Tube Rollling
Udover Cavallien har stollesen investeret i ikke mindre end syv sæt rør (indtil videre) som jeg fik med, så jeg havde lidt forskelligt at lytte til. Nogle af dem var i æsker, andre var bare i løs vægt, og jeg havde ikke rigtig nogen idé om hvordan de lå hverken lydmæssigt eller prismæssigt, i forhold til hinanden. Da jeg havde haft stor glæde af Tungsol rør i Littledotten, gemte jeg disse til sidst, i håb om en gentagelse. Resten lyttede jeg til i mere eller mindre tilfældig orden. Som rosinen i pølseenden, flyttede jeg også lige rørene fra min egen forstærker over i Cavallien. Jeg har på alle rør (på nær CV-181) anvendt tube dampers, som det fremgår af billederne.
Måske der her er på plads med en form for ”disclaimer”, det der vel på godt dansk hedder en ansvarsfraskrivelse
Alle rørene er nyindkøbte, og således ikke tilspillede. Tiden taget i betragtning havde jeg ikke mulighed for at spille på de enkelte rør i mere end 2-3 dage, så der er muligvis egenskaber ved de forskellige rør der udvikler sig, efterhånden som de får mere spilletid. For et par af rørene synes jeg at jeg oplevede netop dette fænomen, allerede i løbet af de par dage jeg spillede på dem. Jeg overvejede også om jeg skulle anvende flere forskellige hovedtelefoner, for at se om der var speciel synergi, eller det modsatte, mellem valg af rør og valg af hovedtelefon. Men med tre eller fire forskellige hovedtelefoner ville det pludselig øge antallet af kombinationer der skulle lyttes til, til noget der kunne nærme sig 30. I erkendelse af at jeg med stor sandsynlig ville begynde at rode i hvad det nu var for en kombination der lød hvordan, besluttede jeg kun at anvende én hovedtelefon til tube rolling’en, og det blev Beyerdynamic T1, da det er den jeg er mest fortrolig med.
RCA 6SN7GTB
Mit første indtryk er, at dette rør ikke lyder særlig røragtigt! Lyden er ganske veldefineret og kontrolleret, men ikke specielt imponerende hvad angår mellemtone, luft, rum og perspektiv. Jeg tænker, at dette rør ikke er et rør der viser hvad Cavallien egentlig kan.
Men der er en god klang på blæserne på fx Paul Simons Graceland, og fint rum omkring tingene. På Nils Lofgren Acoustic Live er gengivelsen fin og ganske nuanceret, men vokalen er lidt tilbageholdt, og der mangler generelt lidt fylde i mellemtonen. Diskanten er lidt spids, og bassen på fx White Stripes Prickly Thorn... er lidt mudret. Overordnet set synes jeg der mangler liv og engagement i dette rør.
Electro-Harmonix 6H30Pi 
Dette er det eneste af rørerne der er novalt(9-pins) og derfor sidder vandret i Cavallien. Det sidder meget stramt, så man skal være lidt forsigtig både når man sætter det i og når mantager det ud.
Her er der noget mere fylde og krop i mellemtonen. Vi er lidt ovre i den bløde og varme genre, med en relativ god dynamik, men uden så meget snert og smæld i fx guitarstrengene. Her er RCA bedre. Opløsning og udklingning er noget bedre her, end på RCA-røret, og der er større rum og mere luft i lydbilledet. Bassen på White Stripes er med lidt mere tyngde, men når kadencen øges efter sa. 1:20 bliver det stadig ret mudret. Og ligesom med RCA er diskanten også her lidt rå og upoleret, hvilket gør at den på nogle indspilninger bliver lidt skarp og hidsig.
Mellemtonen er til gengæld noget helt andet. Her bliver det kælent og lækkert. Og vokaler – oh la la. På TV2’s live album Verdens lykkeligste band, er Steffen Brandt stemme simpelthen fantastisk. Den mand kan sige: ”Kærligheden”, på en utrolig charmerende ærke-århusiansk måde. Og her kryber hans stemme helt ind under huden. Meget vanedannende! I det hele taget virker live-musik som guf for dette rør, og hvis man er til Jazz at The Pawnshop er dette røret der får hårene til at rejse sig, når det bliver klubagtigt intimt og nærværende.
Så toppen og bunden er ikke noget særligt, men det i midten er rigtig, rigtig godt! Efterhånden som jeg lytter, fornemmer jeg at dette rør bliver bedre og bedre. Så tilspilning kan være en faktor her.
Electro-Harmonix 6SN7(Billede mangler! Det må komme senere...)
Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Dette rør er kedeligt!
Der er lidt mere smæld på, end med 6H30p, og lyden er også lidt mere åbn og knap så ”lækker”. Men generelt set virker det lidt kedeligt og uengagerende. Bassen er lidt den samme, omend måske med en minimal bedre kontrol. Mellemtonen er uden den samme charme og virker lidt tam og livløs. Men der er en større åbenhed og separation af instrumenterne i lydbilledet. Diskanten er igen her lidt spids og uden så meget opløsning.
Overordnet set gør dette rør Cavllien til en middelmådig forstærker. Der er enkelte lyspunkter omkring åbenhed og separation, og på fx Fiona Aplle fungerer det egentlig ganske tilfredsstilende . Men samlet set vil jeg klart foretrække 6H30.
Sylvania 6SN7GT
Her er vi så ovre i en lidt anden bolgade. Lyden fra dette rør er ganske åben, og med godt perspektiv både i breden og dybden. Gengivelsen er lidt mere fremme i skoene, der er fint med luft i lydbilledet og god adskillelse mellem instrumenterne. Her er der, i frohold til EH 6H30 mere fokus på det store og åbne frem for det intime og nærværende.
Lyden er lidt karakteriseret af den fede lækre rørlyd, med godt med rul på guitarerne, en tyk bas og masser af sprødhed på blæserinstrumenter. Dog virker netop blæserne en anelse distancerede, men de står stadig meget flotte.
Bassen er lidt mere kontrolleret på White Stripes end den har været på de andre rør jeg har lyttet til indtil nu. Så når vi snakker kontrol og fasthed i bassen, er dette indtil videre den bedste gengivelse. Diskanten virker meget on par med de forrige rør, dvs. lidt spids og uden evnen til at klinge ud på den helt rigtige måde.
Mellemtonen er præget af en god mængde luft og rum, og især hornene begynder at fremstå rigtig flotte. Når jeg skriver ”begynder” hænger det sammen med, at også dette rør synes at vokse efterhånden som det bliver tilspillet. Jeg smider Phil Collins Big Band på, og det lyder meget overbevisende. Alt i alt virker det som et ganske glimrende rør, uden de store svagheder, men også uden de helt store styrker, som fx vokalerne på EH 6H30 (Ja, de lød altså godt
).
Sylvania 12SN7GTA
Ved første ørekast imponerer dette rør med en storslåethed og et rum, der synes meget større end hvad de øvrige rør har kunnet byde på. Og det varer da heller ikke længe før jeg bare må sige: ”WOW!” Her er der et kæmpe rum og soundstage for alle pengene. Lyden er lidt til den varme side, men stadig med en flot evne til at eksplodere når det kræves. Og netop som jeg havde tænkt, at ”solid state”-delen dominerer i denne forstærker, og at rør-delen kun kan justere lyden i mindre omfang! Slap in my face – dette er godt!
Der er stadig ikke den samme intimitet over lyden som med EH 6H30. Man kan måske nærmest sige at Sylvania 12SN7GTA spiller ”modsat”, og med en meget mere harmonisk og magtfuld præsentation. Stor flot og åben lyd.
Som i alle forhold lægger den stormende forelskelse sig dog, og jeg begynder at høre nogle af de mindre gode ting ved dette rør. Der er ikke så meget luft omkring instrumenterne som et par af de andre rør kan præstere, og opløsning er også lidt på det jævne. Der er med andre ord ikke så meget finesse over gengivelsen fra dette rør, ikke så meget ”nerve”. Ved mere komplekse afsnit i musikken bliver det hele også lidt blandet sammen, og jeg fornemmer at detaljer og opløsning ikke er dette rørs styrke. Styrken er den umidelbart imponerende storslåede gengivelse, og den er til gengæld også god. Og så røret også som tidligere nævnt, en rigtig god evne til at gengive transienterne i muskken.
Jeg har været lidt ambivalent omkring hvorvidt jeg egentlig synes dette er et godt rør eller ej. Men efter et par dages lytning kommer jeg frem til, at jeg faktisk rigtig godt kan lide dette rør. Der mangler måske lidt af den nerve som nogle af de andre rør kan byde på, men samlet set synes jeg at gengivelsen er meget befordrende. Måske er hvedebrødsdagene ikke helt ovre endnu
Tungsol 12SN7GT
Igen et rør til den lidt varmere side. I modsætning til RCA fornemmer jeg klart mere at jeg her har at gøre med et ”rigtigt” rør
Det har en god og fyldig klang, og nu rykker basgengivelsen en klasse op. White Stripes lyder helt i orden, omend der selvfølgelig stadig er et lille stykke op til det allerbedste.
Nu er der kommet nerve over gengivelsen, og samtidig er der et fint og flot rum. Ikke så stort som på Sylvania 12SN7, men stadig godt. Til gengæld er der noget bedre opløsning og der formidles med masser af luft. Med andre ord besidder dette rør evnen til at gengive med det engagement som jeg har savnet lidt ved nogle af de andre rør. De er en fin adskillelse af de enkelte indtrumenter, og som sagt godt med luft omkring dem. Og fin sprødhed på både strengeinstrumenter og blæsere. På Nils Lofgren hører man meget mere tydeligt forskellen mellem de bløde og de hårde anslag på guitaren.
I det samlede lydbillede fornemmer jeg mere ro og kontrol over gengivelsen, og en bedre kontur i den nedre mellemtone/bassen. I topppen er der stadig en snert af spidse s-lyde, men det er ikke så udpræget som på de andre rør.
Alt i alt stryger dette rør ind på førstepladsen indtil videre. Det er noget med masser af luft og engagement, som giver mig en fornemmelse af hvad man egentlig kan få ud af Cavallien.
Hytron 12SN7GT
Dette rør har en ganske ”lækker” lyd, og umiddelbart lyder det meget i samme retning som Tungsol. Men det har en noget blødere gengivelse. Ja, faktisk en ret meget blødere gengivelse. Jeg kommer lidt tilbage til senere, hvad jeg mener med blød gengivelse
Transientgengivelsen er flot på dette rør, og der er en anelse mere rul på guitarstengen end med Tungsol. Der er stadig et pænt stort rum, men en lidt grovere eller knap så specifik, gengivelse af dybden og bredden i rummet. Man fornemmer den er der, men den står ikke så skarpt aftegnet som med Tungsol. Tilsvarende er der knap så meget rum som på Tungsol.
Bassen er flot, knap så skarp som på Tungsol, men med mere impact. Den er dog også en anelse mere tilbagetrukket, hvilket gør at den til tider lyder en smule mere mudret. Vi taler petitesser her, men jeg oplever det som en forskel.
Mellemtonem flyder fint, men jeg fornemmer at Heytron maler med den lidt bredere pensel, og dermed blander tingene lidt mere sammen end Tungsol. Heytron når lige knap den samme grad af engagement som Tungsol, men det spiller stadig med en fin opløsning og mange detaljer. En ganske balanceret gengivelse med godt med tryk på slagene i musiken, dog uden at virke agressivt eller specielt fremme i skoene.
Hvis jeg skal karakterisere dette rør i ét ord, må det blive: ”Høfligt”. Det spiller pænt og fint, men det er som om det lige skal føle sig lidt frem, inden det giver los. Det kan derfor virke lidt tøvende eller langsomt, men når først det er trygt ved situationen, spiller det fortrinligt. Jeg ved det lyder lidt som en besjæling, men jeg håber det er til at forstå. Det var dét jeg mente med en blød gengivelse.
Shuguang Treasure CV181-z
Når nu min egen forstærker anvender samme type rør som Cavallien, var det selvfølgelig oplagt at prøve disse også.
Jeg oplever det kort og godt som en klasse over de øvrige rør! Det er selvfølgelig lidt af et statement at komme med, når det nu drejer sig om mine egne rør. Og jeg er som sædvanlig helt åben for den mulighed, at jeg er farvet af dette, og at det påvirker min bedømmelse. Men det ændrer ikke ved at jeg i hvert fald, oplever et dyyybt rum med masser og masser af luft. Bredden af rummet er måske lidt bredere på Sylvania 12SN7. Bassen er nok en snert fastere på Tungsol. Ingen rør kan gengive vokaler så intime som EH 6H30.
Men samlet set, oplever jeg at dette rør løfter gengivelsen fra Cavallien til et andet niveau. Rumklang, opløsning og præcision i gengivelsen er bedre. Klangen er flot, blæserne får lov at blæse helt ud, strengene er sprøde, fornemmelse af tilstedeværelse er virkelig god. Engagement, indlevelse og nerve har været godt på nogle af de andre rør, men det er bare lige en tand bedre på dette. Jeg har skrevet mange små plus-ord i mine notater, men den generelle konklusion omkring hvordan jeg oplever dette rør i Cavallien er bare som skrevet i starten: One step up.
AfrundingEfter denne omgang tube rolling må jeg konstatere at det har været spændende, men også ret krævende, at lytte til otte forskellige rør, og forsøge at uddrage forskellene på dem. Man kunne godt argumentere for at vælge en mere struktureret måde at beskrive lyden af de enkelte rør på. Men jeg har det bedst med at lytte ”frit”, og så notere det jeg lægger mærke til, det der umiddelbart træder frem. Andre har det sikkert bedre med andre tilgange.
Da jeg kun har ét sæt CV181 forbliver de i min WA22, og så bliver det Tungsol 12SN7GT jeg vil anvende i Cavalli, når jeg som næste ret serverer en sammenligning mellem WA22 og Cavallien.
Da jeg lyttede til Little Dot VI+ sammen med min WA22 skrev jeg, at de begge var på grænsen af hvad der egentligt er muligt at opnå. Den slags skal man naturligvis altid passe på med at skrive, da man hurtigt kan blive ramt af rekylen næste gang man lytter til noget der også bare er godt. Og mit første indtryk af Cavalli var da også, at jeg nu netop var blevet ramt af rekylen. For det lød virkelig godt, og på nogle områder bedre end noget jeg mindes at have hørt tidligere.
.