Her er en lille beretning om mine oplevelser med Dotten
Dotten er en hyggelig forstærker at have på besøg. Den står og lyser svagt, og ser på én gang ambitiøs og popsmart ud, med sine fire rør omkranset af hvert sit guldtårn. Man får den tanke, at den er bygget til at nyde i dæmpet belysning og i selskab med en god whisky.
Forstærkeren virker som en fin og tillidsvækkende konstruktion, helt uden nogen former for brum eller mislyde. Betjeningsmæssigt er det bare at sætte stikkene i, og så er vi kørende.
Og hvorfor ikke starte med hvad jeg stadig betragter som ”den lille ny”? Synergien synes dog ikke umikddelbart at være til stede med T1. Skift til DT880, og dét er meget bedre. Jeg synes ikke Dotten skalerer voldsomt meget med skiftet fra DT880 til T1. Selvfølgelig sker der lidt, men det er som om DT880 er det mere harmoniske valg. Som om den højere opløsning som T1 kan levere egentlig ikke betyder så meget, i kombination med Dotten. Dette er endnu et eksempel på, at match mellem forstærker og hovedtelefon er virkelig vigtigt. T1 spiller fint, men det er med DT880 at jeg oplever at denne forstærker kommer til live, og begynder at vise hvad den kan præstere.
Umiddelbart virker den lidt sløv og unuanceret når man kommer direkte fra Lehmann’en. Men den har noget sammenhængskraft, en homogenitetskabende effekt, der gør at det bare bliver behageligt, afslappet og komfortabelt at lytte til den. En forstærker det er meget nemt at leve med, og hvor jeg egentlig ikke rigtig føler der mangler noget, når jeg bare sidder og lytter til den med det formål at høre musik, og ikke med det formål at at lytte efter nuancer, forskelle, styrker og svagheder.
Kaizers Orchestra lyder en anelse finpudset, uden de kanter som der normalt er, men fx Joe Bonamassa’s ”Long Distance Blues” fra albummet Blues Deluxe rykker bare. Her er der drive og stemning, samtidig med en udmærket detaljering i bassen. En god nærhed og et ganske harmonisk samlet lydbillede. Kun når musikken bliver meget kompleks og med masser af udladning, fornemmer jeg at Little dot ikke helt kan følge med, men begynder at ”skære hjørner”.
Generelt præsenterer Dotten en lyd der er meget laid back og som gør, at jeg fornemmer at det meste materiale kan spilles med godt resultat på denne forstærker. Fx er det en fornøjelse at lytte til Gasolins live-album ”Sådan” fra 1976. I visse sammenhænge lyder dette album virkelig engagerende og medrivende, med godt med ”luftguitar-efffekt” (ok, måske kræver det at man har lidt nostagiske følelser omkring netop dette album). I andre sammenhænge fungerer det slet ikke, fordi jeg bliver opmærksom på hvor mangelfuld indspilningen egentlig er, når det kommer til den tekniske kvalitet. Med Dotten og DT880 fungerer det rigtig godt, og jeg bliver dermed lige mindet om, at det at nyde musik ikke kun er et spørgsmål om opløsning, detaljer og naturtro vokaler. Det er i høj grad også Gasolin live for fuld udblæsning!
Alt i alt oplever jeg Dotten som meget formidlende og engagerende. Ikke så meget fokus på opløsning og detaljer, men med en ”hyggelig”, på den gode måde, og charmerende måde at gengive på. Som med AKG 518,hvor stemningen bliver lidt ”vandpipe-hygge-agtigt”. Vi har det meget fedt her, fordi lyset er dæmpet og her er lidt tåget.
Tak til Postkurt for lån. Det var en fornøjelse at have Dotten på besøg.