- black mirror.jpg (225.62 KiB) Vist 13428 gange
Når man får tildelt en intetsigende modelbetegnelse som H25DF, er det naturligt at selv gøre en indsats for at differentiere forstærkeren fra hoben derude
Jeg har således tilladt mig at omdøbe den til Black Mirror, hvorfor vil blive tydeligere, hvis man læser videre.Det hele startede med min rørtråd, og mere specifikt med forstærkeren The Emotion fra Sonnare Audio. Den dukkede først op til Axpona 2018, hvor den fik nogle glødende ord med på vejen. Jeg indlemmede den så i min rørtråd, hvor den i udgangspunktet blot blev en af mange nye tilføjelser det år.
Jeg er jo nysgerrigt anlagt, og 4P1L er spøjst rør, der desuden ikke går igen i en eneste af de andre forstærkere i rørtråden. Jeg begyndte derfor at grave lidt på nettet, og når det vedrører rørforstærkere ender man ofte hos Ale Moglia. Både her og på diyaudio viser det sig, at røret ikke er så ubenyttet som man i min rørtråd forledes til at tro.
Jeg begyndete at suge til mig, åd mig igennem hundredvis af sider med teknisk snak, hvoraf jeg i bedste fald forstod blot en brøkdel. Jeg begyndte ikke desto mindre at ane konturerne af det, der kunne blive et meget interessant næste forstærkerprojekt. Dette gælder på det tekniske plan, men bestemt også lydmæssigt.
Den famøse rørtråd har gjort, at jeg sikkert holder mig mere orienteret om udbudet end folk flest. De seneste år er der dukket stadig flere 300B-forstærkere op. Måske som konsekvens af, at head-fi er gået fra nørdestatus til rigmandsleg. Priserne tager helt af, det kan ikke blive dyrt nok, eller eksklusivt nok. Helt som det har været indenfor hifi i årtier.
Hvad har 300B med sagen at gøre? Jo, det er et af ikke alt for mange DHT-rør, og selv om 4P1L er et pentode-rør, så er det også direkte opvarmet, så hvis man kobler det som triode, får man et nyt DHT-alternativ. Ved at sammenligne prisen på 300B og 4P1L bliver det åbenlyst, hvorfor sidstnævnte er værd at udforske som alternativ.
Hvad så med resten af designet? Sonnare har valgt 6NS7 som indgangsrør, og supplerer 4P1L med en udgangstrafo. Trafobeslutningen går igen i mange af de 4P1L-designs jeg har læst om, men det begrundes gerne med at belastningen ellers bliver for stor, når højtalere og lav-impedante hovedtelefoner tilkobles. Jeg har jo bare høj-impedante hovedtelefoner, så kan tillade mig at spare trafoen væk.
4P1L er berygtet for at være mikrofonisk. Dette er specielt udfordrende, hvis det skal bruges om indgangsrør. Her har man heldigvis et lige så spændende alternativ, 2P29L, også et direkte opvarmet pentode-rør, men uden hang til mikrofoni. Og, vupti, pludselig har man en ren DHT-forstærker.
Så langt, så godt, men hvor kommer det sorte spejl ind? Jo, forstærkeren er ikke blot 'almindelig' dual-mono, her er snak om symmetrisk differentialforstærkning, dvs to af alting fra start til slut, per kanal. Det skal siges, at jeg selv har slidt med at forstå konceptet, men denne hoved-fi tråd gav forholdsvis god mening.
Som sagt, H25DF er et meget lidt sigende navn, H24DF ville have givet mere mening (2P29L 4P1L Differentialforstærkning), men 24 var åbenbart optaget. Hvordan beskriver man kombination af dualitet og symmetri forstærkeren udviser? Tja, mit bedste bud blev så Black Mirror, og dermed deler den navn med en dystopisk engelsk sci-fi serie, men det er der ikke noget at gøre ved.
- H25DF.png (77.38 KiB) Vist 13428 gange
Som illustrationen viser, er forstærkeren fuldt balanceret. Dermed må jeg reterminere min Beyer T1 (fra jack til 4-pin xlr), men det tager jeg med i prisen. Jeg har ikke nogen balanceret kilde, så kommer i første omgang til at bruge RCA-indgangene. Uden at skulle gøre mig klog på det, vil jeg tro, at der så bliver tale om en form for pseudo-balancering, ikke den ægte vare. Henad vejen må balanceret kilde naturligvis prøves, for det er jo ligesom grundidéen.
Et potentiometer pr. kanal bliver en interessant oplevelse. Kan man ramme balancen efter gehør? og hvad med os, der hører lidt dårligere på det ene øre? For at lette justeringen har jeg fundet nogle volumeknapper med tal-skala, tiden vil vise, om det fungerer i praksis.
Man kunne forledes til at tro, at det er mono-potentiometre, der er brug for her. Differensdesignet gør dog, at der sidder et stereo-potentiometer i hver kanal. Efter en del (især økonomiske) overvejelser har jeg (gen)valgt TKD 2CP-2511. Herunder ses den potentiometer-oversigt jeg satte sammen ifm mine overvejelser. Der er naturligvis flere alternativer, men de viste anså jeg for realistiske rent økonomisk.
- VC.png (70.39 KiB) Vist 13428 gange
Hvilke andre finurligheder er det værd at nævne? Rørsokkeltypen kaldes loktal, og den gør det lidt mere beværligt at sætte røret i eller plukke det ud. Det er nu ikke noget stort problem, siden ingen af de to rørtyper lægger op til 'tube rolling'.
Differensdesignet gør det mulight helt at undgå udgangskondensatorer, så der sparer man også lidt penge. Nogle vil mene, at man også slipper for den lydmæssig påvirkning. Teknisk skulle det være muligt at undgå indgangskondensatorer også, vha filament bias. I flere diyaudio-tråde refereres til 'Rod Coleman filament regulators', der er et diy kit designet til formålet. Jeg er usikker på begrundelsen for at fravælge løsningen i denne forstærker, hvor der sidder Miflex KPCU-01 kondensatorer i indgangen.
Ellers er der godt med chokes under panseret. Det er nok en god idé, for strømmen hjemme hos mig er ikke verdens bedste.
Hvad det ydre angår, så har jeg denne gang valgt mose-eg (bog oak), og så mørk (dvs gammel) som mulig. Der er simpelthen noget ultra-fascinerende ved en 6-8000 år gammel ramme, når resten jo er splinternyt.
- Bog Oak.jpg (615.71 KiB) Vist 13428 gange
Et kuriosum.. Wieslaw havde egentlig fundet på et navn til forstærkeren, Diabolus in Musica, som han udtrykte ønske om at skrive på pcb'et. Jeg er til tider også en forsigtig mand, så måtte lige undersøge betydningen først. Jeg ved ikke, om det var Slayers album han havde i tankerne, men betydningen rækker langt ud over og tilbage i tid, uden at være så diabolsk som ordene lægger op til.
Diabolus in Musica = The Devil’s interval = tritone = dissonance
En forstærker, der lover dissonans som ledende princip, er jo ikke umiddelbart noget man får lyst til
men hvis det var godt nok til Beethoven, Wagner, Holst mfl, hvem er jeg så til at forklejne det. Wieslaw valgte dog at trække forslaget, når jeg trak dissonans-kortet.Sjovt nok er mit eget forslag, Black Mirror, mindst lige så mørkt, så måske er der noget om sagen, eller måske er det bare tiderne. Lyden i sig selv burde være alt andet end mørk og urolig, hvis man skal gå efter DHT-beskrivelserne.
Min gode hoved-fi ven, CHIbsen, får den store ære at lægge ører til som den første (foruden Wieslaw). Helt nøjagtigt hvornår det sker, svæver fortsat i det uvisse. Jeg håber det bliver snart, for nogle uger senere skal den videre herop, og jeg har ventet en god stund allerede.
Det sidste jeg har hørt er, at vi kun venter på, at snedkeren skal blive færdig med rammen. Det er ikke mig, der skal skrue top- og bundplader i, men forestiller mig mose-eg opfører sig lidt anderledes end almindelig eg, så er lidt spændt på om skruerne vil få fæste. Vi får se.
Her til sidst det eneste billede jeg har fundet på nettet af denne specifikke rørkombination. Det er en højtaler-forstærker (i dual-mono elle push-pull), men man får en fornemmelse af, hvordan min kommer til at se ud.Der bliver ikke megen rørglød denne gang, men det har sin egen (industrielle) charme.
- IMG_0418.jpg (283.69 KiB) Vist 13428 gange
Nu venter vi bare på den rigtige forstærker.
