q-Jays - Renhedens Elegance^2
https://www.jays.se/products/q-jays/
Jeg modtog q-Jays som lån i touren her på hoved-fi. Venligst udlånt af Claus. Tusind tak for det. Jeg har ikke et øjeblik fortrudt, at jeg har sagt ja til at bruge et par aftener på at lytte til disse vidunderlige in-ears. De har overrasket mig fra første øjeblik på flere måder.
1. Indpakning
Det første, jeg blev overrasket over er den elegance, der er i produktets indpakning. Jeg ved at jeg har skrevet lidt om det allerede. Jeg vil ikke gå i detaljer med at skrive om hver enkelt del i kassen. Kun at det hele præsenterer sig voksent og elegant. Sort og stilrent. Materialerne i kassen er lækre at røre ved. Det føles perfekt tungt og robust. Selve monitorerne ligger støbt ned i skum i en rund metal æske. Kabler og ekstra tips er placeret i små sorte æsker. Æskerne er ikke bare pap men lækkert udført så de åbner på en elegant måde.
Det er for mig første tegn på at, afsenderen af produktet har taget det meget seriøst at designe dette produkt. Da jeg var ansat hos Bang & Olufsen kom der en ny CEO for virksomheden. Jeg husker bare at han (måske med hjælp fra nogle dyre konsulenter, jeg ved det ikke) fik beskrevet et nyt værdi-sæt i virksomheden som alle vi medarbejdere skulle skrive os bag ørerne og bruge i ALT hvad vi havde med at gøre når vi arbejdede med produkterne og kunderne. Det bestod af 3 nøgle ord: PASSION, PRIDE og PERSISTENCE.
Når jeg så får et produkt som q-Jays i hånden er PASSION, PRIDE og PERSISTENCE det første jeg kommer til at tænke på. Designerne og producenterne må være pave stolte af deres produkt. De TROR på deres produkt og de VED det spiller PERFEKT! Derfor skal det også præsenteres perfekt. Nu vil jeg lade billederne tale og hvis det ikke giver et godt billede af hvad vi har med at gøre, så er der ikke andet for end at du selv må købe dig et sæt q-Jays hos Claus. Det kommer du ikke til at fortryde.
2. Kabel
Kablet på disse IEM er perfekt! Intet mindre. 1. Det kan skiftes, idet man kan afmontere dem vha et fint gevind, der går ind i metalhuset. 2. Det er ganske let og filtrer ikke nævneværdigt. 3. Det har en perfekt længde. 4. Det har vinklet jack-stik. 5. Der er ikke memorywire. 6. Man kan montere IEMerne med kablet direkte ned ligesom Etymotic ER-4S eller op over øret hvis man vil det. Begge måder sidder de godt på og kablet mærker man intet til.
Der er mikrofoni hvis går rundt med dem men det minimeres ved at bruge dem så kablerne går over øret. Det er den krumning selve huset har, der gør at kablet over øret også er en naturlig vej for ledningen. Mikrofoni er dog slet ikke noget jeg har irriteret mig over og jeg synes det er lettest bare at bruge dem normalt.
Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om man mon ikke kunne forhøre sig hos Linum-kabler, om de kunne fremstille et af deres ultratynde kabler med gevind, der passer til disse.
3. Byggekvalitet
Selve huset er et støbt metal-hus. De har en vis vægt når de ligger i hånden. Vægten er mindre end RHA T20 og når de sidder i øret mærker man dem slet ikke. Jeg vil tro, at man godt kan ødelægge gevindet i huset hvis man er voldelig mod kablet. Det advares der også om i manualen. Så man skal nok være lidt forsigtig når man skifter kabel.
Derudover er der et filter for at forhindre støv og skidt i at komme ind til driverne. Det er efter hvad jeg kan læse i manualen et stykke aluminium med 50 huller i. Det må godtnok være meget små huller. Imponerende. Når man skifter tips tror jeg også man skal være lidt forsigtig med i at komme til at skrue disse filtrer af. De sidder nemlig også fast med gevind og ikke bare stoppet ned. Det betyder at man ikke behøver et specielt værktøj til at skifte filtrer som med Etymotic. Man skruer dem bare af og på. Det skulle ikke undre mig om man kan ændre en hel del på lyden ved at sætte et nyt filter i eller lignende. Jeg tør dog ikke fjerne disse filtre, da disse IEM’er kun er til låns.
Byggekvaliteten er i hvert fald i TOP klasse.
4. Tilbehør
Med i kassen følger et kabel uden mikrofon og fjernbetjening, kun til lyd. Der er også en lille æske med 5 forskellige størrelser på tips samt et sæt comply tips i størrelsen T100. Jeg havde et sæt silicone tips liggende i skuffen som jeg har brugt, så jeg kan ikke sige noget om lyden med comply eller de andre tips. De må gå videre på touren (hvis jeg KAN sende disse videre…) til de næste testere.
I kassen ligger også en fin bog med en dybdegående beskrivelse af produktet, tilblivelsen af produktet samt lidt om historien bag Jays i Sverige. Jeg kunne godt tænke mig at have set lidt flere billeder i bogen af designerne, ejerne og lokalerne. Det kunne være sjovt at få et indblik i hvor Jays kommer fra. Virksomheden har til huse i et gammelt bryggeri. Det kunne være sjovt at se hvordan det ser ud. Men bogen er sjov at kigge i og bidrager bestemt til en god oplevelse af produktet og virksomheden som en seriøs virksomhed.
5. Komfort
Når man bruger q-Jays tænker man ikke over det. De vejer en lille smule når de ligger i hånden men føles langt henad vejen som et hvilket som helst andet sæt in-ears når de sidder i øret. Kan man finde et sæt comply tips i T100 størrelsen så er det helt sikkert, at man kan få perfekt komfort og pasform.
6. Lyd
Hvordan lyder de så? Det første ord jeg kommer til at tænke på er elegance. Suveræn elegance. Alt er så kontrolleret. Der er ikke noget løssluppent over deres lyd. De er ikke fyldige og kraftfulde men de er heller ikke kolde som ER-4S. De er ikke sprøde(grainy) som Tzar 350 men heller ikke afslappede og tilbagelænede. De flytter ikke masser af luft i bassen som RHA T20 men Deadmau5 lyder stadig godt på dem. Jeg ved ikke helt hvad det er de gør? Det lyder bare så elegant. De præsenterer musikken elegant. Lader musikken flyde.
Med enkelte stykker musik har jeg oplevet en tendens til lyttetræthed. Det er så forsvundet ved at skifte til næste stykke musik. Så det kunne tyde på, at de simpelthen bare afslører en dårlig optagelse.
Her monteret med nogle tips jeg lige havde liggende.
Bas:
q-Jays er ikke en IEM med kunstig bas impact. De vil derfor ikke gå over i historien for denne egenskab. Der er måske mere bas end i Etymotic ER-4S men cirka samme niveau som mine Tzar 350. Tonemæssigt ligger de tæt opad en lidt mere fyldig og lidt varmere udgave af Tzar 350. Begge er neutrale som første prioritet. Reference lyd. Det er ikke bare noget de skriver. Sådan lyder de virkelig. Jeg lyttede til lidt elektronisk musik inklusive lidt dubstep for at se hvad de kunne i bassen. Dybden er der, klarheden er der, hastigheden er der og opløsningen er der. Der er bare ikke noget impact og punch. Så hvis man virkelig skal bruge det så vil man savne det i q-Jays. For mig er det ikke noget problem da jeg altid har foretrukket så lidt bas som muligt når bare det, der var gik dybt nok ned og var tight.
Hvis man er vant til lyd med meget bas impact så skal man nok lige vænne sig til lyden i q-Jays. Det tænker jeg man skal tage med i betragtningen for de, der er med på touren, at man skal give sine ører tid til at vænne sig fra et stort bas-tryk inden man konkluderer på lyden fra disse. Men om andre vil opfatte dem som lys eller mørk er relativt og kommer an på, hvor man kommer fra.
Selvom de måske har en signatur, der er en på den lyse side af neutral(for mig) så lyder kontrabas og cello stadig fyldig og kødfuld. Så det er lidt en selvmodsigelse men når der skal spilles bas, så vågner de op og leverer lige præcist det, der skal til. Så jeg glæder mig til at høre hvordan andre vurderer dem men jeg vil sige de er lige på den lyse side af neutral. Lytter man til orkestermusik er der masser af dybe toner og fylde i de tungere instrumenter. Der mangler slet ikke noget i bas området for mig. Det vigtige er at hele lydbilledet virkelig hænger sammen og instrumenterne arbejder uafhængigt af hinanden. Ikke for meget bas og ikke for lidt. Elegant afstemt.
Mellemtoner:
Stemmer og vokal er mere naturlige med q-Jays end med Tzar 350. Der kommer lidt mere liv i det hele med q-Jays og Tzar føles lidt sterile i sammenligning. Mellemtonerne i Tzar 350 har en tendens til dåselyd når man kommer lige fra q-Jays. Ud af de tre IEM jeg har siddet og skiftet mellem så er vokaler klart mest naturlige og levende og SUPER vel-opløste med q-Jays og Tzar 350 er mere opløste end T20. T20 føles lidt som om der er et slør henover stemmerne når man kommer lige fra q-Jays. q-Jays er virkelig en reference monitor og stemmer er bløde og tilstedeværende. Det føles virkelig som at kigge ind i et meget klart vindue i musikken med disse.
Diskant:
Når man f.eks. lytter til noget guitarmusik med masser af små detaljer og finger slides, så er der bare en fin og elegant lækkerhed over diskanten. Den kammer aldrig over eller skiller sig ud fra de andre lyde. Det hele hænger sammen. Jeg synes ikke de har en sprødhed som jeg oplever med Tzar men det er meget tæt på. Med sprødhed mener jeg en tørhed og kantet diskant, der godt kan kradse lidt. Jeg ved ikke lige hvordan jeg skal beskrive det men det q-Jays gør er GODT. Da sprødheden er væk, hvad er det så de kan med deres diskant? Jeg ved det ikke. Alle detaljerne er der men de springer ikke ud ligesom de kan gøre med Tzar en gang imellem. Til gengæld er der samme oplevelse af detaljer og luft og når man skifter direkte fra q-Jays over til Tzar synes jeg pludselig der mangler noget fylde i øvre mellemtone nedre diskant. Det giver altså lidt mere naturlighed i stemmerne.
Så igen kan jeg kun sige, at måden de spiller diskant på er elegant. Ikke for tør eller for overdrevet diskant. Ikke kold og klinisk. Bare tilpas rig på detaljer og luft og fin og blød uden at være genert.
Med forstærker:
Sætter jeg dem til at spille fra en lille forstærker som min Quickstep vokser de. Der kommer mere luft i bassen og det er tydeligt, at man skal behandle q-Jays med på en god måde med ordentligt materiale ellers vender de tilbage med en rasende diskant, der nogle gange kan skære lidt i ørerne. Det vil derfor være synd ikke at sige, at de er ret kræsne med hvad de spiller. De afslører hurtigt hvis optagelsen eller mp3 kvaliteten er for dårlig. q-Jays er for gode til at arbejde med dårlig kvalitet og fortjener heller ikke at blive behandlet med andet end det bedste. Giver man dem det bedste, så har man til gengæld en helt igennem high end krystal klar lyd, som bare vokser og vokser for en.
Jeg har desværre ikke min Daccord DAC + Classic forstærker hjemme, da de er i deres barndoms vordende værksted, for at blive opgraderet til ff-versionerne. Det kunne ellers være rigtigt spændende at lytte til q-Jays fra min store forstærker for at se hvordan de ville klare sig der. Jeg er sikker på, at så snart nc8000 får fingrene i disse q-Jays, så vil han få lyst til at lave samme Rudistor+q-Jays project som han i sin tid gjorde med Etymotic ER-4S. Der er så meget potentiale i q-Jays. De spiller bare det de for besked på og jeg har på fornemmelsen, at de vil kunne skalere med meget bedre udstyr end jeg har til rådighed.
Soundstage:
Når jeg lytter til nogle af Chesky Records kunsthoved-indspilninger fra CD eller 24/192 så følger q-Jays bare med op og åbner musikken ud på et stort rum. Jeg har endnu ikke haft de helt store ud af hovedet oplevelser med musikken med sådan “hverdags” musik. Den foregår stadig inde i mit hoved med de fleste indspilninger, men til gengæld helt ud til og med ørerne. Sætter jeg derimod en god indspilning på fra en af mine reference CD’er på, så kan q-Jays godt få musikken til at blive til et større rum ud til siderne og lidt foran hovedet. Men de kommer ikke op på T5p niveau med hensyn til soundstage.
Så på det område er q-Jays ikke den store åbenbaring men det er måske bare sådan det er med in ear monitors? Den helt store soundstage har jeg kun hørt med f.eks. Ultimate Ears Reference Monitor og de koster også det dobbelte og mere til. Jeg synes de gør der lige så godt som Tzar 350 og RHA T20 på dette område.
7. Konklusion
Disse IEM er en af den slags in-ears, der er langtidsholdbare. De har ikke en typisk imponator WOW-effekt når man hører dem første gang. Du bliver ikke blæst væk af en falsk oppustet bas men af en regulær stram og super hurtig bas. Du bliver blæst væk af, hvor naturlig musik kan lyde. Hvor afdæmpet og elegant musik kan præsenteres. Der er ikke noget udklingning i den lyd jeg hører med q-Jays. Jeg synes faktisk udklingning måske er noget de ikke har ret meget af. Det er måske det, der er med til at få dem til at lyde så rent og klart - så elegant. Den udklingning man hører kommer fra rummet, hvor indspilningen er taget samt fra de instrumenter, der er med på optagelsen ikke andet.
Elegancen gør sig gældende på alle måder i lyden. I designet. I indpakningen. I brugermanualen. Det hele er bare elegant udført og jeg elsker dette produkt til en sådan grad, at jeg har lyst til at købe dem på stedet.
Rigtig god fornøjelse til de næste i touren og til dem, der køber disse. Jeg er sikker på, at der ryger et par stykker af dem i denne tour!!! Var jeg ikke kørt direkte i en fartfælde med 108 km/t på landevej den anden dag, havde jeg købt et sæt q-Jays
Alle billeder fra albummet kan ses her: https://flic.kr/s/aHskhTokhg
q-Jays havde spillet to døgn fra en CD-afspiller på repeat med en højtaler-tilspilnings CD på almindelig volumen inden jeg begyndte at lytte. Jeg synes lyden blev lidt mørkere over de to døgn og der kom lidt mere bas i dem og så optræder den bidende diskant ikke så ofte længere på dårlige indspilninger som jeg oplevede den første aften.
Det meste af min lytning består af enten direkte fra iPhone ca. 10% af tiden og med ALAC lossless filer. Ellers CD’er afspillet på min NAD CD afspiller og analog ud til min Quickstep.