Henry Audio har været så venlig at stille denne lille perle til min rådighed, og her er hvad der kom ud af det.
Denne DAC er, som jeg har forstået det, blevet til som følge af et antal entusiasters skriverier om ideer, forsøg og tests, hvilke er åbent tilgængelige for enhver, der måtte ønske at udvide sin horisont desangående. Børge Strand-Bergesen er gået skridtet videre og har sat tingene i system og dermed fødtes QNKTC (”Quantization Noise Killed The Cat”), senere Henry Audio USB DAC 128 som nu er viderudviklet til en MkII udgave, som er objektet for denne skriv.
Jeg fik ”Henry” op til jul, og tog den med på juleferie i Sverige, så tæt på den norske grænse og Olso, at Børge må ha' hørt det, da jeg skreg :”Skide godt Børge!”.
Siden mellemdagene har jeg været plaget af voldsomme tandsmerter, hvilket beklageligvis har forsinket udgivelsen af mine indtryk, men – bedre sent end aldrig, og denne lille dac fortjener et lille puf.
Med mig på juleferie havde jeg, ud over Henry ( og Carina), laptops med hhv. Ubuntu og Windows 8, Wimp-hifi, masser af eget flac, Objective2/Odac, Audioquest Dragonfly, Beyerdynamic T70 samt Heir Tzar 350. (altså kun det allermest nødvendige for at kunne holde måsen i vandskorpen jul og nytår over i den svenske ødemark).
Kassen.
Henry er en lille sag. Den vejer ikke det store og kan udmærket tages med i tasken, om det skulle være nødvendigt. Fronten er ganske ren, kun en diode som viser on/off samt hvilken UAC der anvendes. Bagsiden har miniUSB-ind, RCA-ud samt to knapper til henholdsvis valg af UAC og reset. Perlen står på tre ”fødder”, ikke godt i min verden, men det er jo til at ændre.
Ganske anonymt design, tingene er hvor de skal være og byggekvalitet virker tillidsvækkende, så design og så videre er godkendt herfra.
Installering.
På trods af min baggrund som Systemmanager og IT-konsulent, har jeg den uvane at koble nyt audioudstyr til computeren og derefter chekke manualen. Det er dumt, og Børge advarer faktisk om det i manualen. Det bliver så en lidt trals start på bekendtskabet.
I min verden skal slig software bare fungere. Der er ingen undskyldning for, at det ikke virker ordentligt. Det kan være, at der er en forklaring, men det kan vel ordnes med en god gang gammeldags problemformulering og derefter solid programmering. Nå, nok om det - nu kan man jo bare anvende en linuxbasseret computer¸så virker alt som en drøm.
Lyden.
Da jeg var en lille gutt, fejrede vi ofte jul i Oslo hos min derboende familie. Jeg mindes stadig, næsten fysisk, fornemmelsen af at stå på dækket af ”Holger Danske”, der krabbede sig vej det sidste stykke ind i Oslofjorden alle de mørke, frostkolde morgener i december. Ren luft; masser af ren luft, mørke og skønhed - glæde.
Det er næsten den bedste måde, at beskrive min umiddelbare oplevelse med Henry.
Stilhed, når det er påkrævet og masser af luft mellem instrumenter og ro til at adskille. Krystalklare detaljer, der får mine Tzar´s til at lyde som alle lovprisningerne siger de skal. Nu har jeg oplevet den silkebløde diskant fra Tzarene, som andre har beskrevet, men jeg ikke selv havde oplevet. Hverken Odac eller Audioquest Dragonfly er i stand til at levere varen i de øverste frekvenser på så overbevisende måde.
Bevæger vi nedad i frekvensområdet, møder vi bl. a. en overbevisende stemmegengivelse og god dynamik, samt en meget fin dynamisk bas, der passer T70 fint. Jeg ved godt at onde tunger påstår at T70 ikke kan gengive bas – det er ikke sandt. Trentemøller på Henry og O2 til T70 fungerer faktisk fint.
Det bliver vel vanskeligt at skjule en vis begejstring for Henry, så jeg vil end ikke forsøge.
Henry Audio 128 mkII er efter min bedste overbevisning en dejlig DAC, der gengiver hele spektrek ganske ufarvet, og med en fin dynamik. Når jeg skal udvide arsenalet står den højt (måske øverst) på listen over kandidater.
Jeg vil anbefale alle interesserede at tage imod tilbuddet og give denne lille perle et lyt. Den er det værd.
Tak Henry – det var dejligt at opleve indsejlingen til Oslo en frostklar vintermorgen endnu en gang.