Beskrivelse
Mit første indtryk da posten afleverede pakken var: Hvor er den lille! Det siger måske mere om min manglende omgang med transportable forstærkere, end om den faktiske størrelse på AHA-120. Målene er (l)126mm x (b)80mm x (h)26mm, og sammenlignet med min iPod Touch alene, er der jo trods alt tale om en relativ stor udvidelse af ”transportsandwichen”.
Med hensyn til konstruktion virker den rimelig solid og enkel. Designet er dog lidt ”ingeniør-agtigt”, og vinder dermed ingen æstetiske priser hos mig
Betjeningen er ganske simpel, det er rent plug’n’play. På forsiden er der en impedansomskifter så man kan vælge impedans fra 32 ohm til 600 ohm, den såkaldte HAAC (Headphone A-class Alignment Control). Jeg har ikke efterprøvet om indstillingen af denne knap i praksis påvirker batterilevetiden. Men lydmæssigt kunne jeg ikke konstatere nogen forskel på om den stod på 32 eller 600, heller ikke i niveau. Og det var uanset om jeg anvendte AKG 518 (32 ohm) eller Beyer DT880 (250 ohm). Teoretisk set burde man vel kunne høre forskel, hvis forstærkeren går ned og spiller i klasse A/B fremfor i klasse A. Men som sagt er det ikke lykkedes mig at konstatere nogen forskel. Måske jeg bare ikke har belastet den nok.
Selv om forstærkeren spiller i klasse A, bliver den ikke ikke engang lun, selv efter at have spillet i adskillige timer. Og der er masser af power. Med DT880 var jeg sjældent over klokken 11 og aldrig over klokken 12 på volumenknappen.
Lyden
Først spillede jeg på det store setup, for at finde ud af hvad den kunne præstere. Allerede fra første lyt stod det klart, at den spillede rigtig flot. En meget åben og detaljeret lyd, måske knap så fyldig, i hvert fald i direkte sammenligning med min Lehmann. Måske der engang i mellem er tendens til lidt ”Harley Davidson”-bund. Mit billede på nethinden er en champignon! Masser af fylde i den øvre mellemtone og toppen er godt med, indtil den runder pænt af. Så bliver det lidt slankt i den nedre mellemtone, for så igen at brede sig lidt i bunden. Work with me ...
Jeg kan ikke undgå at blive umiddelbart imponeret over dens friskhed og lidt pågående spillestil. Både bredde og især dybde er glimrende, ligesom soundstagen er god stor. Der bydes på en rigtig flot klang, fx på Dave Grusins udgave af West Side Story, hvor man får en meget flot gengivelse af bl.a. messingblæserne. Og i det hele taget er den slags musik med masser af dynamik, mange skift mellem stille passager og passager med fuld udblæsning, noget som AHA-120 formidler på en absolut vanedannende måde.
Den spiller med en imponerende opløsning, og dermed evner den at få alle detaljer frem. Nogen gange bliver det dog nærmest for meget af det gode. Det, at detaljerne fremstår så tydeligt som de gør, flytter fokus lidt væk fra helheden. Og skal jeg dryppe en malurt i bægeret, må det blive på netop dette punkt. Fokuseringen på detaljer gør, at jeg nogen gange griber mig selv i at sidde og lytte på de enkelte instrumenter, fremfor at lytte til hele orkesteret. Et eksempel er Mikkel Nordsø’s ”Horizon”, hvor de der congas bare lyder så sprøde og livlige, at man næsten glemmer at lytte efter resten. De der congas råber hele tiden: Hør mig, hør mig
I direkte sammenligning med min Lehmann kan diskanten virke en anelse anmasende og udtværet, men vi er i småtingsafdelingen her. Tilsvarende kan bassen virke en smule for rund og voluminøs. Det kommer fx til udtryk på Vanja Santos ”I Say Time”, hvor vokalen bliver lidt flosset i kanten og bassen flyder lidt ud. Men Lehmann’en koster jo også næsten det dobbelte, og isoleret set er opløsning og detaljer stadig bedre på AHA-120.
Sammenligner jeg med den indbyggede forstærker i min iPod, er der ingen tvivl om at AHA-120 er på et helt andet niveau. Men det er mit indtryk, at den indbyggede dac i iPod’en simpelthen ikke kan følge med AHA-120. Jeg oplever i hvert fald ikke en fuldstændig forvandling, og det havde jeg egentlig forventet, med udgangspunkt i det jeg har oplevet AHA-120 kan præstere. Instrumenter og vokal bliver mere skarpt aftegnet, der kommer mere tyngde i bunden, bedre opløsning, og lydbilledet virker på en eller anden måde mere ”komplet”. Men forskellen er alligevel ikke så ”revolutionerende” som jeg havde ventet. Sagt på en anden måde, tænker jeg at AHA-120 vil være lidt overkill som ekstern forstærker direkte fra en iPod med mp3-filer. Med lossless digitalt ud fra en bærbar afspiller til en god dac, kan den til gengæld vise sig at være en killer-løsning.
Just Audio er selv inde på, om AHA-120 egentlig er en transportabel eller stationær løsning. Med mini-jack som eneste indgang mener jeg den committer sig til den transportable verden, men den kræver store lommer, både fysisk og i overført betydning, for der skal altså, IMHO, en ordentlig dac til også.
Afrunding
Jeg håber der er nogle af de øvrige deltagere på ”touren” der vil fortælle noget om hvordan den lyder med andre hovedtelefoner. AHA-120 og fx HD650, tænker jeg kunne være en ret god kombination. AHA-120 og fx Denon AH-D2000 må være detalje-fetichistens paradis
Samlet set synes jeg AHA-120 er en fantastisk forstærker, og det er jo ganske gratis for mig at erklære, eftersom det er den første transportable forstærker jeg har haft mulighed for at lytte ordentligt til! Men hvis det kan blive bedre endnu kan jeg kun glæde mig over, at det åbenbart er muligt at få virkelig god kvalitet med sig på farten. Altså hvis man har de der store lommer...
Musik:
Dave Grusin : Prologue (West Side Story)
Vanja Santos : I Say Time (High Fidelity ref. cd no. 62)
Mikkel Nordsø Band: Horizon (Goal Collection)
+ diverse rock, jazz, folk og Carl Orff som den eneste repræsentant for det klassiske.
(ja man skal have store lommer, men som et rejse-setup vil jeg ikke sige at det er noget problem)
