Så sidder man her. Igen. Klokken er omkring tre timer før fuglefløjt, og jeg tænker, at jeg ikke kan have et normalt liv. Normale mennesker ligger i deres seng og sover, køber sidste omgang på værtshuset, eller er måske blot i gang med at rydde op efter aftenens gæster. Og hvad laver jeg? Jeg sidder og læser om hoved-fi på et internetforum. Der må findes en klinisk betegnelse for den form for sygelig trang, til at bruge natten på at læse og skrive om noget så total dagligdags og mobiltelefonagtigt som hovedtelefoner.
Tænk hvis normale mennesker kunne se mig. Så ville de se en mand der ser ud til at sidde med nogle velourpolstrede creme fraiche-bægre fastspændt til hovedet, som stille vugger fra side til side. Og tænk hvis normale mennesker kunne høre mig. Så ville de synes at høre mig mumle noget om, at jeg er i gang med at brænde min nye DAC ind, og jeg stadig ikke helt kan høre om trommeslageren er højre- eller venstrehåndet. Herefter ville normale mennesker være parate til at ringe 112.
Men nu skal det også være slut. Det er sidste gang. Jeg lover mig selv, at fra nu af er der ikke længere noget der hedder ”jeg skal lige høre bare ét nummer mere...”, eller ”jeg skal lige se om der er kommet nogle nye indlæg”. Nu står den på militær sovesalsdisciplin. Lyset slukkes klokken 22.00, og hvis nogen tages i lige at skulle noget som helst, er det 50 armbøjninger på stedet. Jeg tror det kan lykkes mig at blive et normalt menneske denne gang.
SĂĄ sidder man her. Igen. Klokken er .....