Jeg er i øjeblikket i gang med at læse Løgn over løgn af Verner Møller.
Den handler om Michael Rasmussen´s sag, da han blev taget ud af tour de France lige efter han havde bevist han var den stærkeste og bedst forberedte, det år...
Den handler ikke om Michael og om han gjorde det ene eller det andet, den handler om, om det var rigtigt at han blev smidt ud, eller om det var noget der blev sat i gang, fordi Michael er en lidt besværlig type at omgås og havde en del der ikke brød sig om ham..
Hvis den bog fortæller sandheden er det i sandhed en rådden sport, måske er det forkert at tænke kun på cykelsport i denne sammenhæng, for alle de andre sportsgrene er uden tvivl lige så pilrådne..
Problemet er ikke doping eller svindel, det er naturligvis en lidt bisset måde at opfører sig på overfor dem der ikke snyder, men sådan er verden nu en gang, folk snyder.
Nej det der ødelægger specielt cykelsporten er en flok smålige journalister, som optræder som om, de afslørede noget der betød noget som helst, jeg synes det ødelægger det hele, at 75% af medierne dækker doping og ikke cykelsport..
Bjarne´s sag om at han også snød da han vandt, har fået mere opmærksomhed end da hele det Russiske hold blev smidt ud af OL, det er jo helt ude af proportioner..
Jeg synes doping er forkert, helt sikkert, man bør ikke snyde, men den måde pressen slagter folk og deres liv på er mere forkert, bare spørg Rasmussen, han mistede pænt mange gryn på den sag..
Jeg har læst mange af de bøger der er skrevet om cykelsport og doping de sidste mange år og har siddet og tænkt at de der ryttere må være bindegale, ikke så meget at de tager lidt medicin udover hvad der er nødvendigt, men det brutale liv de lever, det er vildt, jeg er 172 cm og vejer 73 kilo, en sund vægt og tæt på idealet (at de så er lidt uskønt fordelt skal vi ikke komme ind på her), stillede jeg op i cykelløb ville jeg være den absolut fedeste fyr på holdet, min kampvægt skulle være under 60 kilo, de er på sultegrænsen hele året, de har ondt i maven af sult hver dag, hver uge, samtidigt træner de afsindigt hårdt og presser deres fysik udover al rimelighed..
Dopingen gør også noget, men der er ingen der kan dope sig til en sejr i nogen sport, det sker ikke, der skal talent og vilje til..
Det der dog ryster mig mest er slet ikke atleterne´s måde at opfører sig på, de vil vinde hele deres liv drejer sig om at vinde, doping er kun en lille del, det der er rystende er at der ikke rigtigt er nogle regler og at dem der er bliver fortolket efter behag, reglerne sagde klart og tydeligt at Rasmussen måtte køre og fuldfører touren, han er aldrig blevet snuppet med fingrene i kagedåsen om jeg så må sige, men de forskellige organisationer ser ham som en der skal trynes og trædes ud i støvet og behandler ham sådan, hvorfor ???
Sporten skal være ren, OK så lad være med at have en der faktisk er dømt for doping i spidsen af DCU, Jesper Worre´s part i sagen er så klam..
Journalisterne kendte til det hele inden tourstart, hvorfor venter de til i sidste øjeblik med at trække splitten i deres granat, er deres motiv en renere sport, skulle de da have reageret inde starten og sagt, hør lige her det der er sq ikke OK..
Nej de venter til manden står i en umulig situation, midt i sin livs triumf og fysisk og psykisk presset til det yderste og ikke kan forsvarer sig, så stikker vi dolken i, når vi er sikker på den kommer til at sidde helt rigtigt, for det er slet ikke en dolk, det er i realiteten et papsværd, men det er der ingen der har tid til at kontrollerer. Ingen i pressen orker at sætte sig ind, hvad der rent faktisk står i de whereaboutsregler der skulle være blevet krænket INGEN..
Hvorfor ikke ?? fordi der ingen sag er...
Tænk hvis man nu forudsatte at de der journalister godt kendte reglerne og havde sat sig ind i dem og så alligevel gjorde som de gjorde....