Tilllad mig at starte dette review med, at opfordre stollesen til at fortsætte med at købe spændende grej
Nu har han skiftet sin Audio GD dac ud med en Nad M51, og selv om vi ikke lige bor rundt om hjørnet i forhold til hinanden, er det igen lykkes ham at lokke mig til at komme forbi og hente noget grej. Fysisk er der vel tale om en relativ stor dac. Den fylder ca. lige så meget som Audio GD’en, bare på den anden led. Den bliver på ingen måde bare det mindste lun under brug, så i forhold til ventilation er man helt frit stillet med hensyn til placeringen.
Der følger en fjernbetjening med, men den er primært beregnet til brug sammen med en NAD CD-afspiller, eller hvis man vil bruge M51 som forforstærker. Så er det nemlig kun på fjernbetjeningen at man kan regulere volumen.
Driveren til Nad M51 kan downloades fra NADs hjemmeside, og hvis man ellers husker at pakke zip-filen ud inden man forsøger at køre exe-filen, foregår installationen helt uden problemer.
Lyden
Første lytteindtryk var via coax-indgangen. Hegel HD2 blev anvendt som ubs/coax-konverter, hvilket er den opstilling jeg normalt køre med. Umiddelbart virkede det ikke specielt overbevisende. Det var lidt livløst og kedelig, og manglede måske lidt rum og lidt luft omkring instrumenterne .
Men sĂĄ er der jo ogsĂĄ en usb-indgang. Via usb er lydbilledet noget helt andet. Her bliver det klart for mig, at det ikke er Hegel HD2 eller Slimdevices Transporter der skal sammenlignes med. Det er min Audio Note Dac 3.1 der bliver budt op til dans.
Med usb oplever jeg først og fremmest et rigtig godt perspektiv, både i dybden, men især i bredden. The Oskarshamn Ensemble fra Opus 3 spiller med stor bredde, og strygerne står i en flot stor bue omkring mig. Selvom det hele er lige et hak bedre på Audio Note, er det stadig virkelig godt. Det samme gælder når vi snakker sammenhæng i lydbilledet, ligesom der er lidt mere sprødhed på klangene på celloen. Man kan måske udtrykke det på den måde, at Nad spiller med en lidt slankere signatur, men Audio Note er mere fyldig. Til gengæld virker det som om Nad har lidt mere ”bid”, som om der er en smule mere snert i strengene.
Bassen er mere stram og kontant på Nad, i forhold til Audio Notes mere ”fede” og kropslige bas. Det bliver mere løssluppent og lidt mere volumiøst på Audio Note. På Nad er der bare kontrol. Altså rigtig kontrol, som store effektforstærker fra fx Mark Levinson eller Krell kan levere det.
Generelt har Nad en meget pæn og ren lyd, men ikke hvad jeg vil kalde en ”organisk” lyd. Alting står flot linet op, og jeg er ikke i tvivl om at de enkelte dele af musikken er gengivet med en høj grad af troværdighed. Men homogeniteten, det samlede billede af begivenheden, magter Nad M51ikke på samme måde som Audio Note 3.1.
Måske hænger det sammen med at M51 trækker detaljerne meget frem i lydbilledet, hvorved man helt automatisk begynder at fokusere på dem. AN 3.1 har ikke den samme evne til at trække detaljerne frem, men serverer dem mere subtilt, og dermed mere integreret i det samlede lydbillede.
Som jeg sidder og beskriver disse indtryk, slår det mig, at jeg måske burde perspektivere mine præferencer lidt: Den absolut primære årsag til at jeg er endt med en Audio Note dac, er netop dens evne til at skabe samklang, samtidig med at den gengiver især akustiske instrumenter med en rumlighed og troværdighed, som jeg ikke har hørt andre dac’s byde på. Jeg har hørt mere fast og kontrolleret basgengivelse andre steder. Jeg har hørt mere engagerende og ”fodtrampeeffekt”-fremkaldende gengivelse andre steder. Men når det gælder fx messingblæsere eller den helt svære, flygel, gengiver Audio Note instrumenterne overbevisende troværdigt, kombineret med netop evnen til at fastholde samhørigheden, og dermed også troværdigheden i den samlede gengivelse. Så ud fra en antagelse om at den optimale dac ikke findes, er mit valg således et udtryk for hvad der betyder mest for mig. Beklager den lille sidebemærkning, men så ved man som læser lidt mere om hvad mit udgangspunkt er.
Tilbage til lyden fra M51. Nu prøver jeg med Joan As Policewoman, og her er det hele lidt mere fremme i lydbilledet på M51. Jeg fornemmer igen at der er meget fokus på detaljer, men også en generel meget velopløst gengivelse. Bassen er stadig meget kontrolleret, og med en meget fin tekstur. Her flyder det en anelse mere ud på Audio Note. Der er styring og kontrol med M51, hvilket giver en slankere og mere ”nøgtern” gengivelse.
Grace Jones og Robert Cray giver indtryk af, at Audio Note måske går en anelse længere ned i basseen, men så med mindre kontrol. Nad M51 brillerer igen med opløsning og detaljer.
SĂĄ gĂĄr vi videre til Rubinstein, og igen er det samme karakteristika jeg ser mig selv notere: M51 har den slankere og mere kontrollerede gengivelse, med masser af detaljer. Audio Note er varmere eller fyldigere i sin gengivelse, men har mere luft og rum omkring tingene. Og mere krop pĂĄ instrumentet.
Hvis jeg skal prøve at anvende min sædvanlige puslespilsmetafor, er det Audio Note der i højere grad tegner et samlet billede, mens M51 sætter fokus på enkeltdelene. Men det er bestemt ikke fordi M51 fragmenterer lyden og reducerer den til enkelte dele. M51 præsterer et ganske pænt sammenhængende og homogent lydbillede, med masser af detaljer. Audio Note gør det bare lidt bedre men hensyn til sammenhæng, og lidt dårligere med hensyn til detaljer.
Jeg sidder lidt med den fornemmelse, at filosofien bag produkterne bare har været vidt forskellig. Hvor konstruktøren bag Audio Note måske har tænkt: ”Jeg laver produktet som JEG synes det skal lyde”, og efterfølgende så accepterer at nogen er enige og andre helt uenige, har konstruktøren bag Nad M51 måske nærmere tænkt: ”I henhold til vores undersøgelser af forbrugernes præferencer, lægger forbrugerne mest vægt på parameter x, y og z”, hvorefter han har lavet et produkt der excellererer netop på de pågældende parametre. Dette er ikke nødvendigvis negativt, men blot en anden måde at angribe problemet på. I sidste ende afhænger det selvfølgelig meget af hvilken musik man hører, og hvordan man ønsker den gengivet.
M51 er som bygget til at gengive fx Safri Duo. Eller måske er Safri Duo’s musik produceret med henblik på at blive gengivet på et anlæg der er bygget til forbrugernes præferencer. Det lyder i hvert fald rigtig rigtig godt
Sammenfatning
Nad M51 er ikke nogen decideret billig dac, men gengivelsen er efter min vurdering også på et ganske højt niveau. Om man så synes det er pengene værd, er jo en individuel vurdering. Men er man detalje-fetichist og til stram styring af tingene, er Nad M51 et godt bud på en ”end game” dac.
Den virker solidt bygget, har alle muligheder for tilslutninger, og fungerer upĂĄklageligt.
(Som et lille kuriosum prøvede jeg at anvende den digitale udgang på min iBasso DX50, direkte til både Nad M51 og Audio Note Dac 3.1. Og halleluja hvor en pc pludselig fremstår som en støjmaskine! Mere om det senere...)
Endnu en gang tak til stollesen for at anskaffe sĂĄ meget godt grej, og for at lĂĄne det til mig
