ifi Audio Tour - lytteindtryk



ifi Audio Tour - lytteindtryk

Indlægaf Buyer no 1 » 5. jun 2013, 18:30

ifi micro iCAN, iDAC og iUSB POWER

Der skal ikke herske tvivl om, at jeg har kigget lidt efter ifi's produkter. Jeg synes nemlig de ser ret godt ud, men da billeder jo er taknemmelige, var det med stor glæde jeg så at Brian sendte dem på tour. Tak for det.

De er faktisk endnu mindre end jeg havde forestillet mig, de vejer ikke meget, og de har en ganske lækker forarbejdning. Og så tror jeg det er føste gang jeg ser apparater med brugsanvisning/specifikationer trykt direkte på undersiden. Det er også her man finder signaturforklaring til de enkelte tilslutninger og knapper.

Der følger små gummifødder med, så man kan stable dem uden at de ridser hinanden, men dem har jeg dog ikke monteret.

Ingen af delene har on/off-funktion, så de er tændt hele tiden, med mindre man hiver strømforsyningen ud af stikket.

Billede

iCAN
Der er ingen gain-indstilling på forstærkeren, og i mit tilfælde betyder det at jeg kun anvender den første trediedel af volumenknappens område. Da der samtidig er den næsten uundgåelige ubalance i den nederste del af volumen, kræver det lidt tilvænning at finde den rette indstilling. Men det betyder også, at der er masser af power i iDac, og Beyerdynamic T1 lød aldrig presset eller begrænset.

Udover analog indgang og hovedtelefonudgang har forstærkeren en ”X(tra)Bass” funktion og en ”3D” funktion. iFi skriver selv, at man kan ændre både Xbass- og 3D-indstillingen fra nummer til nummer. Dét tror jeg dog ikke de små vippekontakter holder til i længden ;-)

Lyden
Nysgerrigheden behersker tålmodigheden, så jeg tog lige et ”sniglyt” efter at jeg havde sluttet den til. Ved første lyt på forstærkeren alene, kold og ikke tilspillet, er der en åben og pæn gengivelse, godt med bas, og resten måske hældende lidt til den slanke side. Så fik den ellers lov til at spille solo i nogle dage, og resten af mine indtryk er baseret på af den har spillet omkring +80 timer.

I forhold til min Lehmann BCL er gengivelsen slankere og mere to-dimensionel. Men med rigtig godt punch i bassen og en tør og meget detaljeret lyd. Faktisk ikke helt ulig Just Audio AHA120, som jeg husker den. Virkelig god snert i trommerne og generelt masser af attack.

Overordnet set gengiver iCan relativt meget in-your-face og samtidig har den et virkelig godt drive. Jeg fornemmer klart at rokkefoden bevæger sig, og den der punch er ikke at kimse ad. Måske den helt dybde bas ikke er nok tilstede til at tilfredsstille deciderede bassheads, men her er god kontrol, og bassen er tør og ganske stram. Opløsningen er generelt virkelig god, bortset fra i topppen, hvor det bliver en anelse sammenmast. Måske er det bare T1 der gør sig vanskelig igen :-)

Til tider kan lyden virke en anelse tynd og pap-agtig, men det er nok et spørgsmål om præferencer. For jeg kunne lige så godt skrive at Lehmann’en virker lidt mørk og unuanceret, i direkte sammenligning. Og så er det i høj grad også et spørgsmål om matching med den rigtige hovedtelefon. Med T1 foretrækker jeg uden tøven Lehmann, men med Grado RS1 kunne jeg godt blive forført af iCan.

Der er tydelig forskel på gengivelsen når man anvender Xbass og 3D Holographic indstillingerne. Xbass giver rigeligt med ekstra bas, mens 3D ændrer fra ”telefonboks” til ”koncertsal”. Lidt voldsomt overdrevet måske, men budskabet er at man ret tydeligt kan høre forskellen på de forskellige indstilinger. Xbass kan være en god ting på lidt bassvage indpsilninger, omend den måske nok smører lidt vel tykt på. Men det synes jeg også om bass-boost funktionen på fx Fiio E10, så det er nok bare mig der ikke er til så meget (ekstrta) bas  3D-funktionen har jeg lidt svært ved at forlige mig med, da jeg synes det bliver lidt kunstigt, når den ikke står i neutral position. Men indrømmet, på nogle indspilninger kan det give et løft til oplevelsen.


iDAC
Hovedtelefonstikket har kun lyd i venstre kanal. Hvis man trykker lidt ned på stikket, kommer lyden i højre kanal. Formentlig bare en løs forbindelse. Jeg har derfor ikke lyttet til denne udgang, men udelukkende anvendt iCan som ren dac.

Jeg installerede driveren fra iFi’s hjemmeside, og det forløb helt uden problemer at få lyd igennem. Foobar genkendte driveren fra AMR, og den var til rådighed i output-listen via wasapi (event/push).

Lyden
Jeg har valgt at beskrive iDac i sammenligning med min Hegel HD2. Dels fordi de ligger sådan nogenlunde i samme prisleje (nå ja, +/- en tusse...), dels fordi jeg ret hurtigt konstaterede, at en sammenligning med fx den indbyggede dac i min Slimdevices Transporter, ikke var et helt fair sammenligningsgrundlag :-)

Umiddelbart oplever jeg en større soundstage på HD2, hvor det på iDac, helt som med forstærkeren, bliver lidt smallere. På nogle indspilninger oplever jeg det mere som en forbedret præsicion på iDac, men samlet set opfatter jeg det som en lidt smallere men skarpere præsentation. Samtidig er HD2 mere mørk og rund i sin gengivelse, hvilket giver indtryk af en mere fyldig og ”stor” lyd. iCans mere slanke og direkte gengivelse, sammen med den lidt agressive(positivt ladet ord i denne sammenhæng) spillestil, giver derimod et indtryk af styrke og dynamik, noget jeg tænker mange vil foretrække. En anden ting der hurtigt står klart, er, at iDac ligesom iCan, præsterer en rigitg god punch og transientgengivelse, mens HD2 er knap så hurtig og mindre in your face. Det er nok et spørgsmål om præferencer, hvilken signatur man er til. Selv om det er tydeligt at de har forskellig signatur, når man skifter direkte imellem dem, er de begge nemme at leve med.

HD2 virker lidt langsommere og lidt mere tilbagelænet, mens iCan er mere fremme i skoene. Da der samtidig er en noget bedre opløsning på iCan, bliver jeg mere og mere glad for dens gengivelse, efterhånden som jeg kommer igennem musikrepertoiret. Især sammen med RS1 (og iCan) bliver det stærkt vanedannede 4musik

Billede

iUSB Power
Jeg er ikke den stærke tekniker, så jeg vil ikke rode mig ud i at forklare hvorfor eller hvorfor ikke, at iUSB Power skulle gøre en forskel. For mig er det bare en ”black box” med usb ind og usb ud, og så er det ellers bare at lytte 1musik

Lyden
Ved allerførste lyt, via de to andre ifi-ting, synes jeg det gav et lille løft, når jeg kørte gennem iUSB Power’en. Så det skulle naturligvis prøves i det store setup, hvor jeg anvender Hegel HD2 som usb/coax konverter. HD2 får kun strøm via usb-stikket, så der måtte være basis for forbedring. Men jeg må erkende, at jeg foretrak lyden uden iUSB Power koblet ind.

Når iUSB Power kommer ind i kæden bliver det lidt mere dødt, rumfornemmelsen forsvinder lidt, og det er som om der også ryger lidt dynamik. På den anden side bliver det med iUSB Power indkoblet en anelse mere agressivt eller direkte. Som sagt foretrækker jeg samlet set kæden uden iUSB Power, men vi er altså nede i de helt små forskelle her.

Til sidst testede jeg igen iUSB Power med iDac’en, men med WA22 i stedet for iCan. Og konklusionen var den samme: iUSB Power var ikke en gevinst, omend jeg dog fornemmede at der måske alligevel var noget mere at hente her, end vía HD2.

Jeg kan se på ifi’s hjemmeside, at de har udviklet et specielt kabel til USB Power, som deler strøm og signal helt frem til indgangen på den efterfølgende dac. Måske det kan være med til at underbygge USB Power’s betydning for lydkvaliteten.

Billede

Afslutning
iCan er en rigtig god forstærker, som jeg nemt kunne blive glad for. Den spiller med en energi og velvillighed der, parret med den rette hovedtelefon, er ganske engagerende. Jeg havde ingen problemer med at lytte til den i timevis.

iDac er ligeledes en glimrende dac. Signaturmæssigt ligger den ovre i samme bolgade som fx oDac, men dog med mere spilleglæde og enthusiasme. Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt den passer til mine præferencer, men den vinder ved nærmere bekendtskab. Det kunne være spændende at høre denne op imod fx AQ Dragonfly eller myDac.

Med hensyn til iUSB Power ville jeg så gerne have kunnet skrive, at den gjorde en positiv forskel. Men det gjorde den ikke, i hvert fald ikke i mit system. Uden at være i stand til helt at identificere præcist hvad det er, virkede det dog som om der var en forskel (til det bedre) når den spillede i kæde med sine to brødre. Det bliver spændende at læse hvad de øvrige tour-deltagere oplever her, hvis det er så systemafghængigt.

Den samlede pakke er efter min mening ganske vellydende, og der er ingen tvivl om at den lydsignatur der er gået efter, afspejler sig i både iCan og iDac. Et produkt som iUSB Power, kan vel ikke siges at have en decideret lydsignatur, men der hvor den virker, er den formentlig med til at fremhæve iCans og iDacs lydsignatur. Treenigheden er nem at anvende og flot pakket ind. De tre bokse er lækre at håndtere, og de mange kombinationsmuligheder synes jeg er spændende. I samme beløbsmæssige liga finder man dog ogå spændende konkurrenter, som fx Woo WA7, eller MyDac/MyZic.
Buyer no 1

Brugeravatar
 
Indlæg: 3685
Tilmeldt: 1. apr 2011, 15:40
Geografisk sted: Region Hovedstaden

Re: ifi Audio Tour - lytteindtryk

Indlægaf Ole » 11. jul 2013, 21:48

Look and feel
Sættet er ganske pænt med mat alu udseende og et en lidt anderledes form på kabinetterne. Vægtmæssigt er enhederne lidt lettere end udseendet giver indtryk af. De virker relativt solide og der er mulighed for lidt forskellige måder at forbinde og anvende enhederne.


Billede


iCan
Direkte sammenlignet med O2, så er iCan lidt mere rund i lyden i forhold til O2s mere neutrale og rene præsentation. Enheden er rimeligt fleksibel lydmæssigt grundet indstillinger for bas og rumeffekt. Personligt foretrækker jeg den neutrale indstilling, men rigtig fint at man kan tune lyden lidt efter ens præference. Især nogle af de nyere pop-numre, hvor lyden er lidt so-so har gavn af lidt ekstra bas. iCan har både rca og 3,5mm jack input samt 6,3mm hovedtelefon output, hvilket giver plusser i min bog. Der mangler lidt en gain-indstilling for endnu bedre fleksibilitet - jeg kom aldrig over kl. 9 på volumen med mine Tzar 350. Positivt at det er blevet tilføjet på de nye modeller.

iDac
Lyden på iDac har en kvalitet på niveau med hvad jeg forventer af en mobil enhed. Prøvede at kombinere den med min O2 for at teste den direkte imod min E-Dac, men synes aldrig det kom til at lyde helt rigtigt af en eller anden årsag. Tror udgangseffekten er lidt rigelig høj på iDac, men er et rent gæt. Mit indtryk er dog, at den omtrent spiller lige op med min E-Dac. En rigtig fin feature på iDac'en er dog at den har en 3,5mm udgang med tilhørende volumenkontrol og da den får strøm via usb betyder dette at den faktisk kan anvendes alene sammen med eksempelvis en bærbar når man er på farten og så blive koblet sammen med forstærkeren, når man var lidt mere stationær. Efter min mening den klart bedste enhed i sættet.

iUSB Power
Prøvede jeg ikke særligt længe, da jeg ikke synes der var den helt store lydmæssige gevinst, men det er nok bare mine ører.


Hvis jeg skal samle op omkring sættet, er det primære salgsargument i mine øjne den høje grad af fleksibilitet sættet tilbyder. Man kan mix 'n' matche efter situation og der er ret god mulighed for at kombinere med andet eksisterende udstyr. Indstilling af bas og rumeffekt er en ganske fin lille feature. Lydmæssigt spiller de udmærket uden dog at kunne få mig helt op af stolen. Efter mine ører spiller det omtrent lige op med min E-dac+O2 combo omend med lidt anderledes lyd. O2 trækker dog mærkbart fra iCan, når jeg har spændt min stationære Dac Heed Obelisk DA foran.

Hvis jeg skulle investere i iFi ville jeg nok alene anskaffe en iDac ud fra mit behov.

Tak til Brian for at sende sættet på tur thumbs
Ole

Brugeravatar
 
Indlæg: 479
Tilmeldt: 6. feb 2012, 19:50
Geografisk sted: Kolding

Re: ifi Audio Tour - lytteindtryk

Indlægaf toppe » 3. jan 2014, 23:26

toppe

Brugeravatar
Redaktør
 
Indlæg: 2037
Tilmeldt: 13. aug 2011, 16:46
Geografisk sted: Nørrebro


Tilbage til DAC/Amp.

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 0 gæster

cron