gradvis opgradering vil kunne køre som ren dac indtil man måtte have midler til også at opgradere med særskilt dac. Og efter opgradering kan den så fungere fint som sekundært setup.

Virker som virkeligt godt value for money produkt, der giver god mening.

Mange tak til Claus, for muligheden for at give Aune X1s GT et lyt 1musik
Ole

Brugeravatar
 
Indlæg: 479
Tilmeldt: 6. feb 2012, 19:50
Geografisk sted: Kolding

Re: Aune X1s GT

Indlægaf tg » 5. jan 2022, 13:24

Tak til Claus for at arrangere touren, jeg har virkelig nydt denne.

Jeg undskylder på forhånd at det kommer forsinket og at det er blevet lidt længere end jeg egentlig havde tænkt. Jeg har haft en en rejse med Aune X1S GT og havde lavet rigtig mange noter der skulle koges ned til noget der giver mening. Det ville være god service at give konklusionen her i starten, men her handler det ikke om konklusionen men rejsen. Så hvis du forventer et review med en klar konklusion så kan du lige så godt springe dette over.

Jeg synes det kan være svært at høre forskel på solid state forstærkere hvis jeg ikke holder dem op imod noget. Så jeg har valgt at lave en sammenligning med mit normale skrivebords setup der består af PC og smsl m200 + drop thx 789. Det er ikke en helt fair sammenligning, da det er et setup til omkring det dobbelte, men det er det jeg har for tiden, så det er hvad jeg har at holde det op imod. Jeg vil derfor referere til X1S for Aune X1S Gt og thx789 som dækker både smsl m200 dac og drop thx789.

X1S har en god størrelse og kombinationen af dac og forstærker passer noget bedre på mit skrivebord end thx789. Jeg ved ikke om volume hjulet er i stykker eller om det er meningen at den skal virke sådan, men den har ikke et sted den stopper i volumen, og man kan blive ved med at dreje den rundt mod uret, når man så drejer med uret igen bliver volumen højere som normalt. Det har gjort det lidt svært at ramme samme volumen når jeg har skiftet mellem hovedtelefoner. Det kan muligvis også være derfor jeg oplevede en del ubalance mellem højre og venstre kanal ved lav volumen. Jeg er ret sikker på at den har haft en defekt og Claus nu har den forbi for at fixe det.

Min rejse med X1S starter med Sennheiser HD800s balanceret spiller, som bliver spillet fint op til høj volumen, men bliver lidt mudret når der bliver skruet meget op. For mig betyder det ikke så meget da det er over det lydniveau jeg normalt lytter til.

Jeg starter med at prøve bassen med Billie Eilish - Bad Guy - her er bassen er ikke så tekstureret på X1S som thx789.

Næste punkt er fod testen, kan den få mig til at vippe til musikken. Til det hører jeg Daft Punk - Give life back to music - og den får foden til at svinge, og gør mig glad. Der er dog knap så god separation og detaljer, eksempelvis er menneskene man kan høre i baggrunden 3:16 inde i nummeret ikke nemme at adskille fra beatet på X1S, mens på thx789 står de helt klare og jeg kan høre flere mennesker og detaljerne i deres stemmer.

Så noget jazzet film musik, La La Land - Another day of sun - X1S giver god sving, i forhold til thx789 har den et lidt mere snævert lydbillede, men den får bestemt foden til at vippe.

Jeg tænker at jeg lige må udforske lydbilledet lidt nærmere med Jazz at the pawnshop - High Life - og ganske rigtigt det er et lidt snævre lydbillede og lidt mere mudret på X1S.

Måske er den bedre til noget dynamik og fart så jeg sætter Metallica - Hardwired to self destruct - her lyder trommerne mere organiske på X1S, ikke så skarpt defineret som på thx789.

Nu kan det måske lyde som om X1S ikke er god, og det er nok effekten af at den sættes op imod et setup der koster det dobbelte. Det er jo altså ikke helt fair. Jeg synes dog jeg hørte noget på Metallica nummeret som gjorde det godt for X1S, så jeg tænker min søgen efter hvor X1S brillerer skal gå i retning af noget dynamisk med energi.

Energi finder jeg på FUKT - Play with fire - Det er et godt nummer til at teste om den bliver skinger i de høje toner, specielt starten af nummeret kan gøre ondt i ørene, og det gør det lidt på thx789. Det er ikke tilfældet med X1, den giver en god præsentation af nummeret med en god energi i bunden. Den gør det faktisk rigtig godt.

Jeg tror jeg har fundet noget her, den er ikke den mest klare og detaljerede forstærker, men måske er den god til at formidle musik med fart og energi i. Det må undersøges lidt nærmere med musikken fra min ungdom.

Halvfemser energi finder jeg på Prodigy - Firestarter - Her har X1S en fed energi i bassen, den er ikke så stram men energien i nummeret bliver formidlet rigtig godt.

Så må jeg prøve et andet nummer med masser af energi Fat boy slim - Ya Mama - Ganske rigtig her foretrækker jeg X1S, den formår virkelig at få energien og dynamikken formidlet, det er ret fedt.

Måske er HD800s ikke de rigtige bøffer at høre disse numre med, så jeg skifter til Beyerdynamic T1 3rd edition single ended da jeg ikke har et balanceret kabel til den.  

Jeg forsætter hvor jeg slap HD800s med Fatboy slim - Ya Mama - her skal der skrues godt op på X1, for at den klarer de 600ohm i T1, og det bliver aldrig rigtig godt. THX789 klarer den fint single ended i højeste gain.

Jeg prøvede et par andre numre på med T1 og X1S og jeg synes ikke de bliver rigtig gode sammen, meget mudret og larmende. Måske ville det være anderledes hvis jeg havde kunnet prøve dem balanceret, men jeg lægger T1 til side igen.

De klarede ikke høj impedans hovedtelefoner så godt, så spekulerer jeg på hvordan de klarer sensitive iem med lav impedans. Jeg finder Noble Kaiser 10 single ended. Det er den mest sensitive iem jeg har (16 ohm tror jeg) de er nemme at drive og meget nemme at lave støj på. Her bliver kanal balancen ved lav volumen et problem, da der ikke skal skrues meget op før det er rigeligt for K10. For at teste støj prøver jeg et meget stille nummer med Leonard Cohen - Happens to the Heart - Kanal ubalancen forstyrre, hvis jeg skruer op hjælper det men bliver også til den høje side for mig. Jeg prøver lidt andre numre, men det blev også et kort visit.
Det er også en ret sensitiv iem, og det er værd at nævne at på m200+thx789 kan jeg i lavest gain høre musikken tydeligt selvom thx789 er skruet helt ned, først når jeg skruer ned for m200 bliver den stille på omkring -30.

Jeg tænker at næste skridt må være at prøve noget der passer godt med energien og hverken er sensitive eller svære at drive. Så jeg prøver Vision Ears Elysium der også er en iem med relativ lav impedans, men de er ikke så sensitive og kræver noget mere at drive godt, så her kommer jeg ud over kanal ubalancen. Elysium er en meget "musikalsk" iem, som i ikke så analytisk (i hvert fald sammenlignet med HD800s).

Jeg hører de samme sange som jeg hørte med HD800s og den gør det rigtig godt med X1S. Hvor HD800s var nådesløs for detaljer og klarhed for X1S svinger Elysium rigtig godt med den. Den er stadig ikke så klar og præcis som thx789, men det gør ikke så meget her da det ikke er det jeg forventer. X1S har dog stadig en lidt løs bas og knap så meget sparkle i toppen, men mellem frekvenserne spiller rigtig godt sammen med Elysium og akustiske numre lyder rigtig godt, eksempelvis på Nik Kershaw - The Riddle Solo Acoustic (som er et sjovt nummer hvis du som jeg var ung i halvfemserne).

Sidste skridt på rejsen er et energisk nummer med masser af strenge og mellem frekvenser så jeg finder Joyce - Hard Bossa og hold da op det er helt fantastisk! Den giver bare et musisk flow der sætter sig i kroppen, ikke bare foden vipper nu men hele kroppen og ud i armene og hovedet. Her bliver det meget bedre end thx789. Jeg sætter nummeret på repeat og forsvinder ind i audio nirvana.

Sendt fra min SM-G991B med Tapatalk
tg

 
Indlæg: 135
Tilmeldt: 25. dec 2016, 23:20

Re: Aune X1s GT

Indlægaf telum » 11. mar 2022, 12:15

Den bliver træls at sende videre den her, så er det sagt!

Jeg har begrænset DAC/Amp erfaring og havde egentlig affundet mig med, at der ikke var den store forskel så jeg har primært udforsket diverse hovedtelefoner / IEMS.

Jeg kører normalt med en UHA Leckerton som egentlig er til bærbart brug. Den er forrygende til mine Q-Jays, men efter de sidste par uger kan jeg godt mærke at den savner "det sidste" til mine HE-500.

Jeg har bare trykket på tænd knappen og hørt på den via USB på mine HE-500 - jeg har ikke forsøgt med IEM's da det bliver for høj volumen til min smag med det udstyr jeg har. Jeg er så heldig at de er balancerede så det har jeg selvfølgelig benyttet mig af.

Det er for mig svært at beskrive hvad det er den gør præcist, men der er bare mere ro, mere overskud, mere kontrol. Rummet bliver større, bassen bliver dybere og strammere og jeg kan for alvor høre hvordan HE-500 rigtigt kommer til live når man skruer lidt op. Her kan jeg da lige bemærke at jeg vist aldrig kom over "kl. 9" så den kan nok håndtere det meste!

Den er flot og selvom den har stået på mit skrivebord i 2 uger er den ikke blevet støvet at se på, hvilket mit bord dog er, så det tror jeg ikke er et reelt problem. Dejligt tung er den også og potmeteret føles også fint.

Den her vil jeg altså gerne vinde Claus, men ellers må jeg jo prøve at finde et hul i budgettet :)

Tak for lån!
telum

Brugeravatar
Ridder af Hoved-fi
 
Indlæg: 1699
Tilmeldt: 12. apr 2011, 12:32
Geografisk sted: Dronninglund

Re: Aune X1s GT

Indlægaf meier » 21. mar 2022, 09:08

Det er en fin lille sag.
Desværre fik jeg ikke så meget lyttetid på den, men det er bestemt en overvejelse værd.

Rent teknisk er der ikke nogen mangler - man får et godt udgangspunkt, og mon ikke mange vil leve fint med den - og den bøf man nu foretrækker?

Skulle jeg starte heltforfra, så ville det her være et godt bud på en meget anvendelig forstærker.
Giv den et lyt og se om ikke du vil være enig.
Node2i - Tidal MQA, (Red Wine Audio Isabella - Audeze LCD2) (Teac UD505 - BD-T1/T5) (Sennheiser HDVD800 - hd800) (Stax SRM323II - Stax SR404) (X-canV3 - AKG701) (Schiit Valhalla - BD-T70) (Sony WH100XM3) (Shozy x neo CP) (Ollo S4R)
meier

Brugeravatar
 
Indlæg: 168
Tilmeldt: 1. jul 2012, 11:10
Geografisk sted: Nordsjælland

Re: Aune X1s GT

Indlægaf Troels » 30. mar 2022, 18:10

Jeg må begynde med at give Telum ret; Den her er jeg ikke meget for at skulle pakke ind og sende videre!
Jeg har en AUNE BU1 og et par OLLO, så egentlig er jeg godt vant, hvilket mine omtaler af BU 1 her på sitet jo vidner om. Bedst som jeg gik og troede at nu var vi der! Ja så dumper det her sorte vidunder ind ad døren.

Claus har været så ”væmlig”at låne mig et balanceret kabel til OLLO’erne. Først kørte jeg med standardkablet på mine favoritter på TIDAL MASTER, det lød meget meget lækkert, meget lig min BU1, bare meget mere af det alt sammen, ro bredde detaljerigdom fik lige et to tre gear mere.
Så skiftede jeg kablet! Man tror at det er løgn, men der skete noget helt eminent med lydbilledet, det var ligesom det faldt til ro og detaljegraden blev yderligere forbedret. Særlig transienter i pauker, trommer. og anslag på bas, attacket i strygere og sådan noget, er i en klasse, så på gode liveoptagelser af kammermusik er det meget tæt på at man er der selv! På gode optagelser bliver lyden meget plastisk og levende.

Hvis man skal finde et problem, så er det at AUNE/OLLO sættet stiller voldsomme krav til optagelsen, det bliver nådesløst afsløret hvis der er sjusket med teknikken undervejs. En sjov detalje er, at med det her sæt hører man f.eks meget tydeligt hvis dirigenterne kommer til at nynne med! På liveoptagelser er rummets lyde, host, skrammel osv. også minutiøst hugget ud i granit.
Lydbilledet er meget egalt, der er ikke noget der stikker af. Bassen er fast og stram, mellemtonen veldefineret og både nedre og øvre diskant tindrer uden at blive anstrengende. Soundstage er enorm, jeg har hele symfoniorkestrets bredde og kan pinpointe hvor de enkelte instrumenter sidder, hvis jeg gider, fordi; Jeg har faktisk ikke gidet nørde med forskellige kombinationer. Med AUNE X1S GT og OLLO lytter jeg til musik og ikke til grej!

Nåja rent fysisk fremstår den jo solidt bygget, mange muligheder på indgangssiden og et tillidsvækkende potmeter. Ingen beklagelser her.
Tak til Claus for dette meget farlige møde med både AUNE og et balanceret kabel; I Guder, jeg må eje!!!!!!
Med lydelige hilsner

Troels
Troels

 
Indlæg: 19
Tilmeldt: 13. sep 2021, 09:24
Geografisk sted: Slagelse

Re: Aune X1s GT

Indlægaf Henrik_sdk » 5. maj 2022, 11:08

Henrik_sdk

Brugeravatar
Administrator
 
Indlæg: 2343
Tilmeldt: 1. apr 2011, 23:46
Geografisk sted: Ringsted

Re: Aune X1s GT

Indlægaf Kolind » 5. maj 2022, 11:38

Første indtryk - Det er dæleme en potent lille sag ift. funktionalitet og performance. Især når jeg kigger over på dagens modstander Audio-GD 10.2 som er... ja.. gigantisk..

Fortsættelse følger..
Grej
- Indsæt i dine tanker her en sej sætning efter eget valg..
Kolind

Brugeravatar
 
Indlæg: 1621
Tilmeldt: 1. apr 2011, 13:02
Geografisk sted: Holbæk

Re: Aune X1s GT

Indlægaf Kolind » 16. maj 2022, 21:52

Jeg har haft fornøjelsen af den lille fikse Aune X1s GT. I forvejen ejer jeg en Aune X1 - Den 'oprindelige' købt af Claus for efterhånden en del år siden. Den er still going strong og får udmærket med lyttetid på kontor-setuppet. Det oplagte sted at forbedre på den oprindelige X1'er var på forstærkningen som ikke var dårlig, men bare ikke helt på niveau med mere potente forstærkere. Og nej nej - Det kan man jo heller ikke helt forvente til de penge sådan en kostede, så alt var fint. Jeg syntes endnu at forskellen op til noget andet er for lille til at jeg har skiftet den ud. Dog har den veget pladsen for mit skrummel af en balanceret dac/amp fra Audio-GD.

Men men men - Til den nye X1s GT.
Den helt hurtige konklusion:
ud af boksen er det er overall teknisk lige et lille hak lydmæssigt over min Audio-GD NDB 10.2. Men det er jo også en lidt alderne sag efterhånden med en lidt outdated DAC. Mit gæt vil være at DAC er en fin sjat bedre bedre i X1s'eren og forstærkeren marginalt værre, men overall en bedre box.

Test-setup
Til test af X1s GT'eren har jeg til min pc koblet min Audio GD NFB 10.2 til via optisk og Aune X1s GT til via USB3. Opsætning gik ganske gnidningsløst. Plug and play når det er bedst.
Jeg har efter bedste evne matchet volumen på de to forstærkere så det er så tæt som muligt og så skiftet lidt frem og tilbage imellem de to.
Der er stort set udelukkende sammenlignet på den balancerede udgang på begge forstærkere, hvilket vel også er det store salgspunkt for denne forstærker.
Jeg lytter primært til rock og lidt elektronisk.
Der er primært brugt HD800 men også lidt Grado GS1000 og Beyerdynamic T1 gen2 til test, alle balanceret. Det generelle indtryk af lyden er rundt regnet ens henover de forskellige bøffer.

Lyden
Min grundlæggende holdning til forstærkere er at forskellene ganske sjældent er nat og dag eller tydelige. Det handler om små subtile forskelle. Den holdning får dette lille forsøg ikke rokket det store ved. Når de to boxe er omkring på niveau, er det nok heller ej forventeligt med en enorm forskel.
På AudioGd er der lidt mere tyngde i bunden. Den er lidt varmere og tungere i bassen. Til gengæld er lyden fra Aune lidt strammere og mere klar i toppen med lidt mere crisp lyd i nogle tilfælde. Man får fornemmelsen af at få et nøk flere detaljer med ud uden lige at kunne sætte fingeren på noget bestemt jeg kan høre der som jeg ikke kan på den anden. Det kan muligvis også bare skyltes at toppen er lidt mere crisp at det giver det indtryk. Generelt set har jeg mest nogle skingre og lyse bøffer, så det er umiddelbart ikke et bedre match med aune end AudioGD dog. For de fleste andre tror jeg at det ville være en bedre løsning. Der virker til at være fin kontrol med bøfferne. Der er udmærket punch mm, som oftes at det jeg savner hvis forstærkeren ikke helt har bøffer nok.

Det praktiske
Alt i alt en virkeligt fin lille kasse. Når vi kigger på det praktiske, er den jo lillebitte i forhold til hvad man får. Aunen kan være vel nok være 4-5 gange inde i AudioGD'en ift rumfanget af de to kasser :D Den har ydermere en række inputs og switch knap til at styre det med - Alt godt. Kører man den single ended virker den også til at have markant mere pondus end den tidligere udgave. Forskellen single ended og balanceret virker ud fra ganske kort lytning til at være mindre på Aune end AudioGD. At det er 4.4mm balanceret er fint. Det er formentligt nok fremtidens løsning frermfor 4 pin XLR, som ser ganske prof ud, men er jævnt kluntet at have med at gøre i praksis.
Volumen drejeknappen har ikke så lækkert et feel syntes jeg dog. Det er ikke elendigt eller stramt eller alt for løst eller sådan - Jeg er bare ikke så vild med måden det bevæger sig på. Det virker til at være meningen at man sætter fingeren i fordybningen og trækker det rundt derfra. Hvis man gør sådan, føles det udmærket. Men sådan er jeg jo så på tværs, og gider ikke at gøre det :D

Den længere konklusion
Skulle jeg ud og købe en ny dac/amp ville X1s GT være en af de helt oplagte kandidater. Skulle jeg frit vælge imellem de to på bordet, ville sejren også gå i favør til Aune. Kommer jeg til at købe en så? Næppe - Forskellen er stadig lidt imod det subtile ift prisen. I min verden får jeg enormt mere forskel ud af at skifte bøffer end forstærker. Jeg tvivler også på at jeg ville kunne udpege om jeg lyttede på den ene eller anden uden at lave en hurtig og konkret A/B test. Begge er ganske fint habile til mit brug. Havde jeg stadig min ældre X1 som primær forstærker, ville jeg nok have været fristet noget nær over evne rulle4 Det kan noget at have balanceret ud.
Grej
- Indsæt i dine tanker her en sej sætning efter eget valg..
Kolind

Brugeravatar
 
Indlæg: 1621
Tilmeldt: 1. apr 2011, 13:02
Geografisk sted: Holbæk

Re: Aune X1s GT

Indlægaf Pedeskov » 21. maj 2022, 22:56

Jeg havde fornøjelsen af denne lækre lille forstærker i lidt over 2 uger (havde simpelthen mistet fornemmelsen for tiden for at sende den videre...).
Jeg har stiftet bekendskab med flere af Aunes modeller, S6, X1s, X7 og X8. Så jeg er ikke ubekendt med "huslyden".
Indpakning er helt typisk Aune, og virker pænt og godt beskyttende for enheden. Selve enheden er samme design som de andre X-modeller fra Aune. Dog spicet op med lidt røde farver, og tilføjelsen af et 4,4 mm balanceret stik.

Mit daglige setup ved PC'en er Topping A90 og D90 sammen med Denon AH-D7200 og Sennheiser HD 800s. Sommetider afvekslet med AKG k 500 og OPPO S4R. Dette tilkoblet PC med USB og musik via Qobuz.

Efter modtagelse og udpakning fik jeg hurtigt sat forstærkeren op ved PC'en og sat Denon'erne til med balanceret kabel. Første indtryk var at lyden var lidt fladere end via Topping setuppet. Der var hellere ikke så mange detaljer. Men det er også helt forståeligt prisforskellene imellem de 2 setup taget i betragtning. Og ellers typisk Aune lyd som ikke falder igennem.
Jeg fik skiftet til noget Queens og fik også givet volumen et par nøk op. Hold da op! Jeg blev fuldstændig blæst bagover. Jeg har aldrig hørt de Denon spille så fedt før. Der var en bas det bare sagde "party", der var kommet noget fylde og volumen på bassen der bare gjorde noget godt. Og stadig med fin balance til mellemtone og diskant.
Der gik hurtigt nogle timer med at holde fest sammen med Queens, Beatles og andre.
Der gik faktisk et godt stykke tid førend jeg overvejede om ikke jeg skulle prøve nogle andre setups. På med HD 800s med balanceret kabel. De gjorde dog slet ikke så meget væsen ud af sig som Denon'erne havde. Samme grad af mindre detaljer sammenlignet med Topping, men bunden fik ikke det kick som jeg oplevede med Denon AH-d7200. Så skulle der lige prøves med 6,3 ubalanceret på Denon'erne. Det lød fint, uden at være specielt. Ikke så langt fra hvad jeg husker X1S kunne levere. Dog nok lidt flere detaljer end X1s, men ikke samme niveau som Topping.
Så på med 4,4 mm balanceret i Denon AH-d7200 og så holdt jeg ellers fest igen. Og det blev jeg ved med indtil det blev tid til en sorgrig afsked med Aune X1s GT.

Overall er mit indtryk at Aune X1s GT er en god forstærker ubalanceret, dog uden at være prangende. Når man så sætter den til hovedgrejet med blanaceret så kommer der gang i Rabalderstræde! Dog nok ret afhængigt af hvilken hovedtelefon det er.
Jeg savner Aune forstærkeren til at hygge-feste når jeg sidder ved PC'en, men ville også savne mit Topping setup grundet detaljegraden og den mere præcise gengivelse det kan levere. Puha, den skal der lige tygges på...

Aune X1s GT er helt klart en anbefaling værd hvis man er til fest og farver (og hvis man kan køre 4,4 mm balanceret).
Pedeskov

Brugeravatar
 
Indlæg: 94
Tilmeldt: 19. sep 2018, 11:24

Re: Aune X1s GT

Indlægaf Eskil » 12. jun 2022, 20:28

Tak til Claus for at han gjorde denne lytte-tour mulig!
Jeg lytter på et par dejlige HE1000se hovedtelefoner. Men da jeg købte dem, var det baseret på lytning på Sennheiser HDV820 DAC/AMP til 18kkr. Da jeg så skulle have min egen dac/amp blev det JDS labs Atom stack, som koster lige godt 2kkr. Det spiller pænt, men mangler noget af magien jeg fik i det andet setup.
Sennheiser DAC/AMP’en har 40ohm i udgangsimpedans, som er lidt suspekt – især når man skal drive en 32ohm hovedtelefon. Kunne de ikke få den stabil uden? Og så bruger den nogle ret almindelige Texas Instruments IC’er til hovedtelefonforstærkeren uden at lave ekstra koblinger udenom (som feks. Topping A90 og Atom amp gør for at få bedre performance). Så Sennheiseren måler egentligt ikke så godt som min billige Atom stack. Ovre på Audio science review vil mange sige at mit billige setup er bedre end det dyre fra Sennheiser.
Her kommer Aune X1s GT ind i billedet. Jeg har kun lyttet på den på dens balancerede udgang og med HE1000. Aune koster (kun) et par hundrede kroner mere end min Atom stack.
Aune har en på papiret bedre DAC end min Atom stack, men på papiret en lidt dårligere amp, som dog er ægte balanceret. Så har den både USB og optisk/coax ind.
Den har en noget høj udgangsimpedans på 10ohm på den balancerede udgang.
Så har den et lækkert kabinet og knap i aluminium.
Så kommer lyden.
Noget gammelt Jennifer Warnes kommer på. Kan det passe? Har vi noget af den mistede Sennheisers magi her? Skifter gennem en del andre sangerinder, og det skifter fra at være kritisk lytning til musiknydning. Og så gik den aften. Der er altså noget godt med sangerinderne på denne box.
Næste dag skal der laves kritisk sammenligning med Atom stack, lydstyrkerne skal kalibreres – forstærkere lyder ret forskelligt hvis de ikke spiller lige højt. Og det er faktisk lidt bøvlet, for med aunes høje udgangsimpedans på 10ohm, og mine hovedtelefoners 32ohm, skal der kalibreres med hovedtelefonerne forbundet. Så der bliver spillet 1kHz sinus, og der bliver sammenlignet med et godt voltmeter.
Jeg får en oplevelse af en Atom der er lidt mere slagkraftig i bassen og kontrolleret, men en Aune der spiller mere musikalsk, afslappet, der er bare mere lækkert i diskanten/rumfornemmelsen.
Jeg flytter Atom amp over på DAC udgangen fra Aune. Det er et lille skridt op på Atom lyden at bruge Aunes DAC. Men karakteren er der meget tydeligt: Atom’en spiller dynamisk, som om den skal spænde alle musklerne og gøre det kontrolleret. Aune spiller med sænkede skuldre og mere frit med glæde.
Det kunne da godt være jeg skulle over på den. I hvert fald en super boks til pengene.
Eskil

 
Indlæg: 78
Tilmeldt: 2. sep 2020, 22:04

Re: Aune X1s GT

Indlægaf HG2020 » 20. jun 2022, 16:59

Tak til Claus for at sende denne lækre sag på rundtur. Jeg er rosinen i pølseenden, og derfor har jeg gået og glædet mig mere og mere i takt med, at jeg har læst de foregående indtryk. Det er samtidig mit første møde med en Aune, så jeg har glædet mig helt vildt til at hilse på.

I nedenstående forholder jeg mig ikke ret meget til tekniske specs, etc. Mine indtryk formidler min umiddelbare oplevelse med enheden. Der er masser af specs og diskussioner om disse rundt omkring på nettet, som kan gøre os klogere på, hvordan enheden er bygget op, om det er den rigtige eller forkerte dac-enhed, balanceret/ubalanceret osv. Generelt interesserer den slags mig ikke særligt meget. Jeg er nysgerrig på, hvordan jeg oplever, at enhederne lyder. Lyder de godt for mig, er det tilstrækkeligt. Så forholder jeg mig ikke ret meget til, hvad de tekniske specs fortæller. For teknik er ikke alt. Jeg søger ikke sandheden. Jeg søger en god lytteoplevelse først og fremmest.

Design og alt det ydre
Designmæssigt er Aune X1s GT slet ikke mig. Jeg synes, der er noget 90'er agtigt over dens udtryk, og valget af rød som 'GT-farven' lugter lidt af tunet knallert. Ikke at jeg har noget imod tunede knallerter, bevares jeg var selv knallertkørende teenager i provinsen, men et mere elegant og modent design ville tilføre noget godt, synes jeg. Og så er den lidt af en støvmagnet. Man kan næsten ikke berøre kabinettet uden at det efterlader et mærke. Jeg er nok lidt nitty gritty her, men jeg synes formgivningen er løst mere elegant af nogle af konkurrenterne i samme prisleje. Og hvis jeg vil have et rødt GTI-logo, så køber jeg en Golf GTI.

Et crowded prisleje - enkelt er godt
Når vi taler det prissegment, som X1s GT befinder sig i, så er der godt nok mange konkurrenter: Schiit, JDS, Topping mfl. Jeg har selv været omkring både Schiit og JDS, og her er det min oplevelse, at man kvalitetsmæssigt får nogenlunde det samme som Aunebassen bibringer os. Så er det så en temperamentssag, om man vil have en stack eller en enhed, der integrerer DAC og amp. Jeg synes, man kan gøre begge dele. Hvis jeg bare skulle have en schweizerkniv, der kunne klare det meste uden at excellere på et specifikt område, så kunne jeg sagtens se mig selv med den her, tænde og ikke tænke mere over det. Jeg synes, det er lidt skørt med de fire indstillinger, og jeg vil ikke sige, at jeg har kunnet høre nogen nævneværdig forskel. Jeg synes, det bliver lidt for gejlet, at man ikke bare laver én solid grundindstilling, og så kører med den, fremfor det der med at fylde på, give flere muligheder, når mange af dem, der investerer i denne enhed dybest set nok gerne vil have en ukompliceret indgang til hoved-fi. Men det er bare min holdning. Keep it simple!

Tre kander tilsat lidt Mojo og en masse forskelligt musik
Jeg har testet med Sennheiser HD58X, Hifiman Sundara og Koss Porta Pro, alle på ubalanceret. Derudover har jeg løbende sammenlignet med min daily driver, Chord Mojo 2, som jeg knuselsker. Jeg lytter til rock, indie, singer/songwriter, verdensmusik, elektronisk, ambient, minimal techno, krautrock, industrial, etc.: Alva Noto, Arcade Fire, Autechre, The Black Keys, Biosphere, Bomba Estereo, Buena Vista Social Club, Springsteen, Neil Young, Burial, Can, Calexico, Craig Finn, Destroyer, Bryan Ferry, Bisse, Guldimund, Lucky Lo, Kelly Lee Owens, Kraftwerk, Bowie, Neu!, Peter Gabriel, Pole, Prince, Talking Heads, Trentemøller mm., så jeg kan desværre ikke udtale mig om, hvordan klassisk eller jazz lyder. Det lytter jeg stort set aldrig til i det daglige, så derfor ville det heller ikke give mening at forholde mig til, hvordan det fungerer med de genrer i den her anmeldelse.

Hvad har jeg fundet ud af?
Aunen er betydeligt mere lineær og neutral i sin tuning end min Mojo 2, der til sammenligning næsten virker V eller W-formet i sin frekvensgengivelse. Aunen har dog en my varme, som særligt manifesterer sig lidt lunt og flødet i bunden, giver hygge og velbehag, gør den yderst tilgængelig og en virkelig god allrounder. Jeg var lidt nervøs for, om den ville lyde for 'digital', men jeg synes faktisk, det er meget sjældent, at det viser sig. Når jeg lytter til akustiske strengeinstrumenter, blæseinstrumenter, slagtøj og trommer, synes jeg nogle gange man mærker den digitale kant skære lidt i lydbilledet. Og det er som om, tonaliteten godt kan være marginalt off. Det er ikke noget, der på nogen måde præger oplevelsen, og jeg ville ikke være synderligt plaget af det i dagligdagen. Men når man virkelig har lup og pincet fremme og sætter kinaboxen under mikroskopet, så træder det lidt frem, hvor jeg oplever Mojo noget mere organisk og flydende og faktisk endnu mere rolig og ubesværet end X1s GT. Bunden på Aunen synes jeg let bliver lidt ulden og hyggelig. Den er behagelig og artig, men savner lidt saft og kraft, at være lidt mere stram, kontrolleret og dynamisk. Men altså, vi er ude i laboratorieforsøg for at fastslå forskellene. Mellemtonen er neutral, og jeg synes, den fremtræder noget koldere/neutral på toppen end i bunden - særligt når man lytter sammen med Mojo'en. Samlet set er min konklusion, at Aunen dækker særdeles bredt, og den ville være det nemme valg, hvis man bare skal have noget, der lyder godt med meget. Jeg savner måske lidt karakter og musikalitet - beklager ordvalget, typisk ordgejl, men det er svært at beskrive det anderledes. Og jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt jeg ville være tilstrækkeligt disciplineret og være i stand til at tæmme min konstante sult efter nyt gear tilstrækkeligt til, at jeg ikke ville blive irriteret over, at der er tale om en integreret enhed. På den anden side er det ikke noget, der plager mig med min Mojo, så hvorfor skulle det dog gøre det her?

Som en nem og tilgængelig indgang til en verden af hoved-fi, er X1s GT et sikkert, trygt og nemt valg. Så kan man overveje efterhånden som man bliver fortrolig med sit headgear, om det giver mening at opgradere. Men hånden på hjertet, i blindlytning og en snæver vending, der tror jeg ikke, der er mange der for alvor kan høre forskel på denne og andre i samme prisklasse.

Jeg ville trives fint med den her bandit som en stationær lyttestation, som er nem at gå til. Og det tror jeg mange andre også ville. Så jeg giver den med glæde min anbefaling.
HG2020

 
Indlæg: 58
Tilmeldt: 5. maj 2020, 16:04
Geografisk sted: Todbjerg


Tilbage til DAC/Hovedtelefonforstærker

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 6 gæster