Så fik jeg taget hul på at lytte til Myst Nail 1. Det skal siges, at jeg er rimeligt uerfaren indenfor in-ears, så jeg ved ikke helt hvad der kan forventes. Jeg er indehaver af et par Shure SE215, men finder øvre mellemtone og diskant ganske utilfredsstillende, så de bliver kun benyttet i forbindelse med løbeture.
Det første der slog mig var størrelsen: det er godt nok nogle små banditter. Umiddelbart virker kvaliteten i top, men i forbindelse med, at jeg testede forskellige tips, smuttede et lille stykke plastik af for enden af enheden. Lidt kommunikation med Claus, der kommunikerede lidt på russisk, lidt lim og snilde, så sad den på igen. Jeg mener stadig at kvaliteten virker helt i top, til trods for min lille ulykke. Jeg tror jeg har vredet tip’en lidt for meget til den ene side i forbindelse med skiftet og den har så fået fat i kanten på plastik-dimsen.
Nå, men ind i ørerne kom de da (og også ud igen, så ingen “odder” hér). Kablet er af god kvalitet, men jeg bliver nødt til at have det op over ørerne pga. ret meget mikrofonisk støj. Alternativt skal jeg sidde helt stille … … Komforten er ligeledes helt fin, men det afhænger selvfølgeligt af hvilke tips der benyttes. Jeg lægger ikke rigtigt mærke til de sidder i ørerne.
Og så førstehåndsindtrykket af lyden. Fin bas, ingen mudder, godt nok uden så megen punch, ekseptionel klar og defineret mellemtone og masser af detaljer i diskanten uden at blive trættende. Men det er så her, at min mangel på in-ear-erfaring sætter ind. De er neutrale i midt og top, men bunden finder jeg en smule syd for neutral. Om det bare er sådan, at in-ears mangler lidt i bunden ved jeg så ikke. Kommer in-ears med mere spark og punch? En lille smule EQ hjælper dog. Der er god separation og jeg synes det er nemt at skille de enkelte instrumenter fra hinanden.
Jeg er virkelig i vildrede. Der er musik de egner sig fremragende til: Radiohead (Knives Out, WOW!), Dave Brubeck Quartet, Diana Krall etc., men når det kommer til rock og til dels noget elektronisk, så synes jeg der mangler noget power i forhold til hvad jeg er vant til. Pearl Jam og Tool har bare ikke helt det samme spark, som jeg foretrækker. Det eneste metal jeg har nydt med Nail 1 er de progressive bands: Protest The Hero, TesseracT, Persefone, men stadig, så mangler der noget af det, der får mig til at ryste med hovedet og trampe i gulvet. Sjovt nok er det også noget af det metal, der er bedst produceret, så MyST Nail 1 er bare alt for ærlige til lorteproduceret metal?
Jeg ved det simpelthen ikke. Jeg tror de vil få for lidt spilletid hjemme. Måske. Til gengæld vil jeg gerne høre MyST Nail 2. Eller andre in-ears af god kvalitet. Jeg kan godt li’ tanken om, at ha’ super lyd i en lille indpakning.
Hrmpf. Tak Claus. Det var en god oplevelse.
EDIT: Gear brugt: MyDAC -> Soloist / FiiO E17.